Så fik jeg endelig min Imac hjem, og jeg skal da lige love for at det er noget heeeelt andet end min
Se næste indlæg >
kommune & politiet
Christina Winther
Jeg sidder i min bil og får et opkald. Jeg kender ikke nummeret og det er i reglen nok til at jeg ikke gider svare – men det valgte jeg så at gøre denne gang.
- Hej Christina, jeg ringer fra kommunen og vil høre om du har brug for en støttekontaktperson og om du er okay??!
Af hvad for noget?? Jeg anede vitterligt ikke hvad hun talte om og forsøgte at pejle mig ind til hvad pokker det her var for en dame og hvad pokker hun egentlig ville. Hun stammede lidt frem og tilbage og jeg ville vide hvor hun havde mine oplysninger fra.
- Jamen, jeg kan se at der ligger en anmeldelse fra politiet, og at du måske er i et voldeligt forhold?!
Nu fattede jeg sket ikke noget. For det første er jeg på INGEN måde i et voldligt forhold, (Simon kan ikke slå en flue ud af kurs), for det andet har jeg ikke været i en situation for jeg har haft brug for politiet. Hun nævner mit navn, cpr.nummer og adresse, så det er åbenbart mig hun ville have fat i. Jeg beder gentagne gange om at få at vide hvem der har lavet denne anmeldelse, fordi det i min verden minder om en dårlig joke. Jeg får intet ud af hende, og beslutter selv at ringe til politiet. De kan heller ikke finde ud af havd det hele drejer sig om, og jeg ringer tilbage til trunten fra kommunen.
- Christina kan det tænkes at du er i et forhold med en anden end din mand og denne er voldelig??
Nej, nu stopper i altså.. hvad fanden er det her for noget. Hun vil ikke fortælle mig noget, men lover at tage kontakt til mig så snart hun finder frem til et eller andet jeg kan få at vide. Efter ca. 15 minutter ringes jeg op af politiet.
- Hej Christina. Du må meget meget undskylde, men vores system har lavet et nyt samarbejde med kommunerne, og hvis man har været i kontakt med politiet og det vedrører psykiatrien og vold så kædes de sammen.
Jeg fatter mindre og mindre – og så dog… des mere jeg taler med den ret søde betjent, des mere går det op for mig hvad det er der er sket. Som før skrevet, i et tidligere oplæg, var jeg oppe ved en god ven der var selvmordstruet, og denne ringer efter politiet da jeg nægter at lade ham sidde alene med et reb og 1 her flaske whisky. Det ender med at politiet kommer og han bliver fragtet til psykiatrisk skadestue. Fordi jeg er indblandet, og bliver afhørt og er med på psyk.skadestue – ja, så er jeg involveret. De betjente der var med har ikke fattet at jeg IKKE er i forhold med vedkommende og pga miskommunikation, ja så ender jeg med at blive ringet op.
Som jeg konsekvent bliver ved med at sige til min psykolog så sker den slags KUN for mig. Konsekvent. Jeg får altid på den ene eller anden måde rodet mig ud i den slags – om jeg vil det eller ej.
Jeg har siden ikke talt den ven der satte alt det her igang, men ved af omveje at han er mere end okay. Men det slår mig ofte at der er rigtig mange mennesker i mit liv der ofte glemmer at min psyke altså ikke er ligesom deres. De fleste ved at hvis de har brug for hjælp så kommer jeg rendende, men ofte med konsekvensen at min egen psyke bliver lidt slidt. Det er pisse hårdt at skulle være superwoman når andre har brug for det, men de evner det ikke selv når jeg har brug for dem. Det sætter mange venskaber i et andet lys end hvad godt er.
Det eneste jeg har opnået ved hele det her er, at jeg ikke mere vil hoppe og springe for venner der bagefter vil skide min hjælp et stykke, at kommunen er frygtelig hjælpesomme fra tid til anden, og at jeg igen får bekræftet at der altså er noget over mænd i uniform 😉
.