Som altid ligger jeg ikke på den lade side, når det kommer til events i mit ellers ret leverpostej-kedelige liv. Hvorfor ændre på det?! Søvn har ALLE dagen været min nemesis. Min evindelige sten i skoen. Jeg er dertil bare så træt af at være “afhængig” af sovemedicin. Både fordi det rent ud sagt er noget møg at proppe i kroppen, men også fordi mængderne konstant skal øges for at få en virkning. 3 mdr på melatonin og virkningen udebliver, og så er det 1 mdr på det ret kraftige oxapax, for så at “glide” over på melatonin igen. En bipolær hjerne “holder aldrig kæft”. Konstante tanker, dialoger, scenarier er igang. 24/7/365…. Man vænner sig til det på en eller…

Hele mit liv har på mange områder været en form for parodi. Har brugt uanede kræfter på at være noget jeg ikke var – eller sågar ønskede at være. Man usikker som jeg har været, har jeg været villig til næsten hvad som helst for at føle accept, omsorg og at passe ind. Fordi jeg så sent i mit liv fandt ud af at jeg var bipolar, har jeg også brugt det meste af mit liv på at føle mig “anderledes og forkert”.. Jeg anede jo ikke at jeg var bipolær, havde OCD, angst, neurasteni osv.. Jeg vidste jo ikke hvorfor jeg konsekvent gik rundt med de følelser af at være “forkert”. Så jeg stod på ét ben i 30+ år…

På DR1 kører der i øjeblikket to serier. Den ene handler om ældre kvinder der søger sex med unge mænd, og den anden handler om forhold/ægteskaber med stor aldersforskel. Hvor tabubelagt det er, hvor svært det er for omverdenen og familien, hvis deres kære er sammen med én der er meget ældre/yngre. Simon og jeg, har til april været sammen i 10 år. Til sommer har vi været gift i 9 år. Simon var 23 år da vi mødtes og jeg var 37 år. Vi var kolleger der startede en “klassisk Office-fling”. Skide spændende og lidt frækt. Vi tænkte ikke i fremtid eller lign. Vi havde det “bare” sjovt. Efter 3 måneder kom der følelser i vores forhold og jeg…

Frygt – eller angst, er for mig det værste der findes. Det kan æde mig op på kort tid. Det er ikke frygten for højder, selvom jeg hader det. Det er ikke frygten for at der skal ske mine unger eller barnebarn noget. Det er ikke frygten for fremtiden, den kan jeg ikke selv styre – ihvertfald ikke 100%. Det er frygten aka angsten for “hvad nu hvis”… Min barndom har sat nogle dybe og voldsomme spor i mig, men jeg har gennem årene fået SÅ meget terapi og hjælp, at jeg næææsten har lært at tackle det. Det viser sit grimme fjæs fra tid til anden, men jeg har lært at tackle det. Det forgange år har været det…

Jeg kan af gode grunde ikke brillere med titlen som FAR!! Jeg kan heller ikke i en alder af 47 fortælle om mine oplevelser med min egen far, som udelukkende positive. Min egen far var ekstremt fraværende grundet sit arbejde, og når han var hjemme skulle der jo “festes” med min mor, naboer, venner og andet godtfolk – om man vil. Min far har aldrig lagt en ond hånd på mig, det overlod han til min mor. Han lagde “andre hænder” på mig – og det er en helt anden historie. MEN!!! – når man ligger de “skrækhistorier” til side havde jeg en far der mente at intet var godt nok til os piger. Altså efter hans hovede ikk’? Hvad…