Man vil altid støde ind i mennesker der har en indstilling der hedder; “Jeg kan ikke lide hende/ham”
Se næste indlæg >
Blast from the past
Christina Winther
De forgangne måneder har jeg gået til et forløb ved CSM, (Center for Seksuelt Misbrugte), og det har været så meget bedre end forventet. Jeg måtte ganske vist overtales af dem til at starte op, men det gik altså langt bedre end jeg havde håbet på. I slutningen af august starter jeg så op til enkelt-samtaler og disse fortsætter så, til de.. eller jeg, mener at vi har nået målet – om man vil. Det glæder jeg mig til.. at komme igang.
Jeg blev rådet til at følge en gruppe på facebook, der er MEGET diskret og er specifikt for mennesker med sen-følger af seksuelt misbrug. Det var ikke lige hvad jeg havde allermest lyst til, også fordi mit behov for sociale medier er blevet mindre og “anderledes“.
Jeg har tidligere lagt op på facebook, hvis der landede en sommerfugl på en blomst, hvis jeg havde fået en splint i fingeren eller hvis jeg havde hovedpine. Dertil havde jeg 4000 “venner” hvor af de 3900 ikke var mennesker jeg havde en forhold til. Jeg barberede alle væk jeg ikke havde en relation til – så nu har jeg kun omkring 80 venner, og nu kan der gå dage imellem opslag. Jeg er blevet meget mere privat, og vil helst kunne have de allernærmeste.
Så jeg øffede lidt over, om jeg ville dele mig og mit med den omtalte gruppe. Det er MEGET intimt og sårbart at skulle dele ud af noget så ømtåligt, hvor privat den gruppe end var, men jeg tog modet til mig og meldte mig ind.
Det første der sker er, at jeg af en administrator bliver tagget og budt velkommen – hvilket jeg slet ikke kunne overskue. “Velkommen“??? Følte mig semi-udstillet. “Her er Christina, hun har været misbrugt..skal vi ikke lige byde hende velkommen“. Skyndte mig at fjerne tagget, for selv lige at kunne føle mig frem og stadig være forholdsvis anonym. Jeg begynder at læse de opslag der er derinde, og det var lidt uvirkeligt at læse om andres fortid og problemstillinger, omend jeg kunne relaterer til dem.
Dagen efter er jeg igen inde og lure.. snuse lidt rundt for at se hvem, hvad og hvor. Så kommer jeg til at se medlemslisten….
Min mave frøs FULDSTÆNDIG til is da jeg som en af de første kan se en klassekammerat fra folkeskolen. Ikke nok med at jeg har gået fra 1. klasse til 7. klasse med hende, men hun var også en af de piger der var med til at gøre mine skoleår til et helvede. Jeg har ikke set hende eller de andre piger siden jeg forlod skolen – helt bevidst.. og jeg kunne jo godt regne ud hvorfor hun var derinde – logisk nok.
Jeg klikkede på hende for at være helt sikker på at det nu også var den “rigtige”, og der var ingen tvivl, så det tog mig lige præcis 10 sekunder at melde mig ud af gruppen igen.
Aldrig i livet om jeg ville dele min historie med det menneske – også selvom hun skulle have samme bagrund, på den ene eller anden måde. Jeg kender ikke hendes historie, og vil heller ikke vide den. Hun har 100% også traumer, og har måske også søgt hjælp og rådgivning – det anerkender jeg og respektere, men det skal ikke være i “selskab” med mig.
En administrator fra gruppen kontakter mig efterfølgende privat og spørger ind til mit exit, og der siger jeg det som det er, dog uden at nævne navne – det kom ikke dem ved hvem eller hvorfor. Nu føler jeg så lidt at det faktisk er MIG der fordømmer??!! Igen; jeg anerkender at hun evt har traumer fra hvad hun nu end har været igennem, og det er måske derfor hun var en ondskabsfuld kost overfor andre, men det ændre ikke på det faktum at hun OGSÅ har givet mig traumer.
Jeg ville HADE at jeg nu skulle fordømme nogen for det de har været igennem, uanset årsagen.. men jeg dømmer ikke hende på baggrund af hendes evt traumer.. jeg fordømmer hende for det hun bød mig og intet andet. Jeg misunder hende at hun har meldt sig ind i gruppen og har søgt hjælp og rådgivning, men jeg hverken kan eller vil være sårbar og åben i samme gruppe som hende. Nu kunne jeg jo bare blokerer hende og så lade hende svæve hen i det uvisse, og det gør jeg måske også – men lige nu er hun et “Blast from the past” jeg på ingen måde vil være i kontakt til, eller have noget som helt med at gøre.
Gruppen må vente til jeg er klar – hvis jeg nogensinde bliver det…
.