Når man har været udsat for et traume, der i al fremtid vil påvirke ens psyke, følger der 99,9% af t
Se næste indlæg >
Jeg savner ikke
Christina Winther
Nu skulle man jo tro, at når man mister begge sine forældre inden for 66 dage, så ville savnet være enormt. Det var det også – men chokket var endnu større. Min mor gik bort meget pludseligt og inden vi nogensinde nåede at trække vejret helt ned i maven, gik min far bort – også meget pludseligt. Men for os søskende gav det på underlig vis mening – …da vi lige havde sundet os lidt. Selvfølgelig skulle de da være sammen. Far skulle selvfølgelig være sammen med mor og ikke sidde alene tilbage. Da chokket havde lagt sig, og sorgen kom lidt på afstand måtte en hverdag igang uden dem – og deres evne til at samle familien. Det var en evne de mestrede til UG..
Des mere “hverdagen” trådte til, des mere blev jeg bevidst om min barske barndom – og i takt med dét, forsvandt savnet. Jeg har aldrig været i tvivl om min lortebarndom og det jeg var udsat for, omend jeg nogle gange betvivlede min egen hukommelse fordi det var så langt ude, men jeg håbede på at det hele ville blive lidt nemmere når de ikke var her mere. Skyggerne over mig forsvandt med deres bortgang, så måtte det da blive nemmere ikk`? Jeg troede igen at der var noget galt med mig. Jeg besøgte stort set aldrig kirkegården – det føltes forkert at stå der og kigge på en sten med deres navn på. Noget i mig ville slet ikke besøge deres gravsted. Men det gav heller ikke mening for mig… hvem helvede vil ikke besøge sine afdøde forældres gravsted??? Jeg prøvede flere gange – endte faktisk med at sidde der midt om natten med en veninde og dele en øl – måske det var bedre?! En kirkegård er imponerende fredelig om natten iøvrigt. Jeg fremtvang det igen for et halvt års tid siden, efter ikke at være der i ca. 2 år, og tog på kirkegården – og det tog mig flere timer at holde op med at hulkegræde, og flere dage at komme mig over det. Jeg græd ikke at savn – jeg græd fordi jeg var og er, så vred på dem. Er kommet frem til, at det bare ikke er et sted jeg skal komme. Den sten med navne på, den lille plads med grus og visne blomster, var, og er ikke sted jeg finder ro.
Jeg følte mig mere og mere fri – men havde også dårlig samvittighed over det. Mine forældre dør og jeg føler mig fri…?? Jeg havde det ambivalent med min familie. Uanset mine forældres gerninger mod mig, var de jo stadig forældre til mine søskende og den bedste udgave af bedsteforældre til deres børnebørn. Skulle jeg blive ved med at respektere deres ønsker og tie, og lade dem hvile i fred, eller skulle jeg tænke på mig selv og sige alting højt??? Jeg endte med at blive en “brøleabe” mine søskende blev træt af at høre på.. “Hvorfor kan du ikke bare” blev standard-sætningen… Det gjorde sig gældende ift min barndom, men også min sygdom. Ikke nok med at de har levet med en søster der var blæst i potten og en diagnose de ikke fattede en dyt af, (min søster påstod på et tidspunkt at jeg havde en hjerneskade), og nogle gange var jeg sågar utilregnelig, men de skulle også leve med at jeg ikke ville pakke min barndom væk. Det havde jeg jo forsøgt på flere gange uden held. Mange mange gange…
Jeg har aldrig fulgt normen. Om det er grundet min bipolære lidelse kan jeg kun gisne om, men det er ikke helt utænkeligt. Jeg har budt dem allesammen ikke så lidt. Hele mit liv… hele deres liv. De har aldrig været nemt at være i familie med mig, og det er en erkendelse der har været svær at komme frem til. Jeg skulle jo erkende at JEG havde svigtet, bedraget og fyldt mere end godt er. Men jeg nægtede at “makke ret” ift til hvad mine forældre bød mig. Da jeg endelig lærte at “opføre mig ordenligt”, lavede jeg lige et twist ved at smide svesken på disken med min barndom. – og jeg brølede mere end nogensinde. NU skulle jeg altså ha´ gjort noget ved mit traume og min historie. Koste hvad det koste ville, og på bekostning af hvad som helst…også mine søskende!!
I den nære familie vidste de godt hvad der var sket, omend mine søskende først fik det bekræftet af mine forældre i en sen alder. På underlig vis og underligt heldigt “tilstod” de begge hvad de har budt mig. Nu var det ikke mere mit ord mod deres. Det var ikke bare mig der igen lavede røre i andedammen. Nu var det fakta!!! Jeg søgte omsorg og forståelse, men blev ramt af en mur af; “Jamen, hvad vil du ha´ vi skal gøre“??? Ja, det vidste jeg sgu da ikke, men et eller andet er vel også noget. Helt seriøst så anede jeg ikke engang selv, hvad de egentlig skulle gøre. Pga omstændigheder der ikke kun vedrørte min barndom og mine forældres bortgang, endte mit forhold til mine søskende for ca. 4 år siden. Jeg har hverken set eller talt med dem siden.
Så nu står jeg i en situation, hvor jeg hverken savner mine forældre, men heller ikke mine søskende. Er jeg virkelig blevet så afstumpet?? Jeg har 2 nevøer jeg aldrig ser… jeg har intet forhold til dem. Den ene har helt sikkert været bevidst om mit “forsvindingsnummer” men den yngste aner end ikke hvem jeg er fordi han var spæd sidst jeg så ham. Det er måske også for det bedste. Min ældste nevø savner jeg helt åndsvagt, men han er kommet i klemme, og presser jeg på for at se ham, stiller jeg ham i en træls situation – og det vil jeg ikke!!
Jeg ville VIRKELIG ønske at jeg savnede mine søskende, og endnu bedre at jeg havde et forhold til dem – men sådan spillede klaveret desværre ikke for mit vedkommende. – og det er derfor jeg ikke mangler dem. Jo jo, der er da dage hvor jeg tænker på dem, og savner vores hyggeaftener med grill, rødvin og ualmindelig høj latter. Hold kæft hvor kunne vi grine – men jeg vil heller grine, grille og drikke rødvin med de mennesker der elsker mig UBETINGET, og det er desværre ikke min søskende. Når min familie ikke var dysfunktionel, havde vi det fantastisk sammen. Ingen kunne feste som os, spise godt, grine og hjælpe hinanden… Det var bare ikke nok for mig mere.
Mine venner/veninder er nu min familie, OG mine elskede unger og dertilhørende SMUKKESTE barnebarn. Det er gået op for mig – mere end nogensinde – at blod ikke nødvendigvis er familie. Familie er dem der elsker dig uanset HVEM du er, uanset HVAD du er gået igennem. De ser igennem det gigantiske røvhul jeg kan være..
Så nej, jeg savner ikke mine søskende, eller mine forældre. Måske det er forkert… men det er ikke første gang at jeg er “forkert” i andres øjne. Når folk hører at jeg ikke har kontakt til mine søskende, bliver de forarget, og kan ikke forstå at jeg ikke har et behov for at have dem i mit liv. – og da slet ikke nu hvor vi “kun har hinanden”. Først og fremmest er det altså ikke kun mit valg – der er flere ting der spiller ind. Både fra deres “lejr” og min.. Groft sagt kunne vi ikke holde hinanden ud længere; Jeg er bare den eneste der siger det højt. Hvad de fortæller de mennesker der står dem nært ved jeg ikke, og har heller ikke behov for at vide det. Måske “løgnen” lever videre hos dem?!! Når alt kommer til alt, har det jo heller ikke været nemt for dem at stå i tornadoens øjne, og fornægtelsen er måske nemmere at leve med. Men lige så vel som de hang mig langt ud af halsen, lige så vel hang jeg dem lagt ud af halsen.
At ikke mangle dem, eller savne dem er ikke ensbetydende med at jeg ikke elsker dem. Selvfølgelig gør jeg det, men det betyder ikke at jeg har et behov for at have dem i mit liv. Det er imponerende hvordan vi mennesker er indrettet.. man kan lære at leve med overgreb og traume, og man kan lære at leve uden sin familie.
Jeg går nu ind i fase 2 ved CSM, og det er det individuelle forløb. Jeg GLÆDER mig helt åndsvagt – endelig skal jeg lære at leve et liv der ikke på en eller anden er præget af hvad jeg har været igennem. Men så længe jeg har behovet for tale/skrive om det – så gør jeg det!!
.