Arne Mejlhede

Da jeg var sidst i 30´erne gik jeg i gang med en uddannelse. Jeg havde brugt mange år som sælger, eller som de smarte ville sige; Key Account Manager, og det var også på bekostning af mit helbred i form af stress og mavesår. Så besluttede at jeg ville starte forfra.

På uddannelsesstedet var det selvfølgelig en vejleder, og denne var simpelthen noget af det rareste der kunne støves op. Han var pisse dygtig og fulgte mig tæt i undervisningen. Det virkede sågar som om han var lidt fascineret af mig. En dag beder han mig komme til et møde, og sætter sig meget pædagogisk overfor mig og spørger mig direkte;

”Har du nogensinde overvejet om du er ADHD, eller har anden psykisk lidelse”?

Jeg ville normalt have reageret ved at blive vred og fornærmet, men det var som om at noget i mig på et splitsekund fangede, at han stillede det spørgsmål som skulle have været stillet for 25 år siden, eller før. Han havde en søn der havde en psykisk lidelse, og han kunne se en ”rød tråd” i mig. Jeg var lidt i chok, men samtidig vækkede han noget i mig. Jeg fik hurtigt en tid ved min læge, fordi at det her ville jeg til bunds i. Heldigvis var min læge forstående og gav mig hurtigt en henvisning til en psykiater, så jeg kunne få en udredning, og finde ud af om der var hold i det.

Talte med familie og venner om det, som både var med på den, og var uforstående. Jeg var jo den jeg var. If it aint broke dont fix it. De kunne da godt se at jeg måske var anderledes, men samtidig kunne de ikke se helt præcis hvad jeg skulle få ud af at få et stykke papir på at jeg var anderledes.

Jeg bliver henvist til psykiater Arne Mejlhede. Jeg kendte ham af navn, men ellers ikke. Jeg vidste at han var meget brugt af kommunen, og at han var psykiater, ellers kendte jeg absolut intet til ham. Da jeg endelig får en tid hos ham er jeg ikke klar over at det møde kommer til at ændre mit liv fuldstændig. Da jeg kommer ind på hans kontor bliver jeg overvældet af bunkerne af papir. Der roder ikke, men der er enorme bunker overalt. Der er ingen computer stående, han sidder bare med et blankt papir og skriver på det med sin kuglepen. Han bruger ca. 20 min. på at stille mig nogle helt simple spørgsmål.

Hvor er du vokset op?
Hvad arbejder dine forældre med?
Hvor mange søskende har du?
Hvor mange børn har du?

Ikke ét eneste af dem var dybdegående, eller personlige. Efter 20 min. siger han; ”Jeg tror at du er borderline, og at du skal have XXX medicin”.

Jeg havde så den frækhed at spørge hvordan han kunne komme frem til den på så kort tid. Han hiver sig selv op i stolen, og siger at han har 2000 patienter om året, og at han er anerkendt, og at han i øvrigt har erfaring nok til at se på folk hvad de fejlede. At det kunne han se på mine øjne. Han var voldsomt intimiderende, og jeg anede intet om fremgangsmetoden, og var autoritetstro nok til, at ”hoppe på den”.

Jeg fik tildelt noget medicin, og fik at vide at det skulle jeg tage, og ville på den måde ”falde til ro” i mine tanker. Ikke noget med flere samtaler eller lignende. Jeg var pisse naiv, og anede seriøst ikke bedre, og er i dag rystet over at mine alarmklokker ikke har ringet, og endnu værre at min egen læge, på det tidspunkt, heller ikke har råbt vagt i gevær.

Jeg begynder på de her piller, og mærker godt nok at jeg ”falder til ro”. Igen, aner jeg ikke bedre, og den mentale bedøvelse jeg går rundt med, forbinder jeg med ro. Jeg går rundt som en zombie. Bliver mere og mere følelsesforladt, kan ikke sove, tager 30 kg på, og har ikke styr på mine tanker.

Jeg begynder at få hallucinationer. Jeg ser skygger overalt. Jeg holder det for mig selv fordi jeg i starten ikke er helt sikker på hvad fanden der sker. Jeg kommer kørende i min bil en aften, og undrer mig over at der går ”mennesker” rundt i grøften. Hvorfor er der så mange? Det tager mig ikke længe at regne ud at det foregår i mit hoved, og at det er fucking skræmmende. Jeg tør stadig ikke fortælle det til nogen, af frygt for hvad de vil tro.

Skyggerne bliver mere og mere tydelige, og tager nu form, des mere medicin jeg får, og des mere depressiv jeg bliver. De er der ikke kun længere om aftenen, og de står nu helt klart og tydeligt for mig.Det er lig. Blå, beskidte, tynde lig. De gør ikke noget, de er der bare. Enten ligger de i grøften, hænger i træerne, står i hjørnet af stuen, står ved siden af mig. Men de er overalt.

Levende og let bevægende lig. De er blålige og beskidte. Nøgne og skaldede. De gør mig ikke noget, siger intet. De er der bare. Stirrer på mig. Begynder at dække mit ansigt med hænderne for at undgå at se dem, og kan ikke længere skjule det for min mand, der selvfølgelig bliver forskrækket. Vi kontakter læge og psykiater, men får den besked at det er en forbigående bivirkning. De blå lig er overalt, og jeg begynder at udpege dem for min mand.

Han kan se at jeg reagere på et eller andet, og jeg fortæller at der står én i hjørnet af stuen. Som om det var det mest naturlige i verden til sidst.

Jeg ender med at blive sygemeldt fra skolen, og kan intet foretage mig. Jeg ser beskidte lig overalt, og får at vide at det ”bare” er bivirkninger. Det er som at blive forfulgt døgnets 24 timer. Jeg er panisk til sidst. Jeg kan ikke holde det ud, og en nat beslutter jeg at ende mit liv. Jeg kan ikke holde ud at se på de lig mere.

Jeg følte at mit liv var smuldret væk og at jeg intet kunne stille op. Jeg var og er så autoritetstro at jeg troede på Arne Mejlhede og min læge når de sagde at det var forbigående og at jeg bare skulle ”suck it up”.

Jeg skal beslutte hvordan jeg vil ende mit liv. Piller er udelukket fordi dem får jeg vist rigeligt af. Det skal gå hurtigt og helst smertefrit. Vi boede på det tidspunkt i en lejlighed på 2. sal. Klokken 01 om natten har jeg et dilemma. Hvad er jeg mest sikker på at dø af? – med hovedet først, eller benene først ud over altanen? Jeg skulle være sikker på at dø, og ville være sikker på at det blev gjort grundigt. Jeg er så langt ude i hampen, at jeg vækker min mand og spørger ham, hvad han mon troede var bedst. Staklen går fuldstændig i chok, hvilket jeg slet ikke fatter, fordi det for mig var det mest logiske i verden. Jeg var kommet så langt ud, at jeg faktisk syntes at han var en idiot fordi han ikke kunne se det fra min side, eller ikke ville hjælpe mig med at finde ud af hvad der var bedst. Uden pis, vi endte med at diskutere højlydt, fordi jeg ikke kunne få ham til at ”hjælpe mig”.

Han ringer til vagtlægen der henviser til psykiatrisk skadestue. Inden jeg får set mig om sidder jeg i Aalborg til en samtale med en psykiater, der gu-hjælpe-mig heller ikke kan se det logiske i min beslutning, og fandeme heller ikke fatter noget da jeg siger at der står et lig bag ved hende. Jeg ender med at gå med til at blive indlagt, mest for at få tiltrængt søvn.

De går mine journaler igennem de følgende dage og de er fuldstændig i chok. De har aldrig set noget lignende, og vil at jeg skal ”afgiftes” hurtigst muligt. Normalt når man trapper ud af medicin skal det ske over en længere periode, specielt hvis det er medicin til hjernen, andet kan være direkte livsfarligt.

De kan ingen mening se i den medicin jeg har fået ved Arne Mejlhede, de kan ingen mening se i hans diagnose, og de kan ingen mening se i hans 20 min. samtale. Lægerne mener med 100% sikkerhed at jeg er fejldiagnosticeret og fejlmedicineret. De mener at han har taget fejl fra det øjeblik jeg satte fod i hans klinik.

Jeg havde intet begreb om hvad det indebar at blive afgiftet, men det skulle jeg hurtigt blive klogere på. Der er ikke nogen smart, og fancy måde at gør det på. Jeg blev indlagt, og al medicin blev taget fra mig og så blev jeg ellers lagt i en seng.

De fleste – tror jeg – har set filmen Christiane F. Den tyske film fra 80´erne, om den unge pige der bliver heroinmisbruger, og ender helt ude i hampen. Hun låser sig inde på et værelse og vil afgifte sig selv. Ligger i flere dage og ryster, kramper, kaster op og har det helt forfærdeligt, fordi hun vil ud af sit misbrug.

Sådan kom jeg ud af min medicin. Jeg lå i den forpulede seng, med ondt i alle muskler, fordi min krop krampede. En hovedpine der kunne slå en død mand ihjel, jeg rystede som var jeg nøgen på Antarktis. Det er det mest modbydelige jeg nogensinde har oplevet, og jeg kunne ikke få noget medicin der lindrede, fordi det eneste det gjaldt om, var at få det ”gift” ud af kroppen.

At ligge der i flere uger i fosterstilling, i kramper, var værre end at se blå beskidte lig, og at diskutere med min mand om at skulle hoppe ud fra terrassen på 2. sal.

Mens jeg blev afgiftet, skulle de også finde ud af hvilken diagnose der var den rette. De var enige om at der var én, og at Arne Mejlhede var galt på den. Men en diagnose findes ikke på 20 min. og den findes ikke ved at stille få simple spørgsmål. Jeg var i trygge hænder, men det var fandeme heller ikke et sjovt sted at være, på trods af at stedet var nyt og mest af alt mindede om et spa-ophold. Der er steder inden for psykiatrien der i den grad trænger til et ansigtsløft, men jeg var heldig at der hvor jeg var indlagt, var det fuldstændig nye faciliteter.

De andre indlagte var super søde, og selvom det tog mig mange uger, så endte jeg med at tale med flere af dem. Der var dog også flere jeg holdte mig langt væk fra.

De var der af flere grunde, men det var ikke noget man ligefrem gik og flagede med, men de fleste var der pga. angst eller en depression. En dag kommer der en nydelig ældre dame på afdelingen. Hun er i midt 50´erne, pæn i tøjet og velsoigneret at se på. Jeg går forbi hende på gangen og hilser høfligt. Hun stopper op og kigger på mig, og skriger af sine lungers fulde kraft:

KUSSE, KUSSE, KUSSE, KUSSE….

Skindet bedrager sådan et sted, og det lærte jeg på den hårde måde.

Når man ville ryge, kunne man går ud i en gård, hvor de havde placeret et drivhus, så man kunne stå i læ og ryge. En ældre mand var blevet indlagt aftenen forinden, og han virkede ”forholdsvis” normal, dog lidt forhutlet. Han virkede som lidt af en vagabond. Det blev jeg så også bekræftet i da han næste morgen havde boet ude i det drivhus. Dertil havde han skrevet sataniske skrifter overalt, og havde tændt bål derude af ispinde, cigaretpakker og små pinde. Overalt havde han skrevet at verdenen ville gå under, at Satan ville styre verdenen, at Satan ville hente os alle. Han var væk efter et par timer. Valgte at tage det som en oplevelse at møde den slags mennesker.

Gennem en masse samtaler, tests, og lidt flere samtaler finder de stille og roligt frem til at jeg højest sandsynligt IKKE var borderline som Arne Mejlhede påstod, men at jeg var Bipolar. Nu begyndte en lang proces med at finde ud af hvilken type jeg var, hvilken medicin jeg skulle have, hvilken form for behandling jeg skulle have, og hvad der skulle ske fremadrettet.

Jeg ender med at komme på TV og bliver interviewet, da det kommer frem at Arne Mejlhede generelt har været fuldstændig udenfor rækkevidde når det kommer til at behandle patienter. Han har fejlbehandlet SÅ mange mennesker, og har ødelagt så mange liv, at han får frataget sin praksis, og så hvidt jeg ved lever han nærmest under jorden i dag. Jeg tog senere sagen til patientklagenævnet, fordi jeg følte at jeg mistede så meget af mit liv. Jeg mistede muligheden for at færdiggøre min uddannelse, jeg endte med at være selvmordstruet, og være indlagt i 5 uger til afgiftning, og få en diagnose der på ingen tænkelig var realistisk. Sagen kører længe; og efter mange måneder og en advokatregning der havde for mange nuller bag sig, får jeg svar fra patientklagenævnet af de beklager den behandling jeg fik ved Arne Mejlhede, men at de mente, at det var en menneskelig fejl han havde begået. Mit livs røvtur var en menneskelig fejl.