Lille spejl på væggen der

Når jeg ser tilbage på de sidste 6 år, har jeg lært SÅ meget om mig selv og min sygdom. Jeg kan nu reflektere over hvad jeg har sagt og gjort, hvad jeg har været igennem med andre mennesker, hvad det har gjort ved mig at blive behandlet træls, hvad jeg har overset og hvad jeg burde ha´ gjort.

Jeg har de seneste måneder haft muligheden for at se andre gå “mit” forløb igennem. Se dem have følelsen af at være udefinerbart anderledes, føle den manglende accept, vreden og sorgen, få diagnosen Bipolar lidelse og sloges med “hvad så nu“?!!

Jeg bliver fyldt med den VILDESTE omsorg fordi det er 100% som at se mig selv i forløbet, i forholdet til pårørende og frygten for fremtiden. Jeg ved jo hvad de går igennem, jeg kender alle følelserne, jeg ser frustrationerne og den enorme sorg. Det er fuldstændig som at se i spejl, og jeg kan se forløbet for mig.

Jeg om nogen forstår hvad det er der sker mentalt, hvad det er for følelser der eksplodere 3 gange dagligt – ……op og nedturene der konsekvent tager røven på én. Enten kravler man i gardinerne eller også går man i seng og bliver der i 4 dage. Følelsen af at konsekvent blive misforstået, ikke at blive hørt eller ikke få den omsorg man har brug for. Ikke den omsorg andre vil gi´ men den omsorg man har brug for… Der er imponerende stor forskel.

Men jeg ser pludselig også hvor hårdt det er at stå på sidelinien og føle en magtesløshed, fordi man i realiteten ikke kan gøre en skid. Man kan være der i det omfang man evner og magter, udvise forståelse og nogle gange lytte og tage imod. Jeg vil SÅ gerne være der, men får pludselig en anden form for forståelse. Når man det meste af sit liv ikke har følt sig forstået, accepteret eller fået den “rigtige” omsorg, sætter det så dybe spor i én, så når man får noget der muligvis har snerten af omsorg kan man ikke være modtagelig. Groft sagt giver man ikke en skid for det modparten akavet forsøger at give. Man bliver lidt ala; “Du har ikke formået at give en skid de sidste 20 år, så sorry too little too late”!

Jeg ser hvor jeg var for 5-6 år siden, jeg ser det med andre øjne – dels fordi jeg er den erfaring rigere, og det betyder også at jeg nu næsten kan se det med mine pårørendes øjne. Er det, det de har gået igennem?

Jeg vil aldrig nogensinde gå ind og sige at de – i mine øjne – har gjort hvad de kunne, fordi jeg vil altid føle at de kunne ha´ gjort det anderledes og kunne ha´ tacklet mig og forløbet anderledes. Men jeg har fået en lidt større forståelse for hvor svært det er at stå på sidelinien. Jeg forstår det lidt bedre, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke at;

“Hvis jeg kan tackle andre med “min” sygdom, mens jeg selv står med sygdommen, hvordan kunne nogen så uden sygdommen slet ikke magte det”???

Er det fordi de bare ikke vil, er det fordi de ikke evner det eller det slet og ret fordi de ikke gider?

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.