Hovedet eller benene først?

For ca 4-5 år siden – kan ærlig talt ikke huske det – vækkede jeg Simon midt om natten. Ville have et godt råd fra ham. Hvis jeg ville springe ud fra terrassen på 2. sal; Hvad ville så være bedst hvis jeg skulle være sikker på at dø; At tage den på hovedet, eller med benene først?!

Jeg var blevet pumpet op med forkert medicin af Arne Mejlhede, der som prikken over i´et fejl diagnostiserede mig. Hvad kunne man ellers forvente af 20 min. samtale, med manden der ikke længe efter blev landskendt i TV. Jeg endte da selv på TV – Not my proudest moment! Jeg havde daglige og voldsomme hallucinationer om nøgne og blålige lig, der fulgte mig overalt. Jeg blev indlagt i 5 uger til afgiftning, og fik min “rigtige” diagnose. Fik “rigtig” medicin, og ECT behandlinger der fik mig til at glemme alt det jeg håbede jeg aldrig skulle glemme. Idag er jeg ECT-fri på 11. mdr og får næsten ingen medicin. Den jeg får er vigtig – men det er minimeret.

Jeg har været i helvede over flere gange siden dengang – har været heldig nok at få returbilletter. Men det har ikke kun været lort og lagkage det hele. Det har gjordt mig stærkere. Hvis ikke, så var jeg aldrig tilnærmelsesvis kommet mig over begge mine forældres død. Chokket og sorgen kan ikke sammenlignes med noget andet, og det er noget jeg aldrig kommer mig over. Vi sad dér – 3 søskende, uden forældre, skulle dele deres hjem op, tale med følelseskolde advokater og forsøge at samle os selv og hinanden op. Hvis ikke jeg var blevet stærkere, så havde jeg ikke kunne dét. – heller ikke uden resten af min familie.

Fordi jeg har været som jeg har været; Faret forvildet rundt siden jeg var 20 år gammel, til jeg var…ja, 45 år gammel, har jeg mistet “forbindelsen” til min datter. Jeg ved hvor hun er, og jeg ved at hun har det godt – men hun har brug for en pause fra mig – og da jeg var færdig med at skabe mig åndssvag, har jeg nu respekteret at det er det hun har brug for. Hun er smuk indvendig og udvendig – hun har bare været træt…af mig…af os! Min søn er i gode hænder. Han er autist, og heldigvis har de rigtige mennesker taget over, og han klarer sig SÅ godt. Jeg er stolt af ham – det har ikke været nemt.

Jeg giftede mig med min bedste ven. 14 år yngre end jeg selv, men med en sjæl der er 80 år gammel. Han er indbegrebet af et godt menneske – og det tog mig LANG tid at komme frem til, at den dyne han har lagt over mig, af omsorg var jeg nødt til at kravle ud fra. Jeg var NØDT til at blive selvstændig. Det er en kæmpe sorg og et nederlag at vi ikke klarede skærene, men vi er stadig hinandens bedste venner – og jeg HÅBER at jeg aldrig skal undvære ham. Han har stået model til alt ovenstående – og han veg ikke fra min side.

Jeg har kørt de sidste uger på en “bølge” at overskud. Jeg er flyttet, almindelige gøremål skal jeg selv stå for. For første gang i flere år har jeg selv betalt en regning, selv mødt op på kommunen og købt ind. Dét er for andre noget af det mest almindelige – men har man været hvor jeg var, var det uladsiggørligt. Det var umuligt.

Den bølge er ved at ebbe ud over strandkanten. Jeg er træt nu. Hvor jeg tidligere bare kunne lukke kæmpehunden ud, kræver det nu lange gåture – på 1 uge er det blevet mere end 30 km. Overblikket over økonomi, hvad jeg har af aftaler, hvad jeg sætter igang, og mit helbred der er ved at tage røven på mig – igen. Medicin til hjertet, blodprøver, scanninger – jeg ved heldigvis mere på onsdag når jeg skal til Aarhus. Jeg er træt efter blot 1 uge – hvad mon Simon og min familie har været efter flere år, hvor de nærmest har skulle varetage mig – og deres eget. Jeg ELSKER at jeg har gang i et fremtidigt foredrag – for helvede hvor jeg glæder mig!!!

Men, jeg tror også at jeg er nødt til at sætte farten ned. Bare det at jeg idag både fik besøg af min nevø, min søster, min søn og Simon – OG min sofa gik midlertidigt i stykker, mens jeg travede rundt med hårfarve i – det kunne jeg godt mærke, var liiiige til den gode side. Tag ikke fejl, jeg ELSKER at min nevø nu bare kan kigge forbi efter skole, og at min søster og søn er lige ned af vejen – men idag gik det bare lidt for stærkt. Ja, jeg er kommet langt – men skal også lige huske at selvom jeg sidder godt på pinden, så kan jeg godt vippes af. Hakuna ma fucking tata…