Jeg har ikke skrevet i evigheder. Jeg har ikke haft brug for det. Jeg oprettede bloggen i tidernes morgen, for at kunne læsse af. Fortælle min historie som JEG ville – uden at blive afbrudt, uden fordomme, uden andres mening og uden at tage hensyn til hvad andre mente. – og hvor har jeg bare tilkendegivet min mening. Jeg har ikke holdt mig tilbage, og det var jo heller ikke hensigten. Dette var MIT fristed, og hér var det kun mig der havde ordet. Jeg har skrevet om min hverdag, om fuldstændig intetsigende krøller på hverdagen, men jeg har også fået frit spil til at skrive om min barndom, mit forløb ved psykiatrien, og mit forløb ved CSM. Nu stopper jeg!!…