Når jeg mindst venter det

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Det er ikke én jeg gider være venner med. Det er ikke én jeg vil ha´ i mit liv. Det er ikke én jeg har brug for. Det er ikke én jeg forstår. Jeg forstår ikke hvorfor dét kommer nu.. eller bare generelt.

Men jeg kommer ikke udenom det, og jeg kan ikke skille mig af med den – ihverfald ikke lige foreløbig.

Angsten!!!

Den kommer når jeg mindst venter det, og det er vitterligt de mest ÅNDSVAGE ting der trigger det. Når jeg står midt i det kan jeg slet ikke tænke logisk, men bagefter kan jeg tage mig selv til hovedet og vitterligt ikke forstå “what the hell” der lige skete.

Idag fik jeg vitterligt et angstanfald for FULD SMADDER over at jeg ville ikke bruge diesel, på at køre et sted hen hvor jeg gerne ville lufte hunden. Seriøst??? Pardon my French, men hvordan fanden kan man få angst over det??? Bruger jeg diesel på bilen, jamen så fylder jeg da bare mere på. Men jeg kan slet ikke tænke rationelt når jeg står i det.

Jeg har INGEN anelse om hvordan det trigges. Lige på dét område er jeg spejlblank.

Især når det er den slags der trigger det. Jeg har de næste 4 måneder 100% carte blanche på medicin der skal dæmpe det, men jeg undgår det helst. Lægen råder mig til at tage dem 3 gange dagligt ± til natten, men de er LATTERLIGT vanedannende, og jeg er slet ikke klar på at blive afhængig af den slags lort. Jeg tager dem til natten, og jeg skal virkelig virkelig være ude i hampen førend jeg tager dem i dagtimerne. De tager min angst ned på et tåleligt niveau, men jeg får det fysisk skidt af dem. Kvalme og generelt ubehag. Pest eller kolera. Så stedet for 3 gange om dagen, bliver det måske 1-2 gange om ugen.

Jeg kan stå i Bilka med 10.000 juleindkøbs-psykopater, og det rører mig ikke – men tanken om at bruge diesel får mig til at flippe ud. Come on Christina…

Men alle der har haft eller har angst inde på livet, ved at når først det får “fat” i dig, så kan det ikke bekæmpes. Det eneste der kan gøres er at “ride bølgen af” – Fedt i seng i ren “Maude-style” og sov det væk.

Godnat herfra…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.