Søg og find..eller lad vær’

“Seek and you shall find”

Ja, det lyder fint og næsten befriende. Søg og du skal finde.. Men det kommer vel an på hvad du søger.

Jeg har i mange år nærmest opsøgt drama, og har fandeme også fundet det – og hvis jeg endelig forsøgte at undgå det, ja så fandt det sgu mig. Drama med drama på – og indrømmet, jeg dyrkede det sgu lidt. Fandt det underholdende og det kunne nærmest give mig et “drive” og en rus, fordi jeg verbalt sagtens kunne være med. Men sindet og relationer led under det.

Meget meget få mennesker jeg har, og har haft i mit liv, syntes at al den drama var fedt i længden. Det kan jeg godt forstå. De forgangne +/- 6 måneder har jeg selv fået nok, og er gået angerens gang. I den grad på tide vil nogen mene og jeg har fuld forståelse for dem der tvivler.

Føj den gang er tung og hård – og ydmygende. Men sådan er det; har man pisset ved siden af natpotten, må man også selv tørre op. Man møder sjældent nogen der vil tørre op efter én når man er voksen og nogenlunde ansvarlig.

Har ligget på alle 4 og tørret op for mangt og meget. Jeg har virkelig forstået at pisse alle andre steder end i natpotten. Dét ansvar tager jeg på mig! Der findes også dem i mit liv der selv har sigtet ret skidt, og selv må tørre op. Nogle har jeg hjulpet med at tørre op, andre måtte gøre det selv mens jeg overvågede, og få måtte “sejle i egen sø” og jeg gik fra dem og deres pis. (Så poetisk jeg er…). 

Jeg står ved hvem jeg har været, hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være. – og jeg vil i fremtiden gerne undgå drama! Det er nemmere sagt end gjort, når fortidens skygge af drama hænger tungt over mig. Jeg skal løbe stærkt for at komme ud af den skygge. Er nogle dage så forpustet at jeg får en metallisk smag i munden.

Der er nogle mennesker der tilføjede meget drama i mit liv – og jeg måtte skære dem fra. Jeg fortalte dem ret direkte at de ikke gav mig det jeg havde brug for; fred og ro, og at vores veje måtte skilles. Imponerende nemt og himmelråbende befriende. Godt, så fik jeg dét gjort! Så skulle jeg selv ud og angre og håbe på tilgivelse for det drama JEG har tilføjet i andres liv. – og det er ikke bare noget der er en selvfølge!

Jeg har skulle erkende, undskylde og bukke nakken – det er selvforskyldt at skulle gå den tunge vej. Jeg kunne risikere at blive skåret væk, som jeg selv skar nogen væk.

Jeg er mere eller mindre allerede skåret væk nogle steder – eller er ihvertfald blevet nedgraderet. Når alt kommer til alt er det min egen skyld… og jeg har ikke været god til at accepterer at jeg blev skåret væk/nedgraderet, og har været vedholdende i min søgen efter “tilgivelse”. Balancen er hårfin og den følelse man står med i den manglende accept, er virkelig ikke rar. Ingen har iøvrigt sagt at det skulle være nemt!

Jeg har sagt og gjort hvad jeg kunne. Flere gange. Mange gange. Gentagelse på gentagelse. Ekko! Jeg kan ikke mere sige noget jeg ikke har sagt før.

Det går dermed fra anger til en usmagelig panikhandling hvor man “pådutter” andre sin anger – uden effekt af det, bliver det istedet en ydmygende straf. Det kan jeg gå med til, til en vis grænse.

Jeg vil til hver en tid stå skoleret for de ting jeg har gjort forkert, men det er ikke et sted jeg skal stå resten af mit liv. Jeg skal ikke stå der så længe at det pludselig bliver “ren straf”. Så vil jeg hellere sætte mig, udnytte min egen fred og ro og byde andre velkomne når de er klar.

“Man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke”

Der er en lille håndfuld af mennesker jeg gerne så, havde en tro på mig – og en tro på, at ligesom jeg har tilgivet dem, så vil de også tilgive mig. Tro flytter bjerge og kæææft de flytter sig meget meget lidt.

Igår gik jeg min facebook igennem, og gik også mine sms’er igennem. Opdagede, ikke overraskende at der var et par stykker der vitterligt ingen respons gav mig, i mit forsøg på at oprette en oprigtig kontakt. Facebook er for nogen noget KOMPLET ligegyldigt, så fair nok at der ikke var den store kontakt dér, men da min direkte kontakt til dem gav samme resultat, skreg det næsten på, at nu skulle jeg vist kigge i spejlet og sige til mig selv; “Du får ikke hvad du ønsker, hold op med at søge det”!

Det gør da ondt, men jeg kan ikke blive ved med at pine og ydmyge mig selv, eller pådutte dem noget de ikke kan finde ud af. Jeg har rakt ud så jeg næsten fægtede med arme og ben, og det var næsten underholdende og komisk at være vidne til, kan jeg forestille mig. Det er også okay for en periode, men nu trækker jeg altså arme og ben til mig.

Jeg vil istedet bruge kræfter på de ting der faktisk lykkedes. De mennesker der troede på mig, og evnede at se det bedste i mig – på trods. Bruge tid på dem der har formået at gennemskue mig fra dag 1, og aldrig har tvivlet på mig. Bruge tid på freden og roen. Jeg vil dyrke den fred og ro, og gå fra det desperate og sygelige behov for accept/tilgivelse. Når jeg med 100% sikkerhed ved hvordan andre ville reagere hvis de stod i mine sko, så vil jeg ikke blive i de sko. Jeg tager nye skridt hver eneste dag, og selvom de er små, så er hvert lille skridt fantastisk.

Noget så simpelt som hvordan jeg bruger min facebook. Hvordan jeg tiltaler andre. Hvem jeg har brug for. Hvem der har brug for mig. Hvordan jeg bruger min tid. Hvem jeg bruger min tid på…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.