hinanden

Én af de ting jeg sætter mest pris på, er at vide hvem der er i mit bagland – i bliver der, selvom lokummet brænder på. Der er flere der er blevet hængende og jeg er evigt taknemlig. De ser tingene fra alles perspektiv og jeg bliver aldrig nogensinde bare strøget med hårene og talt efter munden – den slags mennesker kunne jeg slet ikke have i mit liv. Jeg hader simpelthen inderligt folk der ikke kan give mig deres ærlige mening, eller ikke tør stå ved deres oprigtige og egne mening.

Pisser jeg ved siden af natpotten får jeg det også at vide. Bliver jeg for meget får jeg det skam også at vide. Der er flere mennesker der har været i mit liv i ±10 år og kender hele min baggrund, min familie og hvem jeg er som menneske – både før og nu. Netop fordi de har været der i så mange år, ved de også hvorfor jeg har reageret som jeg har gjort og hvorfor jeg har taget visse valg. Mange har sågar undret sig over at jeg ikke har “brudt ud” for lang tid siden.

Jeg føler mig mere og mere velsignet ifh til de mennesker jeg har i mit liv. Simon viger aldrig fra min side og har ubetinget bare været der, uanset hvad jeg har smidt efter ham. Vi har sammen godt nok været nogle svære tider igennem. Mens jeg var allermest syg var han studerende og vi var latterligt presset på alle fronter inkl på den økonomiske front. Da mine forældre døde stod han bi og selvom han selv stod midt i sorgen, var han den stærke. I bruddet med min familie og gamle venner har han også stået der, og var næsten lettet over at nu skulle det være slut med drama. Han har ikke kun været vred og skuffet på mine vegne.

Vi sidder nu og kigger på rejser til ferien næste år, og jeg føler mig så uhyggeligt  priviligeret. Selvom det forgangne år har været SÅ hårdt på følelsesfronten har vi stadig hinanden. Vi bor i et dejligt hus, vi er økonomisk på en rigtig god båd, min søn har sat sig ud over balladen i familien og står mig bi, har dejlige venner og vi er sunde og raske. Jeg har intet at klage over – omend jeg stadig savner min familie. Ville være komplet åndssvag hvis jeg ikke gjorde.

For første gang nogensinde meldte jeg afbud til aftale på psyk igår, fordi jeg ligger med influenza – ellers har jeg holdt mine aftaler deroppe. Jeg havde egentlig set frem til den aftale, (jeg får bare en ny aftale), men jeg ville ret gerne have været deroppe.

Jeg har det godt i tiden, omend jeg tog et seriøst dyk da jeg fik Latuda, men efter jeg kom af med det har jeg ligget ret godt i sindet. Jeg sloges stadig med søvn og det irriterer mig grænseløst. Jeg har flere gange forsøgt at trappe ud og hver gang ender det med at jeg ligger og kigger op i loftet kl. 04:00…. En tidligere veninde gik meget op i yoga og mindfullness, men jeg kan slet ikke få min hjerne til at slappe af til det. Det er ikke uden grund at min blog hedder; “Inde i min hjerne“, for den holder aldrig kæft, og uden sovemedicin får jeg ingen søvn. Jeg har tanker der bare ræser der ud af 24/7. Så selvom jeg har det godt er jeg stadig dybt afhængig af sovemedicin, og jeg tvivler på at min krop har specielt godt af det. Det var én af de ting jeg skulle have svar på igår – blodprøver og hjertekardiogram – og så skulle vi se hvad der ellers kunne findes på.

Nu må jeg så vente 3 uger – men det gør ikke noget når jeg har det så godt…..på trods af influenza.

Jeg sætter dagligt pris på den retning mit liv har taget, og tør ikke tænke på hvor jeg havde været hvis ikke det var for dem der elsker mig; på trods.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.