Om at turde at have det godt

Jeg har brugt det meste af mit liv på at sloges med min hjerne. Jeg modarbejdede den, fordi jeg så gerne ville være alt andet end det jeg i virkeligheden var. Jeg ville bare så gerne være lige som alle andre, og det var på bekostning af alt – og jeg skyede ingen midler i min kamp for at passe ind. – eller få min vilje…

Det var meget få der vidste hvad det var jeg sloges med, fordi det var så svært for mig at selv finde ud af hvad pokker min hjerne egentlig havde gang i. Jeg havde perioder hvor jeg følte mig “normal” og pludselig kun jeg få nogle “flip” hvor jeg bare blæste der ud af. Flere uger i træk uden stop eller pauser. Enkelte perioder har været maniske, men jeg vidste ikke på dét tidspunkt at det var manier – jeg anede ikke engang hvad Bipolar lidelse var. Dengang hed det maniodepressiv, og det vidste jeg sgu heller hvad var.

I de perioder hvor jeg har været manisk, kan jeg se idag, at jeg har haft en adfærd der var fuldstændig hen i vejret og det kostede på kontoen i forhold til familie og venner. Hvordan fanden der er lykkedes mig at bilde folk ind at jeg var okay fatter jeg ikke, for hold kæft hvor har jeg været langt ude. Den dag idag kommer folk til mig og fortæller om en adfærd jeg har haft, og jeg kan end ikke huske den – ikke bare fordi jeg har fået ECT, men også fordi min hjerne simpelthen har fjernet det minde – der var ikke plads til det.

Der er også ting der aldrig er sket – og det sårer mig dybt når nogen forbinder et minde de har, med mig og en adfærd jeg har haft. Tørrer, så at sige, den af på mig. Jeg bliver i tvivl om det de siger er sandt, og panikker næsten – fordi jeg ikke kan huske det; “Er det sket? Er det ikke sket? Er det min hukommelse der svigter? Er det opspind fra deres side?” 9 ud af 10 gange har nogen tæt på mig heldigvis fortalt mig hvad der var rigtigt og forkert, og givet mig en ro i at jeg ikke har gjort hvad jeg evt bliver beskyldt for. (Gud ske lov for Vise)…

Jeg har brugt oceaner af tid på at finde ud af hvad jeg har gjort og sagt der sårede andre, og har fundet ud af at jeg påtaget mig skylden for ting jeg slet ikke har været en del af. Jeg kan slet ikke dreje mit hovede om hvorfor jeg har skulle påtage mig skylden for noget jeg ikke kender noget til. Er det fordi det så er nemmere at leve med sig selv, hvis jeg bare får skylden – “Hun kan alligevel ikke huske det“….

Det er en svær balancegang, fordi jeg HAR været skyld i mange konflikter, men jeg kan jo ikke tage ansvaret for dem alle. Jeg finder stille og roligt ud af at der nogle fordomme omkring min person, fordi andre er af den overbevisning at jeg har del i det – og når jeg med 100% sikkerhed ved at det ikke er sandt, bliver det uhyggeligt svært at overbevise både dem – og mig selv, pga min dårlige hukommelse. Jeg betvivler jo selv hvad der præcist er sket. Ergo jeg har taget skraldet for noget jeg i realiteten ikke vidste en dyt om.

Jeg måtte finde en løsning og komme til bunds i hvad jeg selv troede på…

Det har taget mig næsten et helt år at finde hovede og hale i de ting jeg ikke kan huske, de ting jeg er “anklaget” for og hvem der kunne hjælpe mig til at huske de ting jeg havde brug for at huske. At huske hvad jeg har gjort, de ting jeg har sagt og de ting jeg havde brug for at bearbejde.

En mani fucker din hukommelse fuldstændig op – én ting er at ECT fjerner dele af din hukommelse, men en mani gør fuldstændig det samme. Når man så er i en process hvor man skal erkende, skabes der en tvivl hos andre – “Ja, det er pisse nemt af dig at sige at du ikke kan huske det“. Jeg har set hvordan andre har udtalt på skrift; “BI PO LAR, jeg brækker mig af det ord“, i en sætning hvor jeg nævnes. Den udtalelse sidder så dybt i mig, og gør mig usikker – og samtidig viser den en rigtig grim fordom. Andre betvivler altså hvad jeg kan huske, og hvad jeg nægter at erkende. Nu er jobbet lige pludselig dobbelt så svært.

Jeg er nu dér hvor jeg føler at jeg kan huske det jeg skal for at vide hvor mine fejl og mangler har været. Det giver en ro og muligheden for at kunne trække vejret helt ned i maven…….MEN, det har en konsekvens der tærer på psyken og følelserne. Nu hvor jeg ved nogenlunde hvad der er rigtigt og forkert, ser jeg jo også på andre i et helt andet lys.

Man behøver ikke at kunne lide de mennesker man er relateret til vel???

Hvis man skræller alle relationer væk, og alle følelser, så ser man jo “bare” et andet menneske. Skal man kunne lide dem fordi man er relateret?! Er man forpligtet til at syntes om dem?? Jeg har satme ikke været nem at være relateret til – den er jeg med på. Sidder næsten og klukker af grin for mig selv over den sætning, for NEJ, det har ikke været nemt!! Men det går desværre i begge retninger..

At komme til den erkendelse er noget af det ledeste.

Jeg ELSKER de mennesker jeg er relateret til, på den ene eller den anden måde – men jeg kom frem til at; Hvis jeg nu piller relationer væk, ville det så være mennesker jeg ville have i mit liv??? Jeg har HULKET af gråd da jeg opdagede at det ville jeg ikke.

FYI!!!! Mine børn er i mine øjne verdens smukkeste, verdens klogeste, og verdens 8. og 9. vidunder, og UANSET hvordan verden end vender sig på vrangen vil jeg have den mening. Jeg vil være fuldstændig uenig i nogle af de valg de har taget og tager – men intet får mig til at holde op med at elske dem, og de kommer aldrig til at høre under den kategori jeg nævnte ovenstående.

Jeg er et sted i mit liv hvor jeg har det godt, og jeg lader mig selv have det godt. Det er okay at man har været et røvhul – men det røvhul har fået mig hertil hvor jeg er idag. Det kaldes erfaring. Jeg har mistet lidt af mig selv i processen, men idag – lige nu – har jeg det godt. Jeg tager lynhurtigt afstand til det mindste der optrækker til drama. Jeg har stadig en masse at lære og ja, man kan godt lære gamle hunde nye tricks.

Jeg tillader mig selv at have det godt, på trods……