Frygtelig dag med åbenbaringer

Idag fik min elskede hund fred. Han har været SÅ stresset pga separationsangst de seneste år, og det er på intet tidspunkt blevet bare en anelse bedere. Hans adfærd overfor andre hanhunde, gjorde at vi ikke kunne stole på ham til sidst. Os der havde ham i hverdagen så kun en udelukkende elskelig, hengiven, loyal og fantastisk hund. Da jeg havde det aller værst veg han ikke fra min side. Så idag veg jeg ikke fra hans side. Han faldt i søvn i mit skød, og trak vejret den sidste gang i mit skød mens vi sad på dyrlægens gulv. Det er ubetinget den hårdeste oplevelse jeg har haft længe.

ALLE omkring mig ved hvad han betød for mig og hvad den sidste uges process har gjort ved mig/os!!

Folk fra fjern… og ikke nær, har udtrykt sig så kærligt og forstående og de led med os…

Så der var også åbenbaringer i kølvandet på sorgen! Jeg er ikke den eneste i min klan der har mistet en hund til angst og adfærd – så jeg blev overrasket over ligegyldigheden fra selvsamme. Den var skærende. Nej, jeg skal ikke have blomster og kort – men tilkendegiv da din forståelse når du ved hvor tragisk en situation jeg/vi står i.

Simon er blevet så såret og vred over ligegyldigheden og udtalelser, at han kappede et bånd han troede var stærkt og loyalt!

Jeg er også såret, men for mig var det efterfulgt af åbenbaringer. Hvorfor kan folk ikke sætte sig ud over simple ting, når der desperat er brug for omsorg og trøst?

Jeg er ked af det, og træt fordi jeg har grædt som et lille barn med hovedet i skødet på min veninde, der knugede mig – og jeg har den tommeste følelse af at gå rundt i mit hus uden 50+ kg grand danois i hælene på mig – og jeg er fucking done!

Uenigheder, latterlige skænderier og forskelligheder SKAL tilsidesættes når den ene part har et knust hjerte. Livet er kraftedme for kort! Vi, i vores familie ved hvordan det er at miste næsten alt på kort tid. Mine forældres død med så kort mellemrum fortalte mig hvor kort livet er, og jeg har siden været i en process. En process der skulle give fred og ro, indsigt, respekt og genvunden kærlighed.

Der har været de ledeste speedbumps, men jeg bliver stille og roligt stærkere i min overbevisning. Jeg vil bare ikke tvinge nogen til at tage “rejsen” med mig. Jeg har bildt mig selv ind at det ville være en selvfølge; “Gu er det ej”! Hold kæft hvor blev jeg klogere, og fik i samme ombæring en “ny” famlie. Jeg har da stadig min familie, men vi glider mere og mere fra hinanden og blodet er ikke tykt længere. Det har sine forskellige årsager.

Jeg har i de hårde tider i mit liv, næsten på kliché-agtig vis, opdaget hvem der er min “familie” når jeg har ondt i hjertet. – og det er ikke dem jeg forventede eller håbede på!

Det er en spøjst befriende følelse!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.