Sådan foregår ECT-behandlinger

Rynkerøv

Til sommer bliver jeg 46 år gammel. Hold nu kæft det føltes vildt at blive “så” gammel. Jeg husker tydeligt at jeg omkring 7 års alderen sidder på fortovet med en veninde og leger. Hendes storebror var 19 år gammel og vi syntes bare at han var vildt gammel. Vi snakkede om at den dag vi ville blive 20 år, fordi så ville vi bare være rynkede og tudsegamle. Da jeg blev 20 var jeg gravid med min datter…

Da min far blev 70 spurgte jeg ham om livet var gået hurtigt, og hans svar var; Det er gået alt for hurtigt. Idag forstår jeg 100% hvad han mener. Mine børn er voksne, og står midt i at selv skulle være forældre. (ihvertfald min datter – min søn får et forklaringsproblem hvis han også er igang). Det er jo fuldstændig vanvittigt så hurtigt livet bevæger sig frem. Var det ikke igår at jeg lå med en lille baby på maven?? Var det ikke forleden at min datter øvede sig på dans i stuen?? Var det ikke i sidste uge at min søn konsekvent ville have barberet små lyn i håret, over ørene?? – Inden jeg fik set mig om var min datter, min søns date til fest i livgarden. Jeg var en MEGET stolt mor skal jeg hilse og sige. Men allerede dengang syntes jeg de var blevet FOR store FOR hurtigt.

d66dc4d7-ecc5-4b55-9b7f-d989f4d2765b

Min mand og jeg har, her d. 1 April vores officielle årsdag – 8 år sammen. Vi giftede os lidt over et år efter vi mødtes. Kan det passe at det allerede snart er 7 år siden at jeg stortudende gik op mod alteret med min far ved min side? Der findes ikke ét eneste pænt billede fra den korte gåtur mod alteret fordi jeg vræler af glæde. Min datter gik i en guldkjole foran os, og vi døbte hende; Guldkaramel. Min smukke mor sad i det smukkeste røde kjolesæt og ventede på os. De er her ikke mere mine forældre, og er evigt taknemlig for at de nåede at være med til min store dag. Er det virkelig allerede snart 7 år siden vi blev gift???

a53e12c6-e416-41f4-9b31-0a0fc7a2bb60

 Vi skal huske at elske mens vi lever er der et eller andet båthorn der har sagt på et tidspunkt – og den er jeg da med på. Jeg elsker på livet løs – men det der med at elske det pis der sker med min krop er fandeme op af bakke.

Jeg betalte i dyre domme for nye bryster da jeg havde fået begge mine børn og levede i den tro at så rendte de sgu ikke syd på, med alderen – de gør de fandeme!!! (Jeg vidste bare at de skulle ha´ været større)! Det var sgu da ikke en del af aftalen. Synet gider jeg ikke engang tale om. Jeg har fået rynker de særeste steder. Under mine knæ??? Mine hænder. Dem i ansigtet kan jeg slet ikke arbejde med, og er villig til at prøve hvad som helst for at komme dem til livs. Min sidste geniale idé er at smøre dem ind i røv-creme!! JA, røv-creme! Hæmoridecreme mine damer og herrer…

Så en artikel om at de kendte brugte hæmoridecreme til rynker og poser under øjnene. Gav egentlig meget god mening da den creme jo skal få blodkar til at trække sig sammen. Jeg gik fluks i skabet og stjal min mands røv-creme. (Den var altså ubrugt)!!! Det hjalp ikke en dyt – og fik så læst mig frem til at den creme man skal bruge kan man ikke købe herhjemme. Amazon er min ven og jeg bestilte det hjem fra England.

Ergo, jeg er kommet til det paniske punkt at jeg køber creme til røv-ribs, hjem fra udlandet, for at smøre det i ansigtet. Men FYI damer: DET VIRKER HELT VILDT!!!!

Mit hovede kan ikke følge med i hvad der sker med min krop. Ikke om jeg kan dreje mit hovede om det. Inde i mit hovede ser jeg stadig sådan ud…… (suk).

img_4554

Men når jeg ser i spejlet så er det som om der er noget der ikke hænger sammen.

Jeg er jo ikke tabt fuldstændig bag en vogn, så jeg ved jo godt at jeg ikke blive ved med at se godt ud – eller i ihvertfald se “stram” ud. Jeg kunne jo betale mig fra det, men nu er jeg ikke typen der konsekvent vinder i LOTTO, så det kommer nok heller ikke til at ske. Hæmoridecremen var billig så det går nok – om ikke andet så er den på lager til hvis jeg nu skulle få problemer i den afdeling. Jeg har opgivet at bruge spraytan, fordi lortet åbenbart ikke kan dække folderne i ansigtet. Øjenmakeup tager evigheder fordi huden skal strammes ud, og det der smarte contur får mig bare til at lige en cirkusklovn. Det her billede er fra sidste år, og det er kun blevet værre siden.. og det billede har jeg da også “pillet” ved med photoshop. Jeg vil IKKE erkende mit udseende.

img_4121

En sød veninde sagde til mig at jeg skulle elske mig selv, efter jeg var gået lidt i selvsving med snapchatfiltre og photoshop på mine profilbilleder. Det vil jeg skam også gerne, men jeg kan ikke kende min egen krop. Da jeg for nyligt var til en venindes 50 års fødselsdag fattede jeg sket ikke at hun blev 50 – mest fordi at det betyder at jeg selv hastigt nærmer mig den alder. Hun ødelagde det fuldstændig for mig at jeg ikke konstant skulle blive i fyrrene.

30´erne er de nye 20´er og 40´erne er de nye 30´er. LUK DA RØVEN!! Jeg skød nok mig selv lidt i foden da jeg giftede mig med en mand der er 14 år yngre end mig – han gør min alderskrise meget værre. Han er fløjtende ligeglad med min alder og faktisk også med mit udseende, så jeg kan ikke tørre min krise af på ham.

Jeg ved ikke om det er en form for midtlivskrise og jeg pludselig går ud og får mig en yngre man….   nåååh nej, det har jeg. Fuck it, så går jeg ud og får en masse tatoveringer og pierci….     nåååh nej, det har jeg.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan foregår ECT-behandlinger