Jeg vil ikke være venner med dig mere

Venskaber af den “rigtige” slags, bliver ofte mere en form for familie. Man ser og snakker ofte mere med dem, end ens egen familie. Det er der intet unormalt i. Der er stor forskel på venner og bekendte – selvsagt, og jeg er kommet frem til at visse bekendte, skal “ud” på sammen måde som jeg har ryddet ud i vennekredsen.

Det startede egentlig med en veninde, der lidt for ofte havde en livsstil, jeg slet ikke kunne identificerer mig med. Enorm udskiftning af mænd. Masser af stoffer og vilde eskapader, der måske havde været meget sjove for 20 år siden. Jeg kunne ikke være i det, og trak mig. Dernæst “røg” veninden gennem 20+ år – den gjorde sgu lidt ondt. Jeg så også dér en adfærd jeg slet ikke kunne forligne mig med, eller acceptere, og igen afsluttede jeg forholdet. Det var lidt som at miste et familiemedlem, men det var altså bare nødvendigt. En nødvendig onde….Men jo, den gjorde sgu lidt nullenaller.

Der er også de venskaber, der i “opstartsfasen” lugter af at det faktisk godt kan gå hen og blive et fedt venskab. Desværre kan man risiker at opdage at de fælles ting der er til stede, kun er overfladiske, og de giver ikke én noget brugbart!! Noget der er indhold i… Noget der giver mening.

Det gør dem ikke til dårlige mennesker at deres gøren og laden ikke siger mig noget, det er vel bare mig der er på et punkt i mit liv hvor jeg kun holder de absolut nærmeste hos mig. Den vigtigst person i mit liv, er mig selv – og jeg føler at jeg er i min fulde ret til selv, at afgøre hvem jeg har i den inderste kreds.

Hvis jeg “opdager” at en person tæt på mig spiller mig ud mod andre, misbruger min tillid, eller simpelthen ikke giver mig “noget”, så går jeg fra det. F.eks. fik jeg enorme mængder sladder om en fælles ven/bekendt – altså vi snakker om VIRKELIG intime og personlige oplysninger. Meget private info, intime billeder og lign… Først var jeg så´rn lidt; “Nåh ja, what the hell“… jeg ville jo ikke gå videre med det. Ville ikke engang ane hvem jeg skulle gå videre med det til. Men da JEG virkelig havde brug for opbakning, kunne jeg ikke se vedkommendes røv for bare skosåler, og SÅ pisser man virkelig ved siden af natpotten i min optik. Jeg stiller KON.SE.KVENT. op hvis der er brug for mig, men jeg forventer også selv det samme fra andre… og kan de ikke, så forventer jeg i det mindste en udmelding af den ene eller anden art.

Én simpel sætning som; “Du ved hvor jeg er…” fik mig til at se rødt!! Virkelig?? ER det det eneste du kan give mig i SÅ alvorlig en situation?? Jeg skal komme til dig?? Den sætning viser mig intet andet end du ikke er en ven…og du er hermed heller ikke en bekendt!

Jeg har altis været enormt udadvendt, men med alderen bliver jeg mere og mere introvert. De nærmeste venner kan tælles på én hånd – hvis det kan gøre det. Jeg ses vitterligt kun med min datter, barnebarn, min søn når han er hjemme, min mand og hans bedste ven… og min elskede P. (Best friend ever). Det er de eneste mennesker jeg stoler på 100%, og de eneste mennesker hvis hænder jeg ville ligge mit liv i. De giver mig SÅ meget, og jeg forsøger at give dem lige så meget.

Jeg vil ikke være venner med andre end overstående. Jeg har da stadig en masse bekendte, men jeg holder det helt bevidst så “overfladisk” som muligt. Jeg har bekendte jeg ALDRIG ville undvære, men jeg vil ikke være venner med dig, hvis du ikke giver mig det, jeg giver dig.