Forever ever..?

Jeg har fået min førtidspension. Det tog mig overraskende længe at finde mig til rette med det. Troede jeg ville klappe i mine små fede hænder. Det skete så ikke! Jo, jeg er glad for at jeg har fået roen til at hvile i min sygdom. Kan få en hverdag til at hænge sammen med medicin.

Det har taget mere end 3 år at finde den medicin jeg har det godt med. Jeg skal om ikke så længe ind og have taget hjertekardiogram, prøver og tjekkes fra enden til anden. Simpelthen for at se hvad medicinen har gjort ved mig rent fysisk.

Stille og roligt har jeg fundet mig selv, og har opnået fred og ro. Fjerner mig selv fra drama. Ikke at drama kan undgåes, men forsøger ikke at opildne til det, eller deltage i det. Jeg gør som min mor; kvæler i venlighed.

Men skal jeg så gå hjemme resten af mit liv? Lave ingenting til jeg stiller skoene?

Jeg ved det ikke. Kæmper stadig med angsten. Det er min værste fjende. Lyde og mange mennesker kan få alt i mig til skrige lydløst. Var i Netto med manden min, og en ansat kommer kørende med en lift, med varer på. Den larmede helt åndssvagt, og tog mig selv i at panisk holde mig for ørene. Senere endte jeg i et fjernt hjørne i Brugsen mens min mand handlede færdigt. Jeg kan simpelthen ikke med alle de mennesker og lyde.

Jeg kan have dage hvor jeg har det SUPER fedt. Bobler af energi og powerwalker som en gal. Gør rent og er på grænsen til en hypermani. (Heldigvis ikke manisk). De dage kunne jeg SAGTENS arbejde. I’m fucking superwoman!!

Men “straffen” kommer dagen efter. Skal jeg så evt arbejde et par gange om ugen? Finde et sted uden larm og mange mennesker?! Kunne jeg nok godt, men angsten for angsten er for stor. Angsten for indlæggelse er ENORM. Skal jeg så gå hjemme forever ever??

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.