Kontrol, orden og kaos

Efter utallige skilsmisse-årsager blev min mand og jeg enige om, at fremover er det mig der kører bilen.    Mest fordi, når han kører, så mister jeg kontrol over hvornår der skal bremses, stoppes, blinkes eller dyttes af manden med filthat, i den orange Lada.

Trangen til kontrol kan være overvældende. Des mere man forsøger at ignorere det, des værre bliver trangen. Det er ikke kontrol over herredømmet der fylder, nej det er kontrol over de mest banale ting.

Jeg har skabe og skuffer der ligner noget hvori der er sprunget en atombombe. Så længe skuffen eller skabet stadig kan lukkes, så hedder det: “out of sight, out of mind”. Det rager mig en bønne at der langt inde i det skab, måske ligger den venstre sko jeg har ledt efter i flere uger, og har givet alle andre skylden for at smide væk.

Så er der de skuffer hvor alt har sin plads. Arme den sjæl der roder i de skuffer. Jeg ved, helt ned til pr. millimeter hvor tingene skal ligge. Det er farve, størrelse og forbrugsstyret ned til mindste detalje.

Jeg er typen der kan gøre hele huset rent. Kampsveder mig igennem hele huset. Manisk, robot-agtigt og rituelt. Vinduer, hylder, skabe, skuffer, køleskab, toilet. Har er rengøringsarsenal der kunne vippe ISS af pinden. Når hele hytten så er ren, er jeg fuldstændig færdig. Altså, al næring er suget ud af mig, sammen med den halve liter klorin jeg hældte i toilettet. (Aaaah duften af klorin).

Men….

..alt er rent, dufter af svømmehal og jeg emmer af træthed og udmattelse…

..men gulvet mangler.

Hundehår, sand, pletter af savl – ja, en grand danois er et svin med mundvandet – og alskens fnuller og krummer. Jeg ser det, og ved at det også burde få en omgang. Men det er ikke vigtigt!! Hvorfor?? Hvorfor er alt andet i huset klinisk rengjort og så er jeg ligeglad med gulvet. Jeg overser det fuldstændig og ignorere det. Så står jeg der med et hus der skinner som lort i måneskin, alt imens gulvet ligner et stenbrud  Jo, det er svært at holde det 110% rent med så stor en hund i huset, men når der ligger hår i så stor en mængde, at jeg kan hækle med det, så er det sgu ikke til at overse. Men jeg gør ikke noget ved det! – og jeg ved simpelthen ikke hvorfor!!!

Det er vel et af livets store gåder i mit univers. (??)