Holy crap on a cracker

Jeg har i flere år levet FULDSTÆNDIG isoleret. Dels pga mine forældres sygdom og død, få uger fra hinanden, men også fordi jeg har været fuldstændig opslugt at psykiatrien, behandlinger, piller og det lort det tog med sig. Har haft en kommune der åndede mig i nakken og en mand der knoklede både på job og for at holde mig oprejst.

Vi har nærmest levet på vores egen lille planet! Intet socialt overhovedet. Vi magtede ikke andet end den nærmeste familie. Vi levede i en boble, hvor alt var monotont, røvsygt og uden pis…det støvede når vi nyste.

Så kom der en afgørelse fra kommunen. Pheww…så var der ro på dér. Som familie har vi rykket sammen, sorgen bliver nemmere..om man vil. Det kan ikke defineres i grader. Hvor om alting er, vi har fået ro på, på vores egen lille planet.

Jeg har INGEN erindring om hvornår jeg sidst har været på “date” med en veninde. Louise kommer ind i min grå røvsyge hverdag med 180 kmt, hvinende dæk og sidelæns i et sving, and I fucking love it!! Når hun fortæller er det som at se sig i et spejl og se spøgelset fra fortiden, der genfortæller de historier man IKKE fortæller til hvem som helst. Ikke fordi man ikke vil stå ved dem, men fordi man seriøst troede man var den eneste skabning der evnede den adfærd!

Vi var ude og spise sammen. 2 timer. Ædegilde og kold cola. Vi sad der, lørdag aften, spiste inden Louise skulle på arbejde, så det lå ikke i kortene at det skulle være en hel-aftensforestilling. Men på de to timer fik jeg nærmest indhentet 4 år på “planet asocial”. Hold kæft det var hyggeligt, sjovt, oplivende og bare pisse fedt. Louise, du er kraftedme en “keeper”…