Se nu den lille prut

Jeg har boet i min kommune siden jeg var 16 år gammel – og der kan gå ÅR imellem jeg ser én, jeg kender. Jo jo det er en ret stor kommune, og som oftest ser jeg da rimelig tit et par stykker fra tid til anden når jeg bevæger mig ud, men der også dem man bare aldrig ser, og selvfølgelig; dem man ikke vil møde ser man bare konstant.

Man kan gå i sin egen verden, handler ind og i et splitsekund ser man én ud af øjnene…. Sådan et øjeblik har jeg haft idag. Havde det også for et stykke tid siden, men da blev jeg så forskrækket at jeg nærmest stak af. (Dont ask why)! Min første tanke var at igen stikke af – men det kan jeg jo ikke blive ved med. Så jeg fortsatte med at handle ind.. tryg ved at Simon også var der.

Jeg følte mig lidt forfulgt, omend jeg er ret sikker på at det ihvertfald ikke var intentionen. Hver ENESTE celle i min krop stod klar.

“Skal jeg hilse”?
“Skal jeg smile”?
“Skal jeg forsøge at starte en dialog”?
“Skal jeg bare komme ud af butikken med 180kmt“?

Alle 4 muligheder havde jeg galoperede i hjernen, men endte med at gøre ikke en skid. Kan kun spørge mig selv hvorfor. Ingen parter syntes at det var fedt, så meget kunne jeg da regne ud. Så gjorde jeg noget, risikerede jeg en træls situation, med det meste af Super Brugsen som tilskuere.

Jeg så min datter og mit barnebarn. De handlede ind som vi gjorde – tror faktisk at vi alle 3 (Simon var med), stivnede i 3 sek. og blev uafhængigt af hinanden enige om at vi ikke ville stoppe vores indkøb, og stikke halen mellem benene. Der var ikke mange steder i butikken hvor vi ikke kunne se hinanden, så det var en lidt spøjs måde det hele skete på. Jeg tager mælk, Simon tager kød og min datter noget helt tredje. Det hele var så pinagtigt et scenarie – klodset og hele vejen igennem bare sært. – og jeg er SÅ ked af at det er blevet sådan.

Hun ligner sig selv. Den smukkeste kysse-venlige mund, hun har fra mig …aka store læber. Vildt store øjne, der også er grønne som mine, og min mors. Langt og mørkt hår – ikke at 1 års fravær gør det vilde ved udseendet, men hun er siden blevet mor – og WOOW for en glød hun har fået. Hold da op det klæder hende.

Hun er ikke en lille prut mere. Nu har hun sin egen lille prut, som jeg glæder mig til at jeg engang må få i armene. Håber jeg da på.

Hun er vred på mig, og det er helt forståligt – Vi er uvenner fordi jeg er den jeg er, og den jeg har været. Med alt det der er sket i mit liv det seneste år har hun af gode grunde ikke kunne se at det hun bad mig om har jeg taget til mig og fulgt det til døren – og er ikke mere noget af det hun ikke kunne lide. Jeg fik en selvindsigt i min person, ikke bare pga min datter og resten af familien, men sjovt nok også da jeg brød med gamle veninder. Det var sådan nogle små åbenbaringer der bombarderede mig.

Jeg er ikke vred på min datter – eller mine søskende, måske de er på mig??!! Sikkert! Nej, jeg er ikke vred, ikke mere.. jeg er skuffet, frustreret og nogle dage så ked af det at jeg ikke kan trække vejret. Skuffet fordi jeg blev behandlet som om jeg var nærmest “livsfarlig” at være i selskab med. Blev gjort til noget jeg slet ikke er. Frustreret fordi jeg ikke blev hørt. Mine meninger var dem ligegyldige. Ked af det fordi jeg mistede de få rester af familie jeg havde tilbage. Jeg tog selv valget med mine søskende, men min datter tog valget om at skære mig væk.

Min datter er selv blevet mor nu, og jeg HÅBER at hun i sit stille sind, vil bruge en stund på at tænke:

“Dét jeg gør nu, sammen med min kæreste, i en alder på 25 …… det gjorde min mor alene, med 2 blebørn hvoraf den yngste konsekvent var indlagt med sygdom, ingen fædre i syne og i en alder af 20 år gammel. Og samtidig med en uopdaget og ubehandlet psykisk lidelse”.

De ting jeg har gjort der har gjort hende så vred, de ting hun ville ønske jeg havde gjort, kan og skal ikke undskyldes med hvad jeg fejler – men det kan forklare. Jeg håber inderligt at jeg snart kan få lov til at sidde overfor hende, gå en tur med hende ellers noget helt andet, og så få lov til at give hende nogle svar, og at jeg kan få nogle svar. Indtil da må det være små glimt i Brugsen.

Hun var og er, hvad hun end måtte tro eller overbevise sig selv om, mit drømmebarn. Mit første barn. Hende jeg elsker mere end livet – og savner hver eneste dag <3