Skammen er det forkerte sted

Når man har været udsat for et traume, der i al fremtid vil påvirke ens psyke, følger der 99,9% af tiden, en form for skam med. Man skammer sig over det man har været udsat for, og man fortæller ingen om det.

Eller… ihvertfald fortæller man kun meget få om det, og oftest alt alt for sent.

Èn ting er at man skal sloges med at ens psyke er påvirket af traume, og at mange ikke vil tro på én – men skammen er den værste. Skammen får én til at tvivle på sig selv… “Var det min egen skyld”??

– Nej, det er det ALDRIG!!

Selvom jeg fik en erkendelse og “tilståelse” for mange år siden – både til mig personligt og til resten af familien, skulle jeg stadig leve med skammen, og folk der sagde; “Ej, kan det nu også passe??” – hvilket bare fik mig til at tvivle mere og mere på mig selv, og pakke det længere og længere væk. Jeg stoppede med at sige det højt, fordi hvem ville tro på mig?! Hvad med alle dem der faktisk troede på mig, men konsekvent sagde; “Jamen han var jo så sød og god”?!

Kunne jeg blive ved med at sige til dem; “Han forgreb sig på mig fra jeg ca 4 år til jeg var 16 år” (??)

og…

Hvorfor er det at JEG skammer mig???
Hvorfor er det at JEG ikke tør sige det højt???
Hvorfor er det at JEG er bange for at blive stemplet???

På trods af mit traume forsøgte jeg ikke bare at beskytte min far i alt det her… Hans ry, hans arbejde, hans stilling, hans status. Jeg har også forsøgt at skåne dem der også kaldte ham far. Dem der kaldte ham morfar, bror, onkel, ven og kollega. Men des mere jeg prøvede at beskytte dem, des værre fik jeg det.

Jeg skulle gøre op med mig selv, hvem det var jeg ville beskytte allermest?! Jeg skiftede sågar efternavn for at fjerne hans navn fra mit, men bildte folk ind at jeg bare ville være mere anonym, fordi alle kendte til hans og dermed mit efternavn. Selvom det er mere end 20 år siden jeg ændrede mit efternavn, støder jeg stadig på folk der bruger mit “gamle” efternavn når de tiltaler mig..

Jeg har brugt mange mange år på at lære og leve med mit traume, og få enorme mængder terapi – uden den store effekt. Pakkede det ind i at jeg bipolær, og at det var dér terapien skulle have fokus. Jeg endte nærmest som terapi-mættet, og bad om at få stoppet alle former for terapi.

Det var indtil jeg fik tilbudt et forløb ved CSM. (Center for Seksuelt Misbrugte).

Jeg var til intro-samtaler, og så på venteliste i 2 år. Jeg kom endelig igang for ca 3 mdr siden, og har netop afsluttet et undervisningsforløb, og påbegynder individuel terapi efter sommerferien.

Efter en menneskealder med terapi troede jeg, at jeg vidste det meste om terapi – det var til jeg startede ved CSM. Jeg fik den VILDESTE indsigt i mit sind, mit traume og hvordan kroppen og sindet reagere på traumer grundet seksuelt misbrug. Bare det at finde ud af at sindet og kroppen husker hver for sig, fik mig helt op i stolen, og fremprovokerede faktisk et mindre angstanfald. Men én af de vigtigste ting jeg lærte var at, SIGE DET HØJT!!

Ved at sige det højt, ser man skammen i øjnene og går fra den. Det er ikke mig der skal skamme mig… Det er min far der skulle skamme sig, også selvom han nu er død. Det er alle dem der vidste det og den dag idag lader som ingenting, der skulle skamme sig. Skammen skal ikke ligge hos mig – ihverfald ikke længere.

Jeg blev seksuelt misbrugt af min far fra jeg var ca 4 år – til jeg var 16 år… og jeg skammer ikke længere over det!!