Er jeg dum??

Er jeg dum?? – det må jeg jo være siden flere mennesker i mit liv behandler mig som om jeg er dum, og ikke kan ligge to og to sammen.

Jeg oplever det gang på gang, at folk siger ét, men virkeligheden er noget andet – og så tror folk at jeg ikke kan regne den ud. På en eller den måde er det jo min egen skyld, fordi jeg ikke går ind og siger “hallo, det der hænger jo ikke sammen” – jeg går bare rundt og skummer for mig selv – og skriver om det her på bloggen. Strudsen der stikker hovedet i busken.

Folk kan påstå ting, jeg med 100% sikkerhed ved ikke er sande – men jeg siger ikke noget!? De kan have konflikter med andre og påstå himmelråbende løgne, mens jeg sidder tavst ved siden af og VED at det de siger er usandt, men jeg gør ikke en dyt. Mistolkning af situationer der i realiteten kunne stoppes eller helt undgåes ved at jeg går ind og sige stop.

De gange jeg så går ind og siger noget, føler jeg næsten at jeg gør noget forkert – hvis jeg feks modsiger en god vens påstand, og faktisk har ret i min påstand. “Nej, der er du altså gået for vidt, og det der er altså ikke rigtigt“… hvorfor føler jeg dér at jeg gør noget forkert?? Jeg bliver jo næsten aktiv deltager i noget lort, jeg slet ikke vil være en del af. Jeg kunne med ganske få sætninger stoppe hele balladen.

Jeg mistænker mig selv for at være blevet konfliktsky, hvilket slet ikke hænger sammen med den person jeg har været det meste af mit liv. Jeg er blevet så direkte ANGST for drama og ballade, at jeg hellere vil lade andre splitte hinanden ad, end at gå ind og blande mig og evt skabe en ro. Jeg vil hellere gå i hi og afvente at balladen driver over.

Jeg føler at hvis jeg siger til A, at denne er gået for vidt og må stoppe det denne nu har gang i, så B kan få et ord indført og evt få A til at sætte farten lidt ned i anklagerne, så bliver jeg en del af noget jeg ikke vil røre med en ildtang. Fordi jeg ikke siger noget til A og B, risikere jeg at de indbyrdes anklager hiver mig med ned.

Jeg kan se mig selv i dem på en spøjs måde – det der hysteriske anklagen, råben og skrigen og hævntogter… sådan har jeg selv været!! – og det er fandeme skræmmende. Jeg har vendt det hele rundt på en tallerken og vil nu på ingen tænkelig måde have noget som helst med det at gøre. Jeg er villig til at blive sat af på en motorvejs-afkørsel og lade min mand hente mig efter jeg har vandret 1 km med armene fuld af mine toiletsager, end at blive mange flere minutter i en bil der emmer af ovenstående. Ja, det var nemmere at jeg blev sat af, end at køre mig hjem pga omvejen, men jeg skulle bare VÆK fra det der. Det var angstprovokernede og samtidige lå alt det jeg gerne ville sige og ulmede -men jeg gjorde ikke noget. (??)

Hvorfor siger jeg ikke noget istedet??? Jeg ved udemærket godt hvad jeg burde sige. Jeg ved godt hvad min rolle er i det. Jeg ved hvad der er sandt og falsk. Alligevel siger jeg ikke en dyt.

Så jeg er vel dum – og det er vel min egen skyld!!

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.