Konsekvens

Jeg tager hatten af, og bøjer mig så dybt jeg kan, for dem der kan holde mig og mit ud. Hold nu kæft hvor er det nogle seje og fantastiske mennesker – og jeg føler mig evigt taknemlig. Jeg elsker dem højere end livet.

Jeg forstår så ganske godt dem der ikke kan. Det er ikke mange der kan magte personer med psykiske lidelser, og jeg bebrejder ikke dem der ikke kan eller vil. Jeg tror heller ikke at jeg personligt ville kunne gøre det – så igen, fuld respekt til dem der ikke kan eller vil.

Jeg har brugt mere end halvdelen af mit liv på at forsøge at passe ind. En ny personlighed hver uge i et desperat forsøg på at passe ind. Hold kæft hvor var jeg på overarbejde. Jeg kunne ikke holde til det i længden og det betød jo også at mange ikke rigtig vidste hvor de havde mig henne – hvilket er fair nok, jeg skiftede jo personlighed 3 gange om dagen.

Jeg har hele mit liv aldrig kunne holde min kæft. Talte når der skulle være stille. Kæftede op hvor jeg ikke skulle blande mig, og sagde ting der sårede andre mennesker, eller gjorde dem vrede. På bizar vis har jeg vænnet mig  til det – og selvom jeg med årene er blevet mildere, så holder jeg stadig ikke min kæft. Nu er det bare “andre” ting jeg ikke vil holde min kæft med.

Jeg siger min mening, også der hvor min mening slet ikke er relevant. – og jeg vil accepteres for den jeg er. Selvfølgelig vil jeg det. Det har ikke en skid med psykisk lidelse at gøre, for jeg tror da alle gerne vil accepteres for den de er – med eller uden fejl.

Jeg taler fuldstændig som i ekko i tiden og råber HØJT til alle der kan høre mig: JEG ER DEN JEG ER!!!!

Jeg VIL ikke mere forsøge at være noget jeg ikke er. Jeg NÆGTER at indgå under andres regelsæt for at blive accepteret – og jeg må også tage konsekvensen deraf. Det er pisse hamrende hårdt, men vil jeg være tro mod mig selv, må jeg også æde det lort det tager med sig. – og hold nu kæft for en mødding det tager med sig.

Jeg har mistet kontakten til nogle af de mennesker jeg elsker allemest, fordi jeg er den jeg er – det er det værste jeg nogensinde har været igennem, men……….   !!!   ……..jeg orker ikke mere at være noget alle andre gerne så jeg var eller er. Jeg kunne aldrig gennemtvinge at andre skulle lave om på dem selv for at passe ind i mit hovede og mit liv. Jeg har istedet sagt min mening, og gået min vej. Meningen jeg kom af med, faldt selvfølgelig ikke i god jord, og den her blog, som er mit talerør, har godt nok fået skæld ud – fordi flere end jeg regnede med læste den. Det gør ikke noget – jeg står 100% inde for det jeg skriver på bloggen. FULDSTÆNDIG!!!

Om jeg så elsker dig herfra og til månen, vil jeg stadig sige min mening til dig – og skrive hvad jeg har brug for på min blog!! Jeg bestiger hver eneste dag mit eget lille bjerg, og jeg flytter det hver eneste dag for min egen overlevelses skyld  – men det betyder ikke at jeg holder op med at sige eller gøre ting der pisser dig af – eller sårer dig. Jeg er oprigtig ked af at jeg kan såre andre mennesker – men hvad vil du helst? – at jeg siger min mening, eller smiler og stikker dig en plade for at du kan leve videre i troen på at jeg syntes det er rigtigt det du gør???

Dobbeltmoralen er jeg så ikke så pjattet med. Når andre forlanger af mig at jeg skal opføre mig på en bestemt måde, og de ikke selv efterlever det – det gør mig vred og skuffet.

“Du må ikke nævne mig på din blog” – okay…men du må godt nævne mig på din og i en negative tone???? “Jeg vil ikke blande mig i hvad i har indbyrdes” – okay, men så burde du nok ikke sende mig sms´er der holder mig opdateret i hvad der foregår!!! “Jeg gider ikke bruge tid på den der drama” – okay, men burde du så ikke begynde at tale om alt andet end drama, der er mere end 20 år gammelt??? 

JA!!! – Jeg siger de ting – dét kan du være helt sikker på at jeg gør. Jeg siger det, folk ikke regner med at jeg siger – og jeg må tage konsekvensen af det. Det er jeg nødt til for at kunne være tro mod mig selv. Ellers ville det jo være forgæves. De stakkels mennesker tror på, at NU kan jeg for helvede da snart ikke sige mere – jo, det kan jeg faktisk. Konsekvensen er benhård. Jeg mister mennesker jeg er villig til at tage en kugle for – jeg mister også dem, der ikke selv har en stemme, og bare er tilskuere. Jeg græder i mit stille sind, og forbander situationen langt væk. For tusinde år siden, lod jeg selv tavse vidner miste forbindelsen til andre fordi jeg var vred – og hold nu kæft en ballade jeg fik. Nu gør de det selv, og har glemt den “røffel” jeg dengang fik for mit valg –  men det er selvfølgelig meget nemmere at give mig skylden og jeg er efterhånden vant til titlen som røvhullet.

Ja, jeg forbander situationen langt væk – men sådan er det. Jeg har talt og må tage konsekvensen. Jeg så på nogen i et andet lys pga en handling, og det har jeg givet udtryk for – og sandheden er ilde hørt når folk læser min blog, og konsekvensen må jeg tage fordi JEG ER DEN JEG ER, og jeg vil ikke lave om på mig selv.

Tro ikke at det er nemt at tage de konsekvenser. HVER aften når jeg går i seng ligger jeg og spørger mig selv; Er det nu det rigtige du gør Christina? Burde du ikke bare holde din kæft?? Burde du ikke bare indrette dig og makke ret?? Burde du ikke bare gøre som de beder dig om, og være det de helst så du var??? 

Jo det BURDE jeg måske, men så er jeg ikke mere den jeg gerne vil være. Så er jeg ikke mig selv – og det kan jeg bare ikke mere. – Være noget jeg ikke er for andres skyld!! Jeg kan ikke være venner med alle, jeg kan ikke være elsket af alle, jeg kan ikke være respekteret af alle og jeg kan ikke accepteres af alle. De mennesker der er tilbage, værdsætter jeg meget mere end de regner med – jeg burde nok være bedre til at sige det til dem, men lige nu er jeg bare træt.

“Mod tåber kæmper selv de stærkeste forgæves” – og hold kæft jeg er træt i tiden. Det er 100% min egen skyld, fordi jeg har udtalt mig, og står ved det jeg har sagt. Men det gør det da ikke mindre svært. Jeg er blevet serveret en konsekvens, og den bruger jeg et stykke tid på at bearbejde… det kan godt være at jeg er småtosset, men jeg er også kun et menneske. På vej hjem fra et besøg, sad jeg i bilen og vrælede så snot og tårer stod ud af mig, jeg kom hjem, drak en rom og cola, tændte en smøg, og satte mig her ved min computer – stadig ked af det, men også lidt stolt af mig selv. Jeg stod ved mig selv og mine handlinger – og jeg tager konsekvensen du servere mig. Ikke at jeg er enig i den – men den regning må du selv stå med i fremtiden!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.