Glemsomhed eller uvidenhed?

Findes der noget værre end hvis nogen omkring dig “glemmer” at du også har dit at slås med??

Jeg forsøger konsekvent at “lære” mig selv at jeg god nok. At jeg er den jeg er, og forsøger at leve med det – at jeg skal acceptere at jeg har en sygdom der ikke kan fikses. At det har sine konsekvenser…. – …ikke bare for mig, men også for dem omkring mig. Der er ting jeg ikke evner, jeg tænker og føler anderledes og reagere anderledes – på ALT!!!

Dét er mit lod – og hver eneste dag prøver jeg at være så “normal” som muligt. – og hver eneste dag bliver jeg mindet om at jeg er langt fra ligesom alle andre. Jeg er aldrig i tvivl om mit lod, fordi det sidder dybt i hver en hjernecelle mellem ørene på mig.

Noget der VIR-KE-LIG gør mig ked af det og vred, er når folk der fuldt ud kender til mig og min psyke, behandler mig som hvis jeg ikke havde “krøller på hjernen”. Det er som om de glemmer det!! De stiller krav og har forventninger, som jeg på længere sigt slet ikke kan indfri – også selvom jeg gør forsøget. Dem der kender mig, ved at jeg ville krydse Atlanterhavet i en hullet jolle for at yde hjælp til dem der er i nød, af den ene eller anden art. Fordi jeg vil gå så vidt for dem jeg elsker og holder af, glemmer de ofte at min hjerne slet ikke magter det i længden. Jeg kører træt, lukker ned, bliver ulykkelig, skuffet og vred… …og må tage skuffelsen over mine manglende kræfter, og tilbringe 2-3 dage på langs under en dyne, uden bad og ordenligt mad og forsøge at komme mig.

Desværre bliver mine forventninger til andre ofte heller ikke indfriet, fordi jeg bilder mig selv ind, at gør jeg noget som en selvfølge for dem…. – så ville de da gøre samme for mig. Ikk’?? Sådan fungere det altså bare ikke i den virkelige verden, og dét er noget der gør ondt. Jeg forventer ikke at andre skal tage turen i den hullede jolle, men hop da over en bæk istedet. Bare engang imellem. Gør dét for mig, som du tager for givet, at jeg gør for dig.

Det kan tælles på én meget lille hånd, hvem jeg 100% ved ville komme ved mindste behov fra min side. Det giver mig en følelse af at jeg bliver taget for givet. At min hjælp/rådighed er en selvfølge.

Er det en følelse jeg selv skaber? Helt sikkert i flere tilfælde!!

Jeg tror vitterligt på, at dét jeg er villig til at gøre for andre, det vil de også gøre for mig. Fuldstændig naivt. Når jeg opdager at det ikke er sådan, fordi de glemmer at min hjerne ikke er som deres bliver jeg vildt ked af det.

Har du ikke tid? Har du nok i dig selv? Er jeg ikke en prioritet på bare et lille plan? Kan du virkelig ikke se at den lille bitte ting ville gøre mig glad? Kan du ikke se ud over dine egne behov?? – bare lidt?! Bare engang imellem?

Det er frygteligt at mange er sig selv nærmest…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.