Når alt, eller intet aldrig er godt nok

De kort der ligges for ens liv, er ofte kort man ikke selv har valgt, eller også er det kort der ikke var helt efter planen. Desværre sker det alt for sjældent af alle ens kort bare er “woopti-fucking-doo” hele livet.

Jeg kan ikke ændre mine kort. Jeg kan ikke bede nogen om at få dem byttet. Jeg kan ikke sige til livet; “Det der er kraftedme en ommer”! De kort jeg har fået, er jeg nødt til at acceptere. Det har ikke været nemt – men jeg acceptere mine kort.

Jeg forsøger VIRKELIG at få det bedste ud af mine kort. Jeg kan jo ikke ændre dem for helvede!! Mine kort sucks..

Andre er heller ikke videre pjattet med mine kort, eller min måde at spille min kort på – og det er fair nok. Det føles dog lidt som, uanset hvordan jeg vender og drejer min kort, så er det ikke godt nok. Det er forkert. Det er ikke rigtigt. Det kan ikke bruges. Det accepteres ikke. Det godtages ikke.

Om jeg så seriøst pakkede mine kort glamourøst ind, ville det ikke være godt nok. Om jeg så viftede englestøv, enhjørningeprutter og de 10 bud ud over mine kort, ville det aldrig være godt nok. De vil altid blive pillet fra hinanden, vurderet, tvivlet på og set negativt på.

Jeg har tidligere tørret RØV med mine kort – og kender mange der har gjort selvsamme, og jeg er personligt blevet straffet derefter. Jeg er nødt til at accepterer mine kort, jeg har ikke andre muligheder. Andre, hverken behøver eller skal tvinges til at elske mine kort.

Uanset hvor meget jeg end acceptere mine kort, eller forsøger at vise de pææææneste sider af mine kort, så er det bare aldrig godt nok for noget. Jeg er ikke “rigtig nok” for nogen. Jeg er for meget. Jeg er pinlig. Jeg siger min mening for højt. Jeg er dit. Jeg er dat. “Pick Pick Pick” – pilles fra hinanden.

Nej, jeg er ikke god nok, men sådan er mine kort! Sådan er de bare… Jeg er uperfekt!! Jeg er mig!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.