Hvornår holder man op med at være mor??

De fleste vil jo nok mene at man aldrig holder op med at være mor – uanset hvilken alder ens børn har.

Jeg vinder på ingen måde nogle priser for mine evner som mor, om det er social arv ved jeg ikke, men mine forældre vandt heller ikke noge priser. Overhovedet!! Selvom jeg var langt op i 30´erne kunne jeg stadig få en følelse af at; “Nu vil jeg bare gerne ha´ min mor” var det jo ikke det samme som da jeg var barn. Nu hvor hun ikke er her mere kan jeg sagtens få den selvsamme følelse.

Mine børn er voksne og min datter er selv mor. Min søn venter nok nogle år hvis jeg kender ham ret. Men jeg har det underligt med, det der med at de ikke har brug for mig på samme måde. Jeg er på nakken af min datter med at komme til tandlæge, og hun syntes at jeg er noget af det mest røv-irriterende når jeg minder hende om det. Min søn er så sent som IDAG flyttet til Sjælland fra Nordjylland og da jeg satte ham af ved bussen virkede det som om at han bare skulle have det overstået, så han kunne komme over til sin kæreste og det nye job – mens jeg stod der som den “fortabte” mor der sendte min søn afsted. Himlede med øjnene da jeg ville have et ekstra kram.

“Jaaaerh mor” – “Hold nu op mor” – “For helvede mor” – “Lad nu være mor”… og det skærer i mig mig hver eneste gang. Da min datter blev teenager af værste skuffe ringede jeg til min mor og nærmest hulkede; “Undskyld undskyld, hvis jeg har været sådan“.. Følte virkelig at jeg var på bar bund og det slog mig pludselig hvad mine forældre måtte være gået igennem med hele 3 piger, der ikke bare blev teenagers, men også pms på én og samme tid.

Jeg hviler da lidt i, at hvis deres lokum brænder på så er det mig der får opkaldet eller en besked der starter med “Mooooaaar…det fordi…“. Da min mor og far gik bort for lidt mere end 3 år siden lovede jeg mig selv at jeg ihvertfald nok skulle holde sammen på familien og komme på kirkegården mindst 1 gang om ugen. Well – familien er i 1000 stykker og jeg har ikke været på kirkegården i snart 1 år.

Jeg har i hele min opvækst ikke haft et nært forhold til min familie – af gode grunde stak jeg ud og det har ikke ændret sig. Det var både fordi jeg var udsat for nogle ting men også pga min psyke. Det resulterede i at jeg selv slet ikke kunne finde ud af at være mor, men nu hvor jeg har mere ro på end nogensinde er ungerne så store og voksne at de på ingen tænkelig måde kan lokkes til at sidde på skødet eller tegne i malebog.

De har begge givet mig 100% støtte og opbakning i mit forløb, og det er jeg dem evigt taknemlig for, omend jeg glemmer at de også har deres “voksne” ting at få tiden til at gå med. Jeg kunne sagtens tale i telefon med dem HVER dag, og se dem så tit som muligt – og kan da slet ikke forstå at de ikke har samme indstilling.

Det er en skide svær balancegang jeg har det svært med. Min datter har sit eget liv med kæreste og barn, skole og veninder, min søn sidder i Lyngby med sin kæreste og udvikler droner og ubemandede fartøjer på sit job. Hvorfor gider de ikke være mine små børn mere???

Eller er det mon bare mig der slet ikke har fattet at de stadig er mine børn, der er bare blevet voksne??

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.