Fortiden kan være frygtelig, grim og sorgfyldt - men er det sted i mit liv hvor jeg er taknemlig for
Se næste indlæg >
Hvad har jeg lavet..
Christina Winther
i 2015 fik jeg min førtidspension. Jo jo, jeg fik den til dels pga min bipolære lidelse, men det var i aller højeste grad også et plaster på såret, fra statens side, efter mit ret fatale møde med psykiater Arne Mejlhede. Han er gud ske lov blevet frataget sin bestalling efter fejlbehandling af mere end 2000 patienter. (INGEN har fået erstatning iøvrigt). Det har jeg tidligere lavet et blogoplæg om… Det kostede mig MANGE ugers indlæggelse over flere gange, pga fejlmedicinering og medicinforgiftning. Får helt kuldegysninger over hvor syg jeg var. Jeg måtte droppe min daværende uddannelse, og fik varige mén bla i form af hukommelsen der svigter voldsomt, angst og lign – og det er så dér min førtidspension kom ind.
Men før 2015 gik jeg altså ikke bare hjemme, trænede travheste for at få en daglig dosis frisk luft og omgang med mit ynglingsdyr, eller kyssede på mit barnebarn.
Tilbage i det der virker som 1700-tallet blev jeg uddannet Grafisk Designer. Da jeg var barn drømte jeg kun om to erhverv. At lave tegnefilm eller bo på en ranch i Texas og være cowboy. Jo jo, drømmene var store. Den uddannelse har jeg aldrig brug til andet end på hyggebasis, selvom jeg fortsatte med at tegne og male, og havde udstillinger. Har værker til at hænge på Fuerte Ventura sågar.. Kom ikke hér!! Pga mine evner fik jeg et gratis forløb på Viborg animationsskole, og fik snuset til det at lave tegenfilm, men det fangede mig desværre ikke nok, og en ranch i Texas blev det heller ikke til.
Jeg fandt ud af, at jeg kunne sælge sand i Sahara, og is i Grønland. Tog engang et kursus ved Mercuri Urval, og de døbte mig “Bostonkvæleren” og “Pistolsælger” – fordi jeg var den slags sælger der ikke gav køber et ben til jorden og skød fra hoften. Jeg har været ansat ved Temp Team A/S hvor mit job bestod i at finde virksomheder der manglede ansatte, og dermed overbevise dem om at de skulle bruge mine ansatte.
Senere blev jeg headhuntet til Danske Lægers Sundhedsservice A/S – se dét var fandeme sjovt. Jeg solgte sundhedspakker til virksomheder, der dels havde ansatte der rejste ud i verden og havde brug for sundhedsattester, og stresskurser. Den ene dag var jeg i Hirtshals, dagen efter i Gladsaxe og tredje dag i Esbjerg. Min største kunde var Mærsk. Jeg brugte UGER på at få den rette kontakt og lande en fed handel, men desværre blev DLSS ramt af nedskæringer og jeg blev fyret. Dertil gik jeg dengang ned med stress første gang – ret sigende at én der sælger stresspakker, går ned med stress.
Har været ansat ved både Den Blå Avis, De Gule Sider og sågar sniffet til Telemarketing – men jeg magtede ikke den enorme fart i den branche, i længden, og jeg gik ned med stress for 117 gang. Under en indlæggelse med mavesår går det helt galt. Et drop bliver lagt forkert, og jeg får en blodprop. Ikke nok med det, går der stafylokokker i den blodåre de ender med at fjerne i min hånd, og jeg har mange uger på sygehuset til at reflektere over om, jeg mon ikke skulle finde et andet erhverv, der ikke var så stressende.
Jeg går på uddannelsesjagt i 2011… lidt ala “Hvad kan jeg blive“…
Jeg finder dét jeg tror er min rette hylde. Rent intellektuelt er jeg typen der skal udfordres ellers keder jeg mig hurtigt, så en uddannelsen som sundhedsservicesekretær var det perfekte. (Det er en under-uddannelse til lægesekretæren). Når man er vant til at være på farten hver eneste dag, krævede det til tilvænning at skulle side på skolebænken, men det var fedt. Dog kan jeg sikkerhed sige at jeg HADEDE lægelatin. For pokker jeg kæmpede med latin – det giver jo ingen mening det lort… Men alt i alt, gik det faktisk ret godt.
Resten er et eller andet sted historie. – ca. 6 mdr før jeg er færdig hiver en vejleder mig til side og spørger om jeg muligvis har ADHD. (Måske jeg havde lige rigeligt fart på). Jeg går til egen læge for at søge råd, og han sender mig til udredning, ved ja…Arne Mejlhede. Først da DR1 står hjemme i min stue og interviewer mig om ham, går det op for mig hvor uhyggeligt tæt på jeg var at miste livet!! Endte med at måtte droppe ud 3 mdr før jeg i realiteten kunne være færdig. De efterfølgende år kæmper jeg mig tilbage til livet, og til hvor jeg er nu. Det har fandeme også holdt hårdt!!!
Jeg savner ikke livet på jobmarkedet, men jeg tager heller ikke min førtidspension som en tegn på at jeg skal gå hjemme resten af mit liv og lave intet. Jeg har en DYB respekt og semi-frygt for at skulle på et 8 til 16 job, og ende med røven i vandskorpen igen pga stress og/eller min sygdom. Jeg ved nu at jeg aldrig bliver rask, og resten af mit liv skal jeg kon-se-kvent lytte til mig selv på en ekstrem måde. Men jeg vil ikke sidde derhjemme og visne. Jeg har heldigvis muligheden for at bruge min krop og hovede med hestene, familie og venner. Jeg er velsignet..
.