Re-Revurdering

Phheeew hvor har jeg gået mange ture i skoven med min hund de sidste dage. Tænkt til mit hovede slet ikke kunne rumme mere. Heldigvis ligger den smukkeste bøgeskov små 50 meter fra min lejlighed, og både hunden og jeg kender efterhånden hver en krog. Vi går i gennemsnit gået 7 km hver dag. Det er blevet et sted hvor både han og jeg finder ro, og et sted hvor jeg kan samle mine tanker bare en lille smule. En bøgeskov i efteråret er noget af det smukkeste – og det inviterer til fred og ro.

(oplæg fortsætter under billeder).

Det hele er ved at falde på plads, både i mit hovede og omkring mig. Min lejlighed føles mere og mere som mit hjem, og et sted hvor jeg har “helle”. Jojo, der mangler nogle småting, men er imponeret over hvor LIDT neurotisk jeg er med at få de ting på plads.

Jeg er ved at fylde en skuffe med ting der skal gives væk når tiden er til det. Der ligger ting der i, som har ligget der længe. Men det gør ikke noget – har fundet et ro i at de nok skal blive afleveret i rette tid. Dog ender jeg nok med at fylde to skuffer…

Min udstilling på Aalborg universitet er lige blevet udvidet på den fedeste måde. Min nevø ringede til mig idag da han fik fri fra skole. “Moster kan du ikke lige komme og hente nogle malerier jeg har lavet til din udstilling? – Jeg er ovre på skolen” For pokker hvor jeg elsker den dreng. “Jo skat, jeg kommer med det samme”… De er SÅ fede, og det er endnu mere fedt at han vil være en del af det. Bonus er at jeg stadig kan få møsser af ham – idag sågar på munden. Uuuuuh…. Men de billeder er SÅ fede, og selvfølgelig skal de da bare i ramme, og med på udstillingen.

(Oplæg fortsætter under billeder).

Selvom der faldet lidt ro på det hele, kan jeg godt mærke at jeg trækker mig lidt fra det hele. Mit behov for at tage en grim hue på, gummistøvler og en af Simons arbejdsjakker på, og så bare gå over i skoven er stort. Jeg har ikke lyst til at tale med nogen. Simon overnatter på sofaen til på fredag, fordi han lejlighed ikke er klar førend. Det klarer vi faktisk okay – MEN.. han er musestille, laver ikke han sædvanlige bunker, snøfter, hoster eller mosler – men hans person “larmer”. Aaaargh, det lyder forkert, for selvfølgelig kan han være her de få dage, men når jeg mener at jeg har brug for ro, så er det komplet og aldeles ro. SHHHHH!!!!

Der er også mennesker jeg “kæmper” lidt med. Ikke i ordets bogstavligste forstand, det er jeg for gammel til.. (For 10 år siden havde jeg fysisk tvunget dem til at æde deres egen fod – seriøst).. men der er nogle mennekser hvor jeg føler at jeg revurdere deres rolle i mit liv. Skal de være der, hvorfor er de der, har jeg brug for dem, har de brug for mig, hvad gør de for mig, hvad gør jeg for dem???

Der er nogle, hvor jeg med sikkerhed ved at deres rolle i mit liv er udspillet. You´re gone baby!! Men hvad med dem hvor jeg er i tvivl? Dem hvis rolle er udefinerbar? Jeg prøver at slå det stort op:

1. Hvad giver de mig?
2. Hvad gør de betingelsesløst bare for at gøre mig glad?
3. Hvad ville jeg gøre for dem?
4. Er de med til at give mig ro, og forstår de mig uden forklaringer?

Jeg vil ikke gøre dem kede af det ved at bare skære dem ud af mit liv. – og det er heller ikke fordi jeg bare vil “CUT ELLEN, smut du er ude”. Men jeg vil være ærlig, jeg vil fortælle dem at deres rolle ikke mere er hvad den har været.

Det kræver vist nogle flere gåture <3

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.