Anderledes

Jeg var ikke ret gammel før det gik op for mig at jeg var anderledes. Ikke var lige som alle de andre. Tror ikke at jeg nogensinde har ejet en dukke. Fattede slet ikke det der med at sidde og lege med en dukke Lise, klæde dem på, tale med forvrængede stemmer, og rede deres plastikhår. Jeg ville klippe håret af dem, og male Alice Cooper makeup på dem. Ikke fordi jeg ville være ond, slet ikke. Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle stille op med dukker. Muligvis ville jeg nok også ha´ klippet deres lemmer af, men det holder jeg for mig selv. (Har lægesamtaler nok).

Jeg ville hellere lege alene. Helst 7 til 8 meter oppe i et træ. Gerne med hovedet ned ad. Det skete selvfølgelig at jeg faldt ned, og lå alene på jorden og gispede efter vejret fordi al luft var slået ud af mig. Da jeg igen kunne trække vejret kravlede jeg op igen. Denne gang 9 meter. Jeg døde jo ikke af de 8 meter. Jeg var frygtløs på den måde at jeg ikke frygtede konsekvenser. Tænkte ikke over at jeg kunne brække arme, ben eller hals. Jeg var ikke ensom selvom jeg uden held kunne søge andres selskab. Men fandt ud af at jeg legede bedst, hvis jeg bare var mig selv. Jeg var ligeglad.

Ligeglad med skolen og undervisningen. Forstod slet ikke formålet med deres undervisning. Hvad pokker skulle jeg bruge det til?! Det var intetsigende. Jeg husker at jeg engang overhovedet ikke gad have en historietime. Vores lærer, kendte mig åbenbart alt for godt, for han gad end ikke gøre forsøget på at overtale mig til at blive inde i klassen.  Mens de andre sad i klassen og svedte, gyngede jeg udenfor, lige under vinduet til klassen. I ren provokation, og fordi jeg kunne, begyndte jeg at synge vildt højt, så jeg var sikker på at de kunne høre mig inde i klassen. Han stikker hovedet ud, og beder mig holde kæft. Han beder ikke sin elev om at komme ind til timen, han beder mig bare holde kæft. Det siger lidt om hvilken elev jeg var, eller lidt om hvilken slags lærer han var.

Jeg mindes at mit hoved faktisk var skruet ret godt på. Så godt at jeg hurtigt kedede mig i skolen. Hvis jeg ikke blev udfordret, eller det fangede min interesse så ville jeg sådan set skide på hvem, hvad eller hvor. Jeg havde sprog-øre, og det var nemt for mig at lære andre sprog, uden den klassiske danske accent. Jeg var god til at stave, og formulere mig. Men det var for nemt for mig. Jeg fik ikke udfordringer nok i at sidde og skrive; ”Der er en sø” eller ”Jeg så en ko”. Jeg kedede mig bravt, og begyndte hurtigt at tegne i bøgerne i stedet. Der var ikke det jeg ikke kunne tegne. Jeg elskede at tegne og være kreativ. Så snart det var tal, var det en helt anden ting.

Plus og minus var til at tage og føle på, men så snart vi begyndte at gange, dividere og procentregne var det som om min hjerne gik fuldstændig i sort. Jeg fattede, og fatter stadig intet når det kommer til tal. Selvfølgelig skulle jeg have min hadelære til matematik. Hendes yndlingsbeskæftigelse var at kyle et kridt efter mig, hvis jeg haltede efter, og det fik bare et had til at koge op i mig. Jeg ridsede; ”Jeg hader XXXXX” i et bord. Det var seriøst et rendyrket had. Ikke skide gennemtænkt fra min side, da det var i vores spisebord derhjemme, og hun var min mors bedste veninde. Pisse fedt, sympatisk som hun var, hiver hun mig frem, i mit eget hjem og udstiller mig. Griner af mig og håner mig. Tager det end ikke til sig at det er hendes elev, eller hendes venindes datter.

Når de andre piger tænkte på mode, drenge og det rigtige penalhus, eller om strømperne skulle være med eller uden blondekant, så proppede jeg mine knækkede blyanter i en pose, fordi det fungerede sgu meget fint i min optik. Syntes at mit tøj, som min mor bestilte fra Daells Varehus var det fedeste, på trods af at jeg kun holdte det pænt i 2 dage. Hvis jeg ikke hang de der mange meter oppe i et træ, eller tegnede i mine bøger, så sad jeg på en hest. Det var det bedste i hele verden. Helst i fuld galop ud over en mark. Glæden ved heste har aldrig forladt mig, men med årene blev jeg mere frygtløs, og sidst i 20´erne var jeg ved at komme helt galt afsted. Troede et splitsekund at det skulle blive det sidste sekund. Har siden været meget mere forsigtig, og holder mig helst til skovture. Min barndom på ryggen af en hest var det bedste af hele min barndom.

Jeg har ikke ét eneste minde fra folkeskolen, der bringer et smil frem. Altså på den front hvor man havde venner. Er ikke venner med én eneste af dem på Facebook i dag. Har sporadisk kontakt til få. Har ikke deltaget i ét eneste reunion party pis. Det ville være SÅ lidt kønt fra min side. Har helt seriøst små semi-sataniske fantasier om at mødes med alle mine gamle klassekammerater, og fortælle dem, hver og én, at deres ”normalitet” gav mig varige mén. Jeg blev set ned på, fordi jeg ikke ville lege med dukker. Fordi jeg ikke ville kysse på drenge, fordi jeg syntes at blondekant på strømperne var dybt latterlige, fordi jeg fandt det hysterisk morsom at håne min historielærer med sang udenfor timen. Jeg ved godt at jeg var anderledes. Det ved jeg i dag. Dengang gav de mig følelsen og det er en følelse jeg kan finde frem i dag, på et splitsekund. – og det er ikke på den fede måde.

Blev engang inviteret hjem til hende der var rødhåret. Var overrasket fordi det blev jeg normalt aldrig. Skulle jeg endelig blive en del af klanen? Hende med de skæve øjne var der, også hende med de store tænder, og hende den søde med de fodformede sko. (Definere dem sådan, for at undgå navne). Inden jeg fik set mig om kunne jeg godt se at det kun var for at udstille mig. Gøre grin med mig. Husker ikke præcis hvordan, men husker at da jeg går derfra, stortudende, sidder de fire møgunger i vinduet, skriger af grin, og giver mig fingeren. Kan næsten se dem for mig, i det vindue. Børn er ondskabsfulde, men de ved det ikke selv. De ved ikke selv hvilke konsekvenser deres handlinger kan have. Det de tror er uskyldigt og bare er for sjov, kan ændre livet for en anden. De fire møgunger ændrede mit liv.

Hende den rødhårede, spurgte mig ikke længe efter om ikke hun måtte sove hjemme hos mig. Erfaringen havde endnu ikke gjort mig klog, så jeg hoppede naivt i med begge ben. Jeg fik min mor til at købe alt muligt lækkert ind, indrettede mit værelse som en mindre hule, og glædede mig som et lille barn. Min allerførste ”sleep-over”. Hun meldte afbud få timer før og jeg var fuldstændig knust. Nogle dage senere ville hun bare gnide salt i såret, og fortalte mig at hun kun havde spurgt fordi hendes mor havde bedt hende spørge, fordi denne troede at jeg nok ikke havde det nemt. Det er en følelse der aldrig går væk.

Jeg kunne sagtens underholde mig selv. Det hændte da at jeg fandt nogen at lege med, men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Enten ville de lege med de forpulede dukker, eller også ville de ikke med op i de træer. Det var svært at finde happy endings. Der var piger jeg red med engang imellem, men jeg ville i sidste ende helst bare være mig selv.

Altså; jeg sang højlydt for at håne min historielærer, jeg åbenlyst hadede min mors veninde der uheldigvis også var en lærer, der yndede at kaste med kridt. Jeg foretrak at sidde i træer, og falde ned fra dem.

Dengang var der altså ikke nogen der hev i alarmsnoren, og tænkte at; Hende der har sgu en skrue løs. Det barn har brug for hjælp. Det barn er anderledes. Ingen spurgte sig selv; Hvordan hjælper vi det barn? Dengang var det bare et barn der måske var dårligt opdraget, og dengang var det sådan at lærerne havde mere travlt med at sidde på lærerværelset og ryge smøger, og drikke kaffe. Dengang kom jeg ofte hjem fra skole og mødte min biologilære der sad ved vores spisebord, sammen med kridtkasteren, og drak fyraftensøl med mine forældre. Det passede mig fint at de sad og drak øl, fordi jeg fik de tomme flasker, og dermed penge til slik nede ved købmanden.

Ja, jeg var anderledes, men jeg var heldigvis meget ældre før jeg opdagede det. Meget ældre førend jeg blev rigtig vred over det. Dengang var jeg forholdsvis ligeglad, og det er jeg glad for i dag. Havde jeg dengang været mere bevidst om mobning, og de drikfældige lærer, og min mors kridtkastende møgkost af en veninde, og været bevidst om hvor langt uden for rækkevidde jeg var, så er jeg bange for at fænomenet ”high school shooting” ville blive opfundet i starten af 80´erne i en mindre by i Nordjylland.

Jeg kan ikke kun tørre af på de dumme tøser at jeg var anderledes, eller at min skolegang var noget lort. Jeg har været et nemt offer. Det er man når man skiller sig ud. Når man i timerne hellere vil sidde og tegne end at følge med, og faktisk får lov til det, fordi lærerne har opgivet, så skiller man sig ud. Vi boede ude på bøhlandet, hvor det mest sindsoprivende der nogensinde er sket, er da den lokale præst spillede med i byens revy. Han skulle under et sæt kysse på en pige. Hold nu kæft et ramaskrig. Det blev kun det sjovere da han nogle få år senere sprang ud som homoseksuel. Han er stadig præst derude, og ret vellidt, så vidt jeg ved.

Da jeg blev konfirmeret, blev det ”besluttet” at jeg skulle på efterskole. Ved ikke hvem i familien der syntes det var det fedeste; alle de andre eller mig. Jeg begyndte i 8. klasse på en efterskole der lå pænt langt hjemmefra. Igen; ved ikke hvem der syntes det var det fedeste. Når man går på efterskole er der er et specielt sammenhold, fordi man bor sammen så tæt. Det tager ca. 3 dage før man har fundet en kæreste, man enten sugede næringen ud af eller fik kulsorte sugemærker af. Jeg husker faktisk ikke en skid fra de 2 år på efterskole, kun at jeg var vildt glad for at gå der. Imponerende nok, taget i betragtning af at jeg blev bortvist!

Vi havde sundhedsuge på skolen, og levede kun at grønt og frugt og andet sund. Vi skulle lave plakater med hvor meget sukker der var i slik og søde sager. Vi klistrede chokoladebarer op, og skrev nedenunder hvor meget sukker de indeholdte. Da ugen var omme hev vores lære plakaterne ned, og samlede slikket i en stor bunke på bordet. Vi elever bad om lov til at dele det imellem os, men aldrig i livet om vi måtte få alt det sukker efter en uge med grøntsager. Hun forlader klassen for en kort stund, og det er næsten for godt til at være sandt, da vi dermed får muligheden for at nakke fri slik. Vi er 4 elever der tager hvert ET stykke slik. Jeg kan huske at jeg fik en Marsbar. Da læreren kommer tilbage spotter hun at der mangler slik. Jeg og de andre tyveknægte blev bortvist fordi vi havde stjålet af skolens ejendom. Det var i hvert fald deres begrundelse. Ja, vi stjal et stykke slik, men come on!!

Følelsen af at være anderledes har altid fulgt mig. Det var ikke kun i folkeskolen. Da jeg blev lidt ældre, og vi flyttede til en noget større by, blev det lidt nemmere for mig at skjule mig i mængden. Jeg ville så gerne være lige som alle andre, men det krævede så meget af mig, at det ofte føltes påtaget eller falsk. Jeg skulle være ”på” hele tiden og var overgearet. Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke finde hoved og hale i hvilken personlighed, der reelt set var min egen, fordi jeg brugte så mange kræfter på at passe ind. Hver person jeg var sammen med, havde jeg en personlighed til. Dengang var jeg en kylling med et alt for stort ego. Jeg skræppede op, og fægtede med arme og ben. Min mellemste søster og jeg er pseudotvillinger. Dvs at der er mindre end 1 år imellem os. Vi var nat og dag af sind og personligheder, og da vi begyndte på byture kunne vi fuldstændig undgå hinanden. Vi sad i hver vores ende af diskoteket. Men hvis nogen lagde sig ud med den ene, kom den anden rendende og delte røvfuld ud. Når vi var sikre på at den anden var okay, så gik vi igen hver til sidst. INGEN måtte se forkert eller ligge en hånd på den anden.

Jeg turde ikke prøve stoffer. Alle jeg kendte tågede rundt i hash og hvad der ellers var. Jeg prøvede en enkelt gang at ryge hash. De mere erfarne havde lavet en vandpibe (?), ud af et sylteglas og et stykke haveslange. Ét stort og langt hvæs, og jeg hostede så mine lunger føltes som beton. Det sker altså ikke bare på tegnefilm. Jeg var vitterligt grøn i æsken og det var bare slet ikke så fedt som det så ud til. De andre lå i møblerne og lignede idioter, og jeg ville bare hjem. Da jeg kom hjem brækkede jeg mig non stop hele natten. Min far kiggede ud til mig, og kunne med det samme lugte den søde granlugt fra hashen. Jeg fik ikke en skideballe. Han mente at min straf var rigelig, i og med at jeg lå med hovedet i kummen hele natten.

Lige så tit som jeg forsøgte at, ikke skille mig ud fra mængden, lige så tit forsøgte jeg at gøre noget, hvor jeg var sikker på, at det ville andre ikke gøre. Rigtig mange rejste ud som au pair. Det var nærmest kommet på mode, og jeg ville da også være med på den mode. Dog ville jeg ikke gøre det som alle andre. Det var totalt hipt at tage til USA, England eller Norge som au pair. Hvorfor skulle jeg tage et sted hen hvor alle andre tog hen? Jeg ville et sted hen, hvor ingen andre ville tage hen. Så jeg endte på Island i 13 måneder. Fedeste tur EVER. Meget få jeg kender har prøvet at sidde på en fugleø og fange lunter. (Søpapegøjer). Meget få har badet i den blå Lagune, før den blev en turistindustri. Meget få har spist kogte fårehoveder og haj der havde været gravet ned i mange uger, eller har pelset en hest, for bagefter at spise blodpølse lavet af dens blod. For helvede det var en fantastisk tur.

Jeg har hadet at været anderledes, men jeg har også elsket at skille mig ud. Jeg har dyrket det. Jeg har elsket provokationen i at skille mig ud, og jeg har hadet at føle mig udstillet. Det har gjort mig så ked af det at jeg er blevet behandlet som en outsider, og samtidig har jeg haft en vis stolthed over at jeg ikke er som alle de andre grå mus. Jeg har tit tænkt på hvordan det ville være hvis jeg havde været ”normal”. Hvis jeg ikke konsekvent ville skille mig ud, og sidde ude på gyngen og provokerende synge for stakkels H der bare gerne ville undervise i historie, så han kunne få sin pause og sin kaffe.

Hvad var der blevet af mig, hvis jeg havde placeret min røv i sædet som alle de andre, og havde studeret i de kedelige bøger? Hvad var der sket hvis jeg stoppede med at kravle op i træerne, og var begyndt at lege med dukker? Eller var begyndt at gå med strømper med blondekant. Jeg tror ikke at det havde ændret en skid. Jeg var den jeg var fordi jeg allerede dengang gik rundt med en psykisk lidelse. Dengang var der bare ikke nogen der anede hvad det var. Dengang låste man folk inde hvis de var syge i potten. Dengang gik man over på det andet fortov hvis man mødte nogen der var anderledes. Hvis ikke mit liv allerede var til at lukke op og skide i, så ville det da først være ulideligt, hvis jeg blev stemplet som tossen fra Bakkestien 5. Vender man det rundt ENDNU engang, så ville jeg nok ha´ solet mig i opmærksomheden. Se på mig idioter. Jeg er anderledes, og jeg får en opmærksomhed i ikke får. Fuck jer, og jeres blondestrømper.

Jeg vil konsekvent både blæse og have mel i munden. Jeg kan ikke nøjes med at få klippet spidser på mit ret lange hår. Jeg klipper mig næsten skaldet. Jeg kan ikke nøjes med en lille tatovering, nej jeg skal have det mest af min krop dækket med udefinerbare tegninger. Jeg kan ikke nøjes med at få en hund, niks, jeg skal have den største man kan få; en Grand Danois – altså en halv hest. Det er fandeme ikke nemt at leve et anonymt liv, når man konstant gør alt hvad der ligger i ens magt for at gøre sig bemærket.

I en lang årrække var jeg bartender, og hyppig gæst i nattelivet. Var der ikke plads til at danse på gulvet, jamen så var der plads på bordet. Jeg var skide ligeglad. En stor kulsort smed, i en uhyggelig brandert spurgte mig engang da jeg var på arbejde bag baren, om jeg nogensinde havde fået en røvfuld af en smed. Det havde jeg ikke…. Det har jeg nu! Jeg var lille og petit. 50 kg, og alligevel har jeg trukket en døddrukken stodder ud, der var faldet i søvn i et hjørne. Bonus var at han havde pisset i bukserne. Jeg elskede det job. Jeg elskede farten og tempoet. De mennesker jeg arbejdede med dengang er jeg venner med den dag i dag. Den tid var den fedeste.

Jeg elskede opmærksomheden. Høj musik, stamgæster, fadbamser, VLTJ og klap i røven af en meget sort smed. Hold kæft det var sjovt. Dét kunne jeg uden at blinke, men jeg kunne ikke tåle at blive vurderet på min person. Så snart det blev ”personligt” kunne jeg slet ikke kaperer det. Hvis bare jeg kunne holde alt og alle en armslængde ude, og det var mig der havde kontrollen, så gik det faktisk skide godt. Jeg havde få men gode veninder. Jeg havde uhyggeligt mange bekendte, men det passede mig fint, fordi det var efter eget valg.

Ud af til var jeg hende den hurtigtalende bartender, der kunne tale bukserne af paven, slå i bordet, vinde i pool og gerne tog shots efter shots. Ingen kom for tæt på, og det var heller ikke meningen. Jeg kan roligt sige at jeg vist har taget de byture jeg skulle, plus lidt ekstra. Jeg har nu nået den alder at det der med at gå i byen, hører til sjældenhederne. Det sker rundt regnet 1 gang om året. Jeg HADER det. Så bliver jeg jo set på og vurderet, men samtidig er jeg den eneste der tropper op i hullede jeans og en forvasket AC/DC T-shirt, knaldrøde læber og hanekam, mens de andre kommer i balkjoler. Det er julefrokost med min mands arbejde. Lille og intimt my ass, for her skal der samles ca. 400 mennesker. Hver en fiber i mig er ved at eksplodere, og jeg har kun få flugtmuligheder. Jeg kan enten lade min mand i stikken, eller drikke mig så pattestiv at jeg ikke aner hvem jeg er til fest med. Fremadrettet skal jeg vist bare være chauffør!!! Jeg råbte det første år jeg var med – meget meget påvirket af alkohol – tværs igennem festlokalet at jeg ville give min mand et blowjob hvis han slikkede på isskulpturen der stod på tag-selv-bordet. Selv når der er 400 mennesker skiller jeg mig ud, på trods af at jeg har drukket mig mod til at gemme mig i mængden. Det er sgu op af bakke.

Jeg føler mig ikke tilpas i andres selskab, med mindre det er de nærmeste. Jeg vil helst bare være sammen med min familie og mine nærmeste venner. Gad sgu da godt kunne tage til en fest her og der, men problemet er at enten drikker jeg mig pinligt fuld for at kunne kapere det, eller også skrider jeg tidligt. Hvor fedt er det for dem der invitere eller dem jeg er med. Bilder mig ind at det også er fordi jeg ved at blive ældre, det lyder mere legitimt.

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.