Er det mit ansvar?

Jeg vil til hver en tid stå inde for at min mund ofte bare burde holdes lukket, mest af hensyn til andre. Jeg taler alt for meget, og taler om ting der i reglen støder andre. Jeg siger det andre tænker, eller kun taler om i “lukkede rum”. Men er det mit ansvar at det sagte ord, støder andre??

Der er selvfølgelig forskellige måder at formulere sig på, men når alt kommer til alt, så siger jeg bare det første der falder mig ind. En spade er en spade…

Det falder mange for brystet og udtrykker at dét kan jeg altså ikke sige.. Hvorfor ikke??? Hvorfor må jeg ikke sige min mening? Du behøver jo ikke være enig i hvad jeg siger eller måden jeg siger det på – men jeg er da i min fulde ret til at sige lige præcis hvad der passer mig.

Man kan nemt såre andre med sine ord, men jeg er af den overbevising at hvis jeg sætter mig ned i øjenhøjde med fodformede sko og lilla ble på hovedet, og siger; “Jeg syntes faktisk ikke at du er særlig sød“, så får jeg ikke givet udtryk for min mening der i virkeligheden lyder; “Du ville ikke kunne hælde pis ud af en støvle, om så instruktionen stod i bunden“.

Nej det lyder måske ikke skide pædagogisk, men hvem har bestemt at jeg absolut skulle være det? Det er en del af min sygdom at jeg ikke har det filter de almindeligt dødelige har, og jeg kan prøve herfra til i overmorgen, men fandeme om jeg kan dreje mit hovede om at ANDRE kan holde det filter ud. Giv da los for pokker – fortæl 100% hvad det er du vil sige, stå ved det og hvil i at du evner at sige fra og til.

“Christina, du er så hård og vær nu lige lidt sød”! Nej, jeg er ikke hård, jeg taler bare lige ud af posen – ergo så ved folk også hvor de har mig. Men tag ikke fejl.. lige så stærk jeg kan være verbalt, lige så “svag” er jeg på andre områder. Jeg er sygeligt autoritetstro. Står jeg overfor en person der er lidt “højere i graderne” end jeg selv, bliver jeg nemt væltet. Når jeg er til samtale på feks psyk og der sidder et klogt hovede der vil gøre sig klog på min hjerne, har jeg en tendens til at sige ja okay, selvom jeg ikke føler at de ved en skid om min hjerne. Dér evner jeg ikke ret nemt, at sige at jeg nok er den der ved bedst, hvad der sker i min hjerne.

Jeg er ikke en grå mus der bare holder kæft, det ligger bare ikke i mig – dog er jeg blevet super god til at gå fra situationer jeg ikke føler mig tryg i eller situationer hvor jeg seriøst bare skal holde min kæft for husfredens skyld. Det er kun få uger siden der skulle samles en flok gæs til planlægning af en event. Mange høns i en hønsegård er livsfarligt, og det tog ikke lang tid førend de skræppede hysterisk op. Jeg imponerede næsten mig selv i min diplomati, men kunne hurtigt fornemme at det her kunne ret hurtigt eskalerer og jeg snart ville kalde “lederhønen” for en inkompetent snotkasse der var dummere end en dørkarm. Gjorde jeg det, ville det være det samme ramaskrig som hvis jeg ikke kaldte Prins Joachim for “De” i bedste sendetid…  Så jeg forlod det. Meldte mig simpelthen ud. Så jeg kan faktisk godt gå fra nogle ting inden jeg går i selvsving.

Nogle personer jeg tidligere har været i “klammeri” med, kan have lidt svært ved at slippe at jeg har givet dem knap så flatterende kælenavne i kampens hede, og det har jeg da fuld forståelse for – men at de så stadig invitere mig til suppe, steg og is – og sidder og surmuler over fortidens motormund der gik i selvsving, gider jeg ikke. Så vil jeg hellere sige pænt nej tak, og have min mening i fred. Jeg undgår drama nogle steder – og Det er sgu da et kæmpe skridt i den rigtige retning. Problemet er bare at skulle fortælle dem årsagen til mit nej tak. Hvis jeg fortæller dem at jeg bliver væk fordi jeg vil undgå fortidens drama skal gentage sig, vil de ALDRIG indrømme at de da har et problem med mig og min store fede kæft – og så starter lortet bare forfra. Jeg bøjer mig i støvet, siger nej tak – og det må blive ved det.

Det er enormt ambivalent at have meninger og et ordforråd der går i selvsving. Nogle kan tage det og beder mig bare lukke røven, og så er der dem der føler sig fuldstændig tromlet ned. Men jeg føler ikke altid at det er mit ansvar. Jeg skelner ikke imellem hvem “du” er, og kan du tage det – fedt… kan du ikke – nåh da! Hvis jeg konsekvent skulle gå rundt og stikke en finger i jorden om andre nu kan magte hvad jeg siger, så ville jeg sgu da ikke kunne tale med nogen overhovedet. Jeg kan sagtens tage visse hensyn, men jeg kan virkelig ikke gå rundt med en konstant føler på om du nu kan tåle min person eller ej.

Hvis der kom en eller anden person der var klogere end Stephen Hawkins og Einstein tilsammen, og kunne opfinde en måde hvorpå jeg kunne få et verbalt filter, så tror jeg faktisk at jeg ville takke nej. Jeg har det sgu okay med at kunne tale frit fra leveren – og jeg lærer efterhånden også at leve med konsekvensen af det.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.