Konsekvens af sygdom

Når man har en psykisk lidelse, er det på ingen tænkelig måde “kun” din hjerne der er påvirket. Gid det var så simpelt, er jeg nødsaget til at sige. Hvis det så bare var hjernen man skulle sloges med, men det er alt det andet der påvirkes, man sloges med.

Jeg er “velsignet” med bipolar lidelse, angst, ocd og neurasteni – alle sygdomme er under min egen kontrol. Ihvertfald lige i øjeblikket. Jeg har det godt.

Men hvad med alt andet der påvirkes?! Jeg har 1,5 mill konsekvenser af min sygdom.

Jeg kommer aldrig mere på jobmarkedet, og jeg er kun 46 år gammel. Mit sociale liv er påvirket. Mit familieliv. Mit helbred. Min økonomi. Bare for at nævne nogle få…. ALT påvirkes når ens hjerne slår krøller.

At jeg ikke mere kommer ud og arbejder, er hvad det er – jeg HÅBER at jeg en dag kan komme ud som feks frivillig, men ærlig talt så frygter jeg det lidt. I den forstand at jeg ved, at jeg vil have dage hvor jeg ikke er i stand til noget som helst – Jeg har det godt fordi jeg selv bestemmer hvad mine dage skal indeholde, og den uforudsigelighed der er ved at arbejde frygter jeg. Det lyder tåbeligt for nogen, men det kan fuldstændig ødelægge mig hvis jeg kommer ud i noget jeg ikke er herre over, og det tager mig uger, hvis ikke måneder at komme over. Udmattelse, tårer, vrede og træthed af anden verden.

Mit sociale liv er indskrænket til det minimale. Det har været efter eget ønske, men på ingen tænkelig måde en nem process. Jeg KAN OG VIL ikke lade mig styre af andres liv, og det er svært med en stor vennekreds og en familie med stærke holdninger. Jeg har selv meget stærke holdninger, men jeg har også en tendens til at over-indvolvere mig og stille voldsomt høje krav til mine medmennesker – indfries de ikke, kommer balladen. Jeg ligger ikke på den lade side med at sige min mening – og fordi jeg kender mig selv, og ja, de mennesker der har været og er i mit liv, så har jeg vidst hvad jeg skulle gøre for at skabe en ro omkring mig. Jeg måtte trække mig væk fra dem.

Mit helbred påvirkes helt åndsvagt i det daglige. Jeg har fået medicin der har påvirket min lever og mine nyrer – og allerværst, i min optik, mit stofskifte. Det påvirker min vægt, og hvis ikke man havde det skidt så fik man det ihvertfald. Min vægt har rullet op og ned fra 55 kg og har været helt oppe på 95 kg. Det kører stadig op og ned, og det er ikke bare et par kg her og der – har præsteret at tabe 12 kg på under 3 mdr uden at gøre noget for det – og tager 14 kg på bagefter på lige så kort tid. Min krop har det helt af helvede til – og heldigvis går jeg til undersøgelser. Håbet er at få en vægt jeg kan leve med..

Økonomien har været modbydelig. Flere år med indlæggelser og uvidenhed om fremtiden kostede på bankkontien. Jeg var egentlig ikke berettiget kontanthjælp og der blev slået mange knuder på systemet for at jeg kunne få en hverdag til at hænge sammen. Min mand var studerende, så han kunne ikke engang trække det tunge læs. Da jeg fik min førtidspension og han var færdig som studerende, kunne vi trække vejret på en helt anden måde. Den frihed vi har fået i økonomien har været livsændrende. Vi kan ikke kaste om os med penge – men vi har råd til det vi har lyst til, og det har en imponernede positiv effekt.

Mange glemmer at det ikke kun er ens sind der påvirkes hvis man har en psykisk lidelse. Det var så befriende for mig at få en diagnose, fordi jeg så kunne “forklare” andre og mig selv hvorfor jeg har haft en adfærd det alt for tit var uhensigtsmæssig. Jeg har ikke tal på alle de gange jeg har hørt på; “Kan du ikke bare”??! Det ville være det samme som at bede en blind mand se sig for over gaden. Jeg ville da give hvad som helst for at “bare kunne”… Gid det “bare” var sindet der blev påvirket!!!