Euroforisk befriende

Jeg har været tynget af at ville bekræftes. Af at være vigtig for andre – at få det at vide. Af at vente på ligegyldige opkald. At der var brug for mig…bare fordi, og ikke kun når lokummet brændte. Det har gjort mig dybt frustreret og ked af det. Følte mig ydmyget af de følelser, og af at blive negligeret når jeg gav udtryk for dem. Der gik fuldstændig Matador i den og jeg lavede den ene “Maude” efter den anden!

Opdagede pludselig at der kun var én der kunne ændre på det, og det var mig selv. Hvor det kom fra, ved jeg ikke – kunne godt ha’ brugt den åbenbaring for længe siden. Jeg kunne ikke ændre på andres måde at være på – god eller dårlig. Syntes sgu stadig det er dårlig stil. Men jeg kunne ændre på om jeg ville lade det påvirke mig så meget. Om jeg konsekvent skulle søge noget jeg ikke kan få, og bare blive mere og mere ked af det. Ville da ønske at jeg kunne få en forståelse for “hvor jeg kommer fra”, men er simpelthen nødt til at erkende at det er som at banke i en pude. Når man konsekvent får at vide at; “Nej, Christina det passer altså ikke” eller “Det er altså noget der foregår inde i dit hovede“, så må jeg tage det til efterretning – før eller siden. Ikke at det udelukkende så er MIG der er galt på den – men muligvis også fordi det simpelthen er en “kamp” jeg ikke kan vinde.

DET ER BEFRIENDE!!!!

Jeg ved sgu da godt at jeg skiller mig ud og stiller andre – og store/umulige krav end mine medmennesker. Jeg ved godt hvad jeg gør og ikke gør. Jeg ved godt at jeg er ekstrem, provokerende, pinlig, firkantet, påtrængende, utålmodig og alt det der får andre til at krumme tæer. Jeg er anderledes, men jeg fandeme ikke dum! Jeg ved godt at jeg ikke har gjort tingende rigtigt… men ved du hvad?! – det har du kraftedme heller ikke!!! Det er der INGEN der har. Der følger ikke en manual med når man kommer skrigende til verden. Har brugt enorme mængder kræfter på at få en anerkendelse for min “anderledeshed”!!

Har slet ikke fattet, at jeg slet ikke har brug for anerkendelse. Hvad skal jeg “godkendes” for? Hvorfor skal andre sige at det jeg gør eller siger er godt nok? Hvorfor tvivler jeg på mig selv?

Vi lever i et samfund hvor vi helst skal være “rigtige”! Have den rigtige bil. Have den rigtige parfume. Have den rigtige Arne Jacobsen tingest stående. Du skal have en træ-abe hængende og fugl i træ stående. (Gerne i flere farver). Selv din julepynt skal være mærkevare idag. Hvad blev der af musetrapper og kravlenisser? Du skal helst have ting, man i realiteten ikke må røre ved. Have den rigtige kaffekop. Den rigtige vase. Rigtige type det ene eller det andet! – og ALLE vil ha’ det!!

Jeg skiller mig ud og jeg vil fremadrettet forsøge at hvile i det. Jeg vil stoppe med at, krampagtigt passe ind i andres kasse. Jeg kan sagtens opføre mig pænt – du kan med god samvittighed tage mig med til freakin’ taffel hos Dronningen! Men det er slut med at søge det, jeg ikke kan få! – nu vil jeg slet ikke ha’ det!

PS: Mon man må tage en selfie med dronningen?? 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.