Jeg er den jeg er

Når man har en psykisk lidelse som feks Bipolar lidelse, vil der altid være mennesker der ikke forstår, også selvom de forsøger. Man kan være “for meget” for nogle. Dét kan jeg i den grad skrive under på, og det er vel også derfor min vennekreds er så lille. Jeg er ikke mere så social som jeg har været. Bryder mig faktisk ikke om at være social.

Da jeg var yngre kravlede jeg i gardinerne, skræppede op og skulle med fandens vold og magt sørge for at jeg var i centrum. Jeg er nu blevet ældre, og bedre behandlet ifh medicin og terapi – og dermed er jeg også blevet meget bedre til at moderer mig. Jeg kan stadig skræppe op, men der er meget sjældent handling bag. Det ved dem der kender mig godt og “rigtigt”. Tidligere levede jeg efter at “Talk the talk, walk the walk”. Det gør jeg ikke længere. Nu er det “Talk the talk, cant walk the walk”.

Jeg har af alle der kender mig fået at vide at jeg er elsket for den jeg er, at der er blevet sat pris på at jeg sagde tingene som de var, at jeg var glad og festlig, og at min humor var prisværdig. Det har jeg forholdt mig til og sat pris på. Når jeg fik det at vide følte jeg mig elsket. Jeg har ikke noget imod at skille mig ud, men jeg bryder mig ikke om at blive udstillet. Der er en stor forskel. Ihvertfald for mig.

Jeg er bare den type person. Jeg kan godt lide mine tatoveringer op og ned af mine arme, på mine hænder, sågar i mit øre. Jeg kan godt lide min ac/dc t-shirt og hullede jeans. Jeg kan godt lide mine piercinger i øret, der måske ikke normalt ses på en 45 årig. Jeg kan godt lide at der står “FUCK” på min puder. Jeg kan godt lide at der hænger et hestehovede på min væg, samt adskillige gevirer. Jeg kan godt lide at tage en rød nederdel på, når alle andre tager habit på. Men det gør mig ikke til en dårlig person, der ikke ved hvordan man begår sig.

(Fortsætter under billeder).

Til en julefrokost kan jeg SAGTENS finde på at stille mig i centrum og være pinlig, eller fare rundt i byen langt over min sengetid, i en indkøbsvogn, og banke søm på et lummert værtshus. Jeg gør det alle andre måske gjorde da de var unge, og fordi jeg er 45 så må man ikke mere.

Hvem helvede har sagt det??? Hvem har lavet den lov???

Så fordi jeg er i nogens øjne er blevet gammel, så må jeg ikke mere have det sjovt? Der er altså stadig folk derude, som er på min alder – som faktisk også syntes at det er pisse skægt. Jeg kunne aldrig drømme om at bringe nogen i forlegenhed – bevidst. Ubevidst kan jeg ikke stå inde for. Det ville aldrig være min intention.

JA, jeg skal nogle gange lære at lukke min store fede kæft, men hvor om alting er, så det altså bare den jeg er. Jeg er jo den jeg hele tiden har været, så hvor kommer det så fra at jeg nu bliver set på som “utilregnelig” og en person man kan blive flov over i evt selskaber?

Søde skat, jeg har intet ændret på. Jeg har modereret mig gennem årene og er faktisk ikke mere så “ekstrem” og uden filter som jeg var før hen. Jeg ved godt hvordan jeg KAN være, men hvis der er noget jeg også KAN, så er det fandeme at begå mig. Hvis jeg er i et selskab der ikke ligefrem indbyder til hullede jeans og sort humor, så sidder jeg fandeme stille på stolen, smiler høfligt, nikker på de rigtige tidspunkter – jeg kan sgu også neje. Men det bliver iført min røde nederdel, og jeg går bagefter hjem og skider den kost ud jeg har fået proppet op i røven. Jeg HADER snobberi, men kan sagtens deltage, til jeg kan komme hjem og stikke hovede eller røv i kummen. Den røde nederdel er købt, og det er den jeg tager på, og det er den jeg opfører mig pænt i.

Jeg bliver OFTE, hvis ikke hver gang, misforstået når jeg udtaler mig om hvad som helst. Så kan man så spørge sig selv om det er mig der udtaler mig forkert, eller udtaler mig når jeg burde holde min mund. MEN jeg er altså nu engang den jeg er – jeg hverken kan eller vil ændre mig for at stille andre tilfreds. Skal andre så være tilfredse mens jeg overhovedet ikke er mig selv?

Hvis du tidligere syntes jeg bare var noget af det bedste, og ikke mere syntes jeg er noget af det bedste – så er det faktisk ikke mit problem. Det er dit. Jeg ville blive umådelig ked af at miste mennesker i mit liv baseret på den person jeg er. Jeg kunne aldrig drømme om at skille mig af med mennesker i mit liv fordi de vedbliver at være den de er, modereret eller ej. De er i mit liv fordi jeg elsker og holder af dem, på godt og ondt, og fordi jeg acceptere hvem de er, hvad de står for og på trods de handlinger jeg evt ikke har været enig i.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.