Bitch med et twist a bitch

Jeg gør ALDRIG noget halvt når mine følelser skal tilkendegives. Men jeg overser måske alt for tit at jeg enten tager nogen med i faldet, eller tramper på nogen når jeg blæser der ud af!? Jeg er ikke et egoistisk menneske. Jeg vil gå til jordens indre for dem jeg elsker, og dem der står mig nær. Måske endda i sådan en grad at jeg krydser deres grænser.

Men jeg kan også fremstå arrogant og opfører mig ofte som den gamle hund, der nægter at lære nye tricks. Jeg har det lidt ambivalent med at skulle ændre på mig selv. Forstå mig ret, der er altid plads til forbedring. Men… hvis jeg VIRKELIG skal være 110% ærlig, så finder jeg det virkelig svært.

Jeg har det meste at mit voksne liv, levet med 180 kmt i timen. Haft LORTE forhold både til mænd, venner og sågar familie! 90% af tiden var jeg årsagen. Har haft et helbred der bar præg af LORT. Utallige mavesår, en enkelt blodprop, livmoderhalskræft – og er nu uden livmoder. Alverdens underlige skavanker. Så var jeg verdensmester, og så var jeg nede og skrabe bunden. Det kunne skifte fra dag til dag. Hele mit fucking liv har været på den måde. Bliver forpustet bare ved tanken. De sidste 4 år har så været præget af psykiatrien. Diagnosticering. Fejlbehandling, indlæggelser, medicin, ECT, flere indlæggelser og enorme mængder medicin. En hukommelse der smuldrede væk, så vigtige begivenheder er fuldstændig væk for mig. De er nærmest fjernet fra min erindring. Mine forældres sygdom og det chok at miste dem begge, med så kort mellemrum. De sidste måneder er brugt på at “finde tilbage til mig selv”. Min hukommelse er begyndt at komme tilbage, og jeg skal lære ting på ny og finde en selvstændighed. Jeg har været omgivet af familie, venner og mand, der ofte har stået forpustet tilbage og tænkt: Hva’ fanden har hun nu gang i?!

“Jeg har dejlig familie, 2 voksne unger der er godt på vej, på egen hånd. Jeg er gift med jordens mest tålmodige mand. Jeg har fået tildelt en førtidspension og kan nu trække vejret lidt dybere rent økonomisk. Jeg har venner/veninder til, groft sagt, hver deres formål. Jeg er i en proces hvor jeg skal lære det meste helt forfra. Fordi min hukommelse har været så ødelagt, er jeg først nu, eksempelvis, ved at lære koder til netbank, telefon og computer. Jeg kan pludselig selv køre bil uden frygt for at fare vild. Jeg er euroforisk, men i slow motion”.

Jeg får en “my way or the highway”-attitude og den er pisse ucharmerende. – og kan virkelig godt forstå at folk reagere negativt på det. Rundsave på albuerne og tunnelsyn. Det skyldes både “mig og min personlighed” og dels også min Bipolare lidelse. Der efterlyses en større empati og forståelse fra min side. At jeg bliver bedre til at lytte, tilkendegive og viser anerkendelse. Det vil jeg også gerne!

Men er faktisk ikke helt sikker på at jeg evner det.

Det føles som om jeg simpelthen ikke kan overskue at tage visse hensyn, og gør jeg forsøget, føles det “falsk” og kræver en enorm energi fra mig. Føler nærmest at jeg er på overarbejde. Er jeg så et dårligt menneske??! Har et sygeligt behov for kontrol, og mister jeg den, eller bliver jeg bedt om at give slip, så bliver jeg på et splitsekund ren ondskab, der æder med hud og hår, og kun spytter de sørgelige rester ud – fordi det skal altså være på min måde! Det giver mig tryghed, og er faktisk ikke sikker på at jeg kan give den tryghed fra mig. Jeg tænker ikke engang over min handlinger. Det ligger så dybt i mig at “vil selv, kan selv” og at dét er tryghed, at jeg fuldstændig lukker af for andre muligheder/synspunkter.

Jeg elsker ikke mindre af den grund men er det så fordi at jeg bedst fungere alene?