Om det er alderen eller min psyke der har det bedre – eller om det er noget helt andet, så ændrer mine behov sig mere og mere. Behovet for at være social, behovet for at dele ud af mig og mit, behovet for at retfærdiggøre mig selv og mine valg. Sidstnævnet er nok det der har fyldt mest – behovet for at retfærdiggøre mine valg, min person, min sygdom og mine handlinger. Behovet for at udtrykke min vrede og skuffelse har også fyldt en del. Alle de behov bliver mindre og mindre – og des mindre de bliver, des mindre har jeg brug for at være social. Jeg har hele mit liv over-involveret mig i andre mennesker, engageret mig i deres…

Spøjst nok så definere jeg slet ikke mig selv som “blogger”. Jeg kan overhovedet ikke hamle op med Mascha Vang eller Sarah Louise Christiansen – vi deler så slet ikke genre, men alligevel… det er jo heller ikke det jeg vil med min blog. Jeg startede min blog som en form for dagbog. Min rejse i den bipolære verden, inden for psykiatrien og den personlige udvikling rummede så mange oplevelser og aspekter, at jeg bare måtte ud med det. Min datter hjalp mig med at lave bloggen og den hed flere ting førend jeg kom frem til “Inde i min hjerne“. Jeg har aldrig været typen der gik og brændte inde med tingene, men der var grænser for hvor meget…

Efter 50+ ECT-behandlinger har jeg fået smadret min hukommelse. De hjalp med stor succes på min sygdom, og jeg fik et tiltrængt pusterum fra medicinen der var så hård ved min krop, men jeg havde trods “advarsler” ikke drømt om at de ville slette så meget af min hukommelse. Jeg troede at det bare ville være hverdagsting jeg glemte, men hurtigt begyndte jeg at fare vild når jeg var ude og køre, glemte samtaler og events af store og små grader! Jeg fik virkelig øjnene op for mit tab af hukommelse da jeg havde købt en brugt stol. Da jeg hentede den, næsten kastede sælger sig over mig.. “Heeeej Christina, hvor er det godt at se dig“. – og jeg…