Sådan foregår ECT-behandlinger

Ect-behandlinger er et tabubelagt emne. Det er fordi folk ved for lidt om det, og det de ved, har de set på film, som f.eks. Gøgereden. Det er en film fra 70´erne der foregår på et psykiatrisk sygehus. Det har helt sikkert foregået sådan engang, men sådan er det altså slet ikke længere.

Jeg har valgt at skrive om mine behandlinger. Ikke fordi de vedkommer så stor en del af mit liv, men der er en stor del af min behandling. Folk vil gerne høre om det, fordi det er ”nyt og spændende”, og så har de lidt at snakke om over kaffen.

Jeg har fået mellem 50 og 60 behandlinger lagt ud over hver 2. uge. Det gode ved ECT er at man ikke behøver at proppe sig med medicin. Medicinen er godt for hjernen i de fleste tilfælde, men det er hårdt for lever og nyrer, og man skal tit have taget blodprøver for at holde øje med de organer. Man tager i reglen mange kilo på af medicin, i mit tilfælde gik jeg på et tidspunkt fra 55 kilo til 95 kilo. Jeg så helt forkert ud. Bivirkningerne er enorme, så ofte er medicinen pest eller kolera. Den dag idag kæmper jeg stadig med de sidste 10 kg.

Minus ved ECT er 100% KUN hukommelsen. Ellers er der ingen bivirkninger. Efter få behandlinger svigter hukommelsen. Det er lidt som at gå i køleskabet efter noget, og man står der og glor ind, men man husker ikke hvad man gik efter. Det ganger man så bare med 1000. Sådan er det hver dag, hele dagen. Ikke alle oplever så slemme bivirkninger som jeg skal det lige siges.

Hukommelsen udviskes ikke bare en anelse. Det forsvinder fuldstændig. Min far forærede mig og min mand en tur til Belgien, for at se Formel1 i Spa. Kæmpe oplevelse – kan jeg se på billederne. Jeg har ingen erindring om at have været der. Jeg har glemt samtaler, events, personer og alt hvad det indebærer.

Det kan være ubehageligt. Men hvad ville jeg helst?! Tage medicin der ødelægger min lever, nyrer og gav mig 30 kilo ekstra på kroppen, eller glemme hvem jeg talte med i går? Jeg møder stadig mennesker, der kender mig og omvendt – men jeg kan ikke huske dem, eller hvad vi har lavet sammen.

Sådan foregår en behandling:

Først vil jeg gerne påpege at det plejepersonale der hører til den afdeling hvor jeg er tilknyttet i Aalborg, er de mest fantastiske mennesker. Jeg føler aldrig at jeg kun er et cpr-nummer, og jeg føler at de kender mig personligt. Der er INTET klinisk over lokalerne, og mage til sympatiske læger skal man godt nok lede længe efter.

(Sideinfo der senere giver mening; Da jeg var barn, og jeg skulle sove sagde min mor altid: Natti nat og ingen pjat og det bruger vi i familien den dag idag).

Jeg blev om morgenen hentet af en taxa, der kører mig til afdelingen, og i reglen sad jeg blot om ventede 10-15 minutter før, verdens sødeste plejer kaldte mig ind; ”Så Christina, så er vi klar til dig”. Jeg kom ind på en stue, hvor belysningen er lidt skarp, men stemningen vejer op for det. Alle smiler, og der grines og fortælles små vittigheder. Det er som oftest studerende anæstesisygeplejersker der skal ligge drop i hånden. Jeg er heldigvis ikke bange for nåle, så det er okay at hun er lidt langsom eller usikker. En læge står ved dennes side og guider.

Imens fik jeg lagt ”klistermærker” på. Hele min brystkasse, og det meste af min pande. Det bliver gjort mens vi hyggesnakker om hvordan jeg har det, hvordan det går, om vejret. Stemningen er, hvor langt ude det end lyder, super afslappet.

Jeg tror at lægen er en gammel overlæge der nægter at gå på pension, og bruger sin ældre dage på dette ”hyggejob”. Han er mere en to meter høj, næsten samme frisure som Einstein, og en dyb brummende stemme. Han virker næsten majestætisk, men han er noget at det mest elskelige.

Når drop er lagt, så bliver der spurgt om jeg er klar. – har aldrig sagt nej!

Nu tager sygeplejeren mig i hånden, lægen nusser mig på kinden, og mens jeg får sprøjtet narkosen ind, siger de sammen med mig:

”Natti nat og ingen pjat”

At de gør det og giver sig den tid til at berolige en patient i en lidt skræmmende situation er for mig enestående. Det viser en medmenneskelighed, man ikke ser mange steder inde for psykiatrien. Jeg kan ikke huske hvorfra de har den viden om min mors godnat-sætning, men det faktum at de bruger den er noget jeg er evigt taknemlig for.

Hurtigt kommer den der underlige løgsmag i munden, og jeg falder i søvn. Det sidste jeg husker hver gang er et dybt suk fra min side, og jeg er væk. Det er sgu da fantastisk!!! Derefter kan jeg kun genfortælle hvad jeg selv har fået at vide. (Af gode grunde).

Når jeg sover, får jeg endnu en sprøjte. De giver mig noget der lammer mig. Det er faktisk derfor de ligger os i narkose. For at man ikke går i panik over lammelsen. Jeg får nu stød i min hjerne i 40 sekunder. Så lidt at det dårligt ville kunne få en elpære til at blinke. Pga. lammelsen går jeg ikke kramper, som det er set på film, men jeg bider hårdt sammen, så derfor har jeg bideskinne i.

Så ligges jeg i aflåst leje og køres til opvågning. Det har ca. taget 15 min. fra jeg ankom til jeg bliver kørt ud.

Efter ca. 2 timer vågner jeg, og en lige så sød plejer står klar med kaffe, Panodil og småkager. Hver eneste gang. Skal ligge der i en times tid, og så kommer der en taxa efter mig. Der er en hyggelig stemning, og sygeplejersken burde have en guldmedalje for deres fantastiske arbejde.

Der er INTET skræmmende ved den form for behandling, men fordi man ved så lidt om den behandling virker den næsten frastødende på nogen. Jeg får ikke længere ECT, men skulle jeg få en slem depression igen, ville jeg til hver en tid vælge ECT frem for medicin.