Den evindelige jagt

Jeg er ekspert i jagt!! Jeg ved ALT om det at jage!! Burde faktisk få et diplom i det der med at jage!! Mon man kan få en bachelor i det??!!

Jeg har gjort det stort set det meste af mit liv – kan Ihvertfald ikke huske en tid hvor jeg ikke gjorde det. Jagtede…

Jagtede anerkendelse. Accept. At blive set og hørt. Forstået. Elsket.

Så langt tilbage jeg kan huske!!

Følelsesmæssigt er det hårdt. Eller – det er blevet mere hårdt med alderen. Meget!! Hold kæft hvor er det hårdt at skulle engagerer sig SÅ meget i det desperate forsøg på at blive accepteret, tilkendegivet og føles sig elsket de steder, hvor det er så svært! Ofte har jeg kun mine fortids valg at takke, men jeg kan spørge mig selv; “Hvor længe skal jeg blive ved med at jagte noget og nogen, der ikke forstår, hvor hårdt det er”??

Fortiden skal vi lære noget af!! Man kan og et eller andet sted, skal man i et vis omfang også høre for den – hvilket vel ofte er velfortjent, men før eller siden må man gøre nogle ting op med sig selv; “Skal jagten fortsætte, skal man opgive jagten eller skal man sætte en streg i sandet”…?? Fordi man kan ikke blive ved, for sin egen mentalitets skyld!!

En god jagt – om man vil – indebærer også at man får nogle åndeløse hug. Ofte er intentionen fra “afsender” selvfølgelig ikke at de skal slå luften ud af én, men det er fordi afsendere måske slet ikke har et begreb om hvor ondt det kan gøre. Måske de har glemt at de, fuldstændig som jeg, har fortidsvalg man ikke kan ændre på, men man helst glemte! De valg har formet dem, fuldstændig som mine dumme OG kloge valg har formet mig!!

Jeg har jagtet anerkendelse og accept, fordi det var noget JEG havde brug for. KUN MIG!! “Anerkend mig. Accepter mig. Tilkendegiv min person og min rolle hos dig”…

Des mere jeg jagtede det, des mere gennemsyret ulykkelig blev/bliver jeg, når det ikke skete/sker, men andre fik/får det så ubesværet. (I min personlige optik – den står får egen regning). Jeg føler vitterligt at “noget” bevidst/ubevidst bliver taget fra mig.

Min psyke kan ikke holde til det mere. De mennesker i mit liv, jeg elsker af hele mit hjerte, ville jeg krydse verdenshavene for, i en våd papkasse med en teske som åre. Ubetinget. Uden at blinke. Uden spørgsmål. Uden varsel. På min egen bekostning uden nogen form for betænkningstid!!! Det stopper jeg ALDRIG med!! ALDRIG!!

Men jeg indlevere hermed mit jagttegn. Jeg er nødt til at komme til den erkendelse at det ikke nytter noget, ændre på noget eller giver mig noget “retur”!! Der er ingen trofæ at hænge op på væggen! Jeg har fået hundredevis af gode råd af min mor; men det bedste var; “Kvæl andre i venlighed”, og det agter jeg at gøre. Dem jeg elsker vil jeg SVØBE i kærlighed. Dem der ikke, af sig selv, vil  anerkende mig og tilkendegive det, vil jeg ikke elske mindre. Men mit jagttegn returneres!!

Mit vigtigste “trofæ” er mine unger med hver deres vilde og fantastiske evner og personlighed. Mit barnebarn, der skal stoppe med at vokse… det går for stærkt. Min mand, der burde ha’ en medalje for det han står model til. Mine venner/veninder der stadig syntes jeg er ret cool.

Alt andet vil aldrig mere jagtes. Jeg er færdig. Jeg hverken orker eller magter mere ❤

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.