"I no longer have patience for certain things, not because I've become arrogant, but simply because
Se næste indlæg >
Vælge til og fra…
Christina Winther
Jeg er i en process der nu har varet “give or take” et års tid! En process af fravalg og afslutninger – det er MOD.BYDE.LIGT. Men fordi der i hvert eneste lille trin af processen er ønskede resultater, mister jeg ikke modet. Jeg bliver fravalgt og samtidig fravælger jeg selv.
En bizar “win/win – lose/lose”- situation.
Det bunder reelt set ud i manglende accept og overskud, når vi virkelig skal skære det helt ud og nærmest dissektere det. Det er barske sager, men jo også menneskelige – at komme frem til og erkende at man bare ikke magter et andet menneske. Om man er relateret til dem eller ej.
Det gør det ekstra svært når det er mennesker der står én nært, og i min situation er det flere mennesker. Vi har løbende været i dialoger der ikke var specielt succesfulde fordi, hvordan vi end vendte og drejede den, så var vi bare ikke enige.
Når følelser er på spil for alle parter, og de følelser ligger lang fra hinanden, er det næsten umuligt at nå frem til en enighed. Jeg ELSKER de mennesker jeg selv har valgt fra, eller har valgt mig fra. Der er sågar nogle af dem, som jeg ser op til og altid har gjordt det. Det stopper jeg iøvrigt aldrig med.
Så sent som igår var der er en dialog – og vi hverken lytter til hinanden, taler ordenligt til hinanden eller viser hinanden en vis respekt. Vi er så opslugt af vores sårede følelser, at det der er relevant flyder fuldstændig væk.
Jeg fravælger ikke dem som mennesker, dem jeg elsker overalt på jorden, fuldstændig som jeg er ikke er fravalgt fordi jeg har en bestemt rolle i deres liv. En titel om man vil. Jeg og de bliver fravalgt fordi vi ikke ser ens på livet, situationer og begivenheder. Det er der et eller andet menneskeligt over, omend vi opfører os som aber der kaster med lort.
A har såret følelser. B fatter ikke hvorfor A er såret. C sympatisere med både A og B, og kommer hurtigt i klemme. B vil ikke have på sig at denne skulle have såret A, og går til C i håb om opbakning. C vil ikke blande sig, men ytre sig alligevel – sågar også D blander sig … og så ruller lavinen.
Den der knævren rundt i alfabetet kunne jeg simpelthen ikke overskue mere, så jeg meldte mig ud – med det resultat at A B C D bliver enige om at det sgu nok er mig der er problemet. Passer mig okay, for så slipper jeg for flere alfabetiske strabadser. De får ret, jeg får fred….ish!!
Min rolle har selvfølgelig ikke bare været at sige “Adjø”, for jeg har selv rodet rundt i bogstaverne og har sågar talt med de STORE bogstaver. Det er ting jeg nok ikke lige skulle ha´ gjordt eller sagt på bestemte tidspunkter, og den må jeg tage på min kappe – og tager også konsekvensen.
Jeg er også blevet valgt fra, og det gør da skide nullernaller når man fra komplet fremmede skal ønskes tillykke med barnebarnet man ikke har set, siden purken i 4.-5. måned bulede ud på datterens mave. Det gør pisse ondt at man kun sporadisk tør sende sin nevø en snapchat, så han ved hvor elsket og savnet han er. Det er komplet skørt at man ikke handler visse steder, fordi hvordan tackler man lige at stå i samme kø med sin søster, datter, tidligere veninde og svigersønnen. Jeg har desværre ikke opskriften på hvordan man gør. Send gerne en besked hvis du har den….
De syntes da helt sikkert heller ikke at det er fedt at møde mig i Netto, så dér står jeg da ikke alene med malplaceringen. Det er SUR røv at det er endt sådan, jeg har grædt til jeg ikke kunne tale, hulket til jeg kun hiksede istedet for at tale, raset så ingen ord havde betydning.
Jeg har affundet mig med det, selvom der er dage hvor savnet fylder lidt ekstra. Når man skal besvare andres spørgsmål med et: “Nej, jeg er ikke inviteret til mit barnebarns barnedåb” eller “Nej, jeg ved faktisk ikke hvornår de flyttede” eller “Nej, jeg ved ikke om hun har en kæreste” – så bliver man mindet om det hele. Men det er ikke kun deres valg, det er også mine.
Det bliver stille og roligt nemmere, men helt okay bliver det aldrig – vores mor og far havde vendt sig i graven hvis de vidste hvad vi snotunger har gang i.
Ingen kan sige at liiiiige præcis derfor gik det galt på liiiiige præcis det tidspunkt – det er følelser der er i klemme og de kan ikke bare lige fikses.
Hvis man skulle finde noget i alt det her, så er det at – jeg kan kun tale for mig selv – der er fuldstændig ro på. Det fylder mindre og mindre. Simpelthen fordi nu er der ikke nogen at skændtes med, græde over, rase over. Jeg har accepteret at fordi jeg er den jeg er, så tåles jeg ikke af fleretallet. Jg passer ikke ind i de fleste andres bokse – det er også okay. Jeg har det overraskende godt med at afstanden og “bruddet” har givet en fred og ro.
skulle noget akut dukke om ved de hvor jeg er..
Jeg VIL ikke ændre på noget. Jeg VIL ikke kunne skrue tiden tilbage og ændre på noget. Jeg VIL ikke stoppe med at elske dem til den dag jeg ikke er her mere – men…jeg vil IKKE passe ind i deres boks.
.