Social

Om det er alderen eller min psyke der har det bedre – eller om det er noget helt andet, så ændrer mine behov sig mere og mere. Behovet for at være social, behovet for at dele ud af mig og mit, behovet for at retfærdiggøre mig selv og mine valg. Sidstnævnet er nok det der har fyldt mest – behovet for at retfærdiggøre mine valg, min person, min sygdom og mine handlinger. Behovet for at udtrykke min vrede og skuffelse har også fyldt en del.

Alle de behov bliver mindre og mindre – og des mindre de bliver, des mindre har jeg brug for at være social. Jeg har hele mit liv over-involveret mig i andre mennesker, engageret mig i deres liv og har stået stand by 24/7/365. Jeg tænkte slet ikke i de baner at det ikke gik begge veje – og når det så ikke gjorde væltede lokummet for mig, rent følelsesmæssigt. “Hvorfor er de der ikke for mig som jeg er for dem”??

De mennesker jeg troede jeg skulle have i mit liv altid, de er der ikke længere – det var dels min beslutning og har ikke fortrudt et eneste øjeblik. Det eneste jeg tænkte lidt i, var hvad jeg så skulle gøre?! Fordi jeg er så socialt et menneske… Men i hele den process jeg gik igennem, opdagede jeg, at jeg faktisk slet ikke er så social som jeg gik og bildte mig selv ind.

Jeg ses måske 1-2 gange om måneden med de venner jeg ikke kan undvære, og jeg har det fint med at det ikke er mere end det. Jeg hviler så meget mere i mig selv – og det har da også givet det “afkast” jeg psykisk har det super godt. Jeg træner flere gang om ugen, og idag nåede jeg på minus 14 kilo. Jeg kan lide hvad jeg ser i spejlet for første gang siden jeg blev syg og tog SÅ mange kilo på. Havde aldrig troet at jeg på egen hånd kunne komme dertil.

Jeg har selvfølgelig brug for andre mennesker i mit liv, men slet ikke i det omfang jeg har gået og bildt mig selv ind. Jeg har været forblændet af mennesker der slet ikke besidder de egenskaber jeg respektere og værdsætter. Jeg har set igennem fingre med  grim adfærd fordi jeg troede at det var det, jeg var værd. Jeg kan ikke sige mig fri for at være bitter og skuffet – og giver også udtryk for det. Selvfølgelig – de mennesker har været en stor del af mit liv i mere end halvdelen af mit liv. Det er mennesker der har været med siden min børn blev født, de var med til mit bryllup og mine forældres begravelser – eller, én aflyste faktisk at være der til min fars begravelse for hun ikke kunne overskue det. Underligt – at det tog endnu flere år at opdage hvor stort et svigt det var.

Måske det er de svigt der har sat noget igang – det ved jeg ikke, men jeg har det så meget bedre idag – fordi behovet for at være social ikke fylder mere.

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.