Det er ikke et Nytår uden at bruge tid på at se tilbage på det forgangne år. "And what a year"....
Se næste indlæg >
Nytårsfortsæt
Christina Winther
Nytårsfortsæt – Det er en gammel tradition. Man skal gå ind i det nye år med et eller flere nytårsfortsæt.
99% af os vil tabe os, stoppe med at ryge eller være mere sammen med familien. Klassikere!
Jeg har ingen intention med at stoppe med at ryge før det passer mig – jeg står bagerst i Guinness Rekordbog – ganske vist med små bogstaver, men som den spade der har forsøgt at stoppe flest gange uden held. Venner; det kommer ikke til at ske. Lets just face it!!
Vægttabet sovser rundt i at ville tabe +/- 10 kg… men det bliver så også først den dag jeg faktisk gider. Har det meste af mit liv været så mager at jeg konstant rendte rundt med fare for at falde i en afløbsrist – Lignede en der hedder Christian – så kan sgu godt leve med lidt bølgegang over bukserne hvis de ikke er højtaljede nok. Jeg bliver 50 lige om snart – livet skal ikke gå op i hvad andre syntes at jeg burde, men i hvad JEG har det godt med!!
Mere tid med familien vil jeg altid gerne have – ALTID!! Sønnike er flyttet djævleøen og har ingen intention om at komme “”hjem” igen… Desværre… så jeg suger næringen ud af ham når han endelig kommer hjem på ferie. Ældstebarnet og barnebarnet ser jeg heldigvis flere gange om ugen. Mindre ville ikke være nok.
Dog har jeg besluttet at PRØVE, at ændre andre ting ved mig selv og min indstilling til livet og andre mennesker. Dem der står mig nærmest mener at det er på høje tid iøvrigt!!!
Alle der kender mig, ved at jeg har en tendens til at søge anerkendelse hos mennesker, hvor jeg slet ikke burde søge den. Steder hvor det ikke er nødvendigt. Steder hvor jeg bare burde hvile i at være mig selv. Vellidt eller ej, burde jeg bare sige; “So what”..!!
Jeg har på en eller måde altid søgt at blive bekræftet!! At det jeg gør og siger; Er godt nok!! Det er ikke nok for mig at selv at have følelsen, at vide med mig selv, at jeg gør det godt nok – jeg søger at blive kigget i øjnene og få det at vide. At det bliver sagt til mig. At andre giver mig følelsen. Men når jeg så ikke får den bekræftigelse tager jeg det helt ind under huden. Lader det fylde helt åndsvagt. Bliver ked af det og frustreret… Ligger alt for meget i det.. – bare for at så søge det endnu mere. En ond cirkel, jeg vitterligt kæmper med!!
Jeg over-indvolvere mig med min følelser, og føler at jeg “da kan redde/hjælpe andre”, også gerne på bekostning af mig selv og mine følelser og mentale ressourcer. Netop dét er pisse hårdt, og netop dét vil jeg også gerne kunne ligge på hylden. Så godt jeg nu kan ihverfald.
Jeg bærer mine følelser udenpå huden. Når jeg er glad, vises det i hele min adfærd og person. Det samme hvis jeg er vred, ked af det og træt. Alt vises åbenlyst og i lys lue. Jojo, så ved folk også hvor de har mig – men det er nemt at “misforstå” som noget “overvældende” og PUF… direkte ind i de onde cirkler igen.
Med Simons cancer inde på livet, har vi helt efter bogen, opdaget hvor kort livet egentlig er, og at det sgu er for kort til “issues”!! Jeg er den jeg er, jeg er god nok, jeg behøver ikke anerkendelse og jeg behøver altså ikke altid at være den “hjælpende hånd”…
Godt nytår derude ❤
.