Nye, vilde og vigtige kapitler

---

De sidste 3-4 år har fandeme været barske. Min sygdom har været galoperende og behandling / medicinering har ikke været for sarte sjæle. 50+ ECT-behandlinger der komplet smadrede min hukommelse, så jeg ufrivilligt blev dybt afhængig af andre. Shit det har været barsk. Jeg har været næsten umyndiggjort fordi jeg ikke kunne huske fra næse til mund. Der var dage jeg farede vild når jeg var ude og køre – simpelthen glemte hvor jeg var på vej hen og hvor jeg kom fra.

Midt i alt den kaos mister jeg begge mine forældre med blot 2 mdr mellemrum. Sorgen var og ER stadig en process, der nu og da dukker op og æder lidt af mig. Chokket har lagt sig, men det er noget jeg og mine søskende ALDRIG kommer helt over. Det er helt normalt at føle en sorg over at miste en forældre, men dem begge på den måde sætter ar på sjælen der aldrig rigtig heles.

I ovenstående periode har jeg ikke været en god veninde / mor / søster / kone. Jeg har fået alle – ALLE – former for opbakning og støtte…ubetinget. På den front har jeg intet manglet. Jeg er ved at finde mig selv nu. Jeg er ikke den samme person mere, og skulle der være kommet noget godt ud af sorg og trælse skænderier med folk der står mig nært –  jeg var lidt tid om at acceptere mange ting – så er det at jeg er ved at finde mig selv. Men det er heller ikke uden omkostninger.

Mit behov fra at trække mig væk, og leve i den dybeste fred og harmoni med mig selv, hiver og flår i mig ret voldsomt. At være alene. Kun mig – og min hund. Kun have ansvar for mig selv. Lukke døren til noget der er MIT. Være kun mig og kun stå til regnskab for mig. Fralægge mig evnen til at deltage i unødig drama, hvile i mig selv, nyde mig eget selskab. Igen lære at stå på egne ben og være pisse god til det… Vores liv herhjemme har konsekvent båret præg at ting udefra som stille og roligt har slidt os op – nok mest mig. Jeg kan ikke finde tilbage til det der var. Jeg har brug for at finde mig selv på egen hånd. Jeg vil myndiggøre mig selv igen. Ikke fare vild, selv betale mine regninger og være selvstændig.

Trænger DESPERAT til at være alene – og det sker kun på én måde.

Seperation!!!

Det er dermed mit livs fiasko at jeg ikke kunne efterleve; “Til døden Jer skiller”. Selve fiaskoen må jeg tackle selv, og det bliver også en process. Men det er MIN process. Jeg er ked af det, og har været tvunget til at gå alene med det i noget tid. Det er ikke ligefrem et emne jeg flasher på må og få. Det er fandeme heller ikke nemt at fortælle at det er det, der for mig er bedste løsning. Vi blev enige om at lade os separere fordi skilsmisse lukkede døren mere end en seperation gør! Det var ikke min første tanke, men har holdt hårdt på at jeg vil tage hensyn, så jeg er åben for en mindre definitiv titel.

Simon ved godt hvor jeg står og hvad jeg ønsker. Han er ikke hvor jeg er, men han er et godt menneske der vil respektere, støtte og så vidt muligt også forstå. Føler at jeg mangler at være lykkelig KUN i mit selskab. Jeg har haft de lykkeligste stunder med Simon. Måske – muligvis – eventuelt – jeg ved det ikke…om vi en dag finder sammen igen. Men lige nu er det vigtigst at finde mig selv. At hvile i mig selv og ikke være bange for at være alene.

Jeg vil finde mig selv, være “Christina” igen – bare med meget mere ro omkring mig. INGEN kan gå fra et ægteskab og være lykkelig, og ikke være såret. Dét jeg ønsker aller mindst er at gøre nogen kede af det i denne process. Uanset hvor lang tid det tager, må og skal vi hjælpe hinanden igennem det – så vi kan bevare respekten for hinanden, og ikke miste hinanden i vores liv. Jeg vil for alt i verden ikke ende ud med at være bitter og vred.

Føler at hvis jeg ikke gør det her..bliver separeret, og bliver lykkelig med mig selv og alene, så vil jeg blive bitter, og hverdagen vil blive mere og mere fyldt med frustration og vrede. Det kan jeg simpelthen ikke overskue. Det jeg har det sværest med, og det er direkte angstprovokerende, er at skulle klare alting selv. Jeg ved godt at Simon i et vis omfang vil være der for mig i de ting jeg skal starte “forfra” med. Min hukommelse ødelagde alt, så jeg har længe ikke engang vidst hvor jeg skulle betale min telefonregning. Nu er min hukommelse ihvertfald 80% tilbage – og ønsket om selvstændighed er altoverskyggende. Min aller største frygt i det her er at gøre Simon mere ked af det end han er – han har igennem 7,5 år været min ubetinget støtte og bedste ven.

Han har uden at blinke stået mig bi i sygdom og sorg. Han har lagt ALLE sine behov til side for min skyld – ene og alene fordi han er et godt menneske der har elsket mig..på trods. Jeg kan ikke undgå at gøre ham ked af det, men tror måske naivt på, at vi kan få en “lykkelig” separation. Han har jo været min fortrolige og bedste ven i 7,5 år. Ville hade at såre ham, at vi skulle bekrige hinanden og værst at skulle undvære ham i mit liv.

INGEN ved hvad fremtiden bringer, og ingen af os vil såre den anden part. Vi har haft mange og lange samtaler, er er heldigvis nået frem til en enighed. Vi lader hinanden gå ud og finde sig selv, og vi VIL med fandens vold og magt hjælpe hinanden videre til hvad end vi ender med. Vi vil bryde statistikerne og vise at man godt kan gøre det her sammen. At man ikke behøver at bekrige hinanden. Ingen af os vil miste sin bedste ven.

Det her kommer til at være en lang process. Den bliver hård, skræmmende og angstprovokernede, men jeg hviler i at jeg ikke gør det alene – Jeg stoler på at vi hjælper hinanden, respekterer hinanden. Jeg TROR på det. Af en slags egoistiske årsager, glæder jeg mig aller mest til, at kunne sidde i min egen lejlighed, i mit hjem, lukke døren, tænde 100 stearinlys, sætte et fedt nummer på med INXS og drikke et glas hvidvin og trække vejret heeeelt ned i maven. Måske et par dage senere, vil jeg ringe og høre Simon og høre om han vil med ud og gå en lang tur med vores hund og bagefter dele en pizza.

Gu fanden kan det lykkedes……

Men så sidder jeg her. Har fundet den hyggeligste lille lejlighed hvor jeg må have min kæmpe hund.  Simon har også fundet en lejlighed få kilometer fra min. Vi kan dele kæmpe hunden, og hjælpe hinanden i hverdagen. Jeg bobler over af glæde over at vi gør det her så godt sammen. At vi har så stor en respekt for hinanden og at vi begge hviler i at det her kan vi fandeme godt. Det går MEGET hurtigere end regnet med, men i stedet for at det tog flere måneder, så har det blot taget nogle få uger for det hele falde i hak. Det har givet lidt stress at det pludselig gik så stærkt, men så længe vi følges ad og hjælper/guider hinanden, kan det forhåbentlig ikke gå helt galt!?

Jeg glæder mig til at komme ind i mit eget hjem – noget der er MIT. Få det hele derind, indrette, gøre det hyggeligt. Tænde en masse stearinlys, tænde op i min biopejs, smide mig på sofaen og bare slappe af i mit eget og kæmpe hundens selskab. Jeg har inde i mit hovede indrettet hele lejligheden. Jeg ved liiiige præcis hvor alting skal være. Det er en ældre lejlighed i en villa få 100 meter fra min søster og centrum. Gamle trægulve, karme og paneler med krummelurer, ældre køkken der kan gøres SÅ hyggelig og et badeværelse der kan gøres til at vildt fedt hyggerum.

Ligenu føles det hele rigtigt. Siden vi blev “enige” har der været en ro omkring os der ikke på nogen måde, giver mening for dem omkring os. Folk bliver overrasket fordi vi er enige. Ja okay, det er sgu lidt spøjst at give hånd til Simons nye udlejer og præsentere mig selv som: “Kommende ekskone”. At vi highfivede bagefter gør det nok lidt mere bizart for udefrakommende.

På den anden side….hvorfor følge normen? Har jeg ikke gjort indtil nu, hvorfor så begynde nu?

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.