Revurdering

Jeg har fundet ud af at man godt kan skrige i stilhed. De sidste mange måneder har nærmest splittet mig ad, og idag var den fine lille prik over i´et. Mit elskede hus. Mit elskede hjem, som jeg fraflyttede for næsten 1 mdr siden, er nu færdigmalet og rengjort. Imorgen kl 15:00 skal det afleveres – og jeg syntes bare at det er så “definitivt”. Jeg bor i verdens mest hyggelig lejlighed, jeg har brygget hule og rede. Jeg elsker mit fine lille og nye hjem.

Hele mit liv er vendt på den anden ende. Jeg måtte bede min mand om en separation. Jeg kunne ikke finde lyset for enden af tunnelsen. Et komplet nederlag. At det der “til døden Jer skiller” var et løfte vi ikke kunne indfri, og det var godt nok et nederlag af de større. Jo jo beslutningen var min, men det gør det sgu da ikke mindre svært, skulle jeg hilse og sige. Min drøm braste. Mit liv braste sammen – hele mit fundament skred under mig. Hvor har jeg bare grædt og grædt. Da vi så gik i huset igår og idag for at male og gøre rent, blev det bare endnu mere klart for mig. Jeg troede vitterligt at det hus skulle blive min sidste base. Forever ever..ever ever.

Jeg troede helt 100% oprigtigt på at 2017, det skulle blive MIT år. Sidste år var det værste år nogensinde, fordi jeg mistede begge mine forældre. Det er en sætning jeg HADER! For helvede…2017 skulle være bedre. Gik rundt i huset lige inden vi kørte derfra, og kunne bare give mig til at græde. Græd på den stille hulkende måde, der trækker ens sjæl helt derud hvor man føler at man ikke kan trække den ind igen.

Jeg er ikke den jeg gerne ville være. Jeg er ikke den andre gerne så jeg var eller er. Jeg har en personlighed der på ingen tænkelig måde gør det nemmere at være bipolar. Spænder kraftedme ben for mig selv  dagligt. Enten tænker jeg ikke over hvilken form for lort jeg lukker ud når jeg åbner munden for at tale, eller også får jeg en brilliant idé, der viser sig ikke at være så skide brilliant. På mange områder er jeg min egen værste fjende.

Jeg har et ENORMT behov for at vide at jeg er omgivet af mennesker der VIL mig. Tidligere ville jeg at folk skulle være på min side – sådan er det ikke mere, nu vil jeg bare gerne vide hvilke mennesker jeg har i mit liv, og at de har en oprigtig interesse i mig, mit og mit liv. De sidste par år har ændret mit behov for andre mennesker. Jeg vil have mennesker i mit liv der giver mig en støtte, fordi de kan se at jeg har brug for den, og ikke fordi jeg ydmygende skal bede om den. Man skal sgu da ikke bede om at få støtte når det er åbenlyst at man ligger ned i fosterstilling, i et hjørne – det har jeg også lært på den hårde måde. Har selv overset det åbenlyse, når der var brug for mig.

Jeg er nødt til at RE… VUR… DERE hvem jeg har mit liv. Jeg forguder de mennesker der kan holde mig ud. Hatten af for dem for helvede, men fordi de kan holde mig ud, er det ikke ensbetydende med at de er dem jeg skal have i mit liv. (Omsorg er iøvrigt ikke at sende mig et billede af det der skulle være den største dag i andres og mit liv, bare for at give mig “info”)… Omsorg er at ringe til mig, sige “Jeg så sgu lige det der billede, er du okay”? Omsorg er at en veninde, der selv næsten har ligget på livets kant uden omtanke for sig selv og sit travle liv, vil tage med mig på ferie – bare fordi det er jeg har brug for. Ringer til mig, skriver til mig – bare for at høre om jeg er okay. Omsorg er en veninde der vil skide på at jeg er ved at kvæles af gråd, ringer mig op og indtaler en besked på min telefonsvarer – fordi hun kender hver en fiber af mig.

Men der er også nogle jeg har brug for at mærke omsorg fra. Ikke omklamrende og kvalmende omsorg – men bare det at vide at jeg er i deres tanker, at de sætter pris på mig. Jeg har brug for at de ikke giver mig en følelse af at jeg bare er i vejen. Jeg bliver efterladt med følelsen af at jeg kan undværes. Hvis jeg gør noget for at hjælpe, uden der er bedt om det – så har jeg ikke brug for at de jubler og klapper i deres hænder. Men hold op med at tro at jeg kun gør det for at få taknemlighed smurt ud over mig – et tak ville være fint. Men bare vær der for helvede – det er ikke sikkert at det er meningen at det skal føles som om at jeg har pest og kolera, men at stå med den følelse gang på gang, det ødelægger en lille del af ens hjerte. Men det er mennesker jeg har brug for. Men det også mennesker der har en foruddannet mening om mig, og ikke har fulgt med i hvor langt jeg er kommet på kort tid. De ser ikke den person jeg er blevet – de ser den person jeg var. Jeg har ikke overskuddet til at blive ved med at tage den slåskamp. I´m out for a while.. Det gør jeg for at passe på mig selv.

Jeg ved godt – NU – at med mine oplæg, der har jeg krydset andres grænser. Jeg har udleveret dem med mit rasen og skælden og smælden – fordi jeg simpelthen bare ikke evner at have det filter. Det rap over nalleren var så solidt at jeg vitterligt så sol, måne og stjerner. For helvede Christina – tag nu bare den fucking fod ud af kæften, og tænk dig om.

Jeg REVURDERE… det har jeg brug for! Jeg er 45 og ikke 22…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.