Revurdering eller punktum

Jeg var 15-16 år da jeg lærte ham at kende. Vi har siden været rigtig gode venner. Vi har aldrig været kærester, kysset eller lign. Aldrig! Vi har altid været venner. 30 års venskab er det blevet til. Igår var 2. gang han kontaktede mig på under 1 år, at han var i krise og på selvmordets rand. Kl. 23:00 blev jeg hevet ud af sengen og kørte i gennemsnit 130 kmt de ca. 80 km op til ham. Jeg var vred, bange og frustreret. Jeg skældte ud. Det forventede han af mig. Men da jeg sagde ligeud at han skulle skamme sig, ville han smide mig ud. Jeg nægtede at gå – jeg går ikke fra en mand der truer med selvmord og har en færdig lykke af reb, liggende i en skuffe. Han er fuld og ringer til politiet at han har uønsket besøg – “ulovlig indtrængende”! Politiet kommer hurtigt og det tager kun få minutter førend de er med på hvad der foregår. De vil have ham på psykiatrisk skadestue. Han vil gerne derind, men ikke uden mig. Jeg står i nattøj kl. 01:00 og indvilliger i at tage ham med derind. Derinde sidder vi til kl. 04:00 – mens han soler sig i opmærksomheden. De sender ham hjem med løfte om efterfølgende samtaler til hjælp. Kl. 05:15 ligger jeg i min seng igen. Udmattet og føler mig fuldstændig blæst omkuld. Idag får jeg en sms at han aldrig vil se mig mere – at jeg ikke har gjort mit “arbejde” godt nok!

〰️

Jeg skal snart være mormor. Min datter er gravid. …iiiiih som hun gløder, som kun en vordende mor kan. Jeg har set hende ca. 3 gange på 1 år. Vi taler ikke sammen og kommunikere kun pr. mail. Jeg er bipolar og har hele hendes liv været en belastning på forskellige plan. Jeg har ikke udelukkende været en “dårlig” mor, men har truffet valg der ofte var på hendes bekostning – og nu er konsekvensen at jeg ikke er en del af hendes liv.. og det lille liv hun bærer. Hun ville selvfølgelig gerne at jeg ikke var den jeg er, fordi det sgu ikke har været nemt at være hende nogle gange. Jeg bebrejder hende ikke. På nogen måde. Jeg påtager mig mit ansvar, og må bare håbe at der en dag falder ro på. Hun ved at hun er elsket og savnet.

〰️

Jeg har en lillesøster. Folk der ikke kender os personligt har troet at vi var tvillinger. Jo, vi ligner hinanden, men vores personligheder kunne ikke ligge fjernere fra hinanden. Vi er nat og dag. Vi har aldrig haft noget tilfælles. Hverken interesser, venner og privatliv. Vi taler faktisk end ikke samme sprog. Vi har forsøgt men det ender hurtigt i volapyk. Kontakten mellem os er minimalistisk. Jeg savner hende, men ofte ved jeg dårligt hvad jeg savner, fordi vi ikke kender hinanden.

〰️

Jeg kan ikke sige mig fri for skyld. På INGEN måde, men spillet for galleriet er opslidende. Ovenstående er ikke kun baseret på at jeg er bipolar.. det er baseret på at jeg også “bare” er et menneske. Tvivler på at andre kan sige sig fri for familiedrama på den ene eller anden måde. Jeg kan revurdere de ting der er sket og sker i mit liv, men jeg kan ikke ændre på fortiden. – end ikke det der skete igår. Der er da intet jeg hellere ville. Jeg ville da hellere at min ven ikke opførte sig sådan. Jeg ville da hellere at min datter havde været mit helvede foruden. Jeg ville da ønske at jeg havde et tæt forhold til min søster.

Jeg kunne sætte punktummer, men det vil jeg ikke. Jeg vil ikke afslutte noget. Jeg må acceptere tingenes tilstand – passe på mit hjerte der lidt i stykker, håbe at det hele en dag bliver bedere – bare lidt. Men jeg vil ikke mere ligge skjul på at mit liv fra tid til anden er komplet rodet og dramatisk.