Tabu og idioti

Det er meget sjældent jeg taler med “fremmede” personer. Af gode grunde pga min angst. Men når man går lange ture med så stor en hund, så kan man ikke konsekvent undgå at støde ind i andre, der også lufter hunden eller bare er ude og gå, og vil hilse på min hund. Man mødes så mange gange at et høfligt smil, bliver til et “Hej”, og til sidst stoppes der op. Når jeg er i skoven er det ikke unormalt at møde 3-4 stk, og ofte vil folk følges ad. Det er egentlig også fint nok og hundene elsker at bare få lov til løbe frit.

Men sådan en gåtur, kræver også “small talk”. Ååh herre jemini, hvor jeg gruer for det hver gang, fordi man ved at før eller siden kommer spørgsmålet:

“Hva’ laver du så til hverdag”?

Er du gal der kan nå at løbe mange tanker gennem hovedet på én før man svarer. En del af mit sarkastiske og arrogante jeg, får trangen til at svare at jeg er på udgang fra den lukkede, fordi jeg er gak gak! Men fordi jeg har fået det hvide snit, er jeg nu erklæret tilregnelig. Dog skal de holde øje med, om min ene mundvig hænger, og hvis jeg spontant råber; “This is Sparta”, skal de ringe 112…

Det er til at forholde sig til for andre mennesker. Ser de en person i kørestol, ergo har denne et fysisk handicap. Vupti, de kan forholde sig til det.

Men kommer der ualmindelig flot dame gående i skoven, med sin gigantiske hund, er det en anden sag. Hun ligner 1 million og burde være supermodel. (Ja, jeg taler om mig selv…lidt selvfed må man sgu da godt være). Nej, de ser en ganske almindelig person, pæn i tøjet, veltalende – de skulle bare vide – og høflig, fordi jeg er opdraget på den måde.

Skal jeg fortælle det her komplet fremmede menneske at jeg er Bipolar, og derefter må igang med den klassiske forklaring?? Eller skal jeg fortælle at jeg Mærsk McKinney Møllers hemmelige datter, der faktisk lige har købt skoven vi går i??

Det findes to forskellige reaktioner. (Altså hvis jeg holder mig til sandheden). Den ene er den nysgerrige. De har et vis kendskab, og stiller ikke rigtig spørgsmål til noget, og fokus kommer hurtigt over på den røv-irriterende chihuahua der panisk humper min Grand Danois’ forben. Det var dét, piece of cake. Så er der dem, hvor jeg virkelig skal beherske mig selv, for ikke at slå knude på dem.

• Jamen, du ser da ikke syg ud? Du ser jo normal ud.
• Hvad er nu det for noget nymodens noget, er det ikke farligt?
• Ham der Peter Lundin har det også?
• Smitter det, og hvordan bliver du rask?
• Jeg havde en onkel der fejlede det samme, ham har vi ikke noget med at gøre. 

Så hvad gør man? Bilder folk ind at man er milliard-arving, eller noget helt andet. Eller fortæller man sandheden, og ved med 100% sikkerhed at man fremadrettet har en “dom”. Man er hende der med en psykisk sygdom.

Så tror da fanden, at man holder sig for sig selv!!