Igår skrev jeg om hvordan jeg idag skulle være et “emne” ved en konference på psyk. Det møde er nu o
Se næste indlæg >
Kender i det?!
Christina Winther
Kender i det?? Den følelse, når man endelig får sagt det, der har tynget lidt for længe..! Den kender de fleste tror jeg. Den der følelser, når noget har bygget sig op over længere tid. Andre har udtrykt mange gange at “noget bare ikke er rigtigt” og vil advare, men man var bare ikke lige dét sted hvor man kunne se alt det andre kunne.
Følelsen kommer snigende og sætter tanker igang, som man konsekvent forsøger at benægte. “Nej nej nej, det kan ikke passe”!!
Når det så ikke længere er en følelse, men en reel realitet så rammer det godt nok hårdt. Man føler sig rigtig rigtig dum. Man har jo gået og troet én ting – bildt sig selv nogle ting ind. Når man så endelig får øjnene op, skal man lige bruge lidt tid på at finde ud af, hvad man så stiller op med det.
Jeg er et menneske der 100% reagere på mine følelser. Jeg lytter til dem, reagere på dem og bliver ofte styret af dem. Den er den slags person jeg er – om min sygdom forstærker dem, kan jeg kun gætte mig til. Det skulle ikke undre mig.
Mine følelser har bildt mig ind at jeg og min eksistens var en ret høj prioritering andetsteds. Det var jeg VITTERLIGT 100% overbevist om. Da jeg opdager at det slet ikke er virkeligheden blev jeg ikke bare ked af og skuffet – jeg blev VRED!!!
Jeg gik rundt med en følelse af at være overflødig, og at dét, jeg uden af blinke ville gøre for andre, kunne jeg overhovedet ikke forvente fra anden part. Flere henvendte sig og spurgte; Hvorfor bliver du tiltalt/omtalt så grimt og respektløs?! Jeg fattede først ikke hvad de mente – men begyndte så selv at ligge mærke til det. Jeg blev f.eks. bedt om at dukke op til et vigtigt møde og medtage en vigtig person der kendte mig godt. “Så må du jo se om du kan finde nogen der gider”, fik jeg at vide da jeg henvendte mig, hvor det for mig var åbenlyst. Den studsede jeg sgu godt nok lidt over. Var jeg lidt naiv, da jeg slet ikke var i tvivl om hvem der var selvskreven?
Nu er jeg heldigvis velsignet med flere mennesker i mit liv, og jeg tog en tapper sjæl med mig. (♥️) Mødet var meget vigtigt for mig, og mange skrev efter mødet og spurgte ind. Den besked jeg havde forventet udeblev!!? Jeg tænkte: Ej, det må være en forglemmelse. Men der gik mere end 1 uge. Det kom godt nok bag på mig…
Jeg tyggede lidt over det i nogle dage. Mærkede efter og erindrede at det her jo ikke var første gang, at jeg skulle opdage at jeg havde et helt forkert syn på et andet mennesker. Nogle for høje forventninger. Men hvorfor skal andre minde mig om at jeg er “forblændet” og hvorfor er det at man svigtes når det er allermest vigtigt??
Jeg placere andre mennesker på piedestaler. Det er min fejl. Det står fuldstændig for min egen regning. Jeg er naiv og igen, meget styret af mine følelser. Jeg bilder mig selv ind, at lige så vigtige andre er for mig, lige så vigtig er jeg for dem!
Jeg gik i MANGE dage og grublede. Hvad fa’ en skulle jeg lige gøre? Skulle jeg lytte til andres mening der længe ikke havde været positiv, eller lade stå til som så mange gange før eller få sagt min mening – få lukket op for det der tyngede mig??!
Jeg gav mig selv en “deadline”. Hvis jeg ikke hører noget, føler en interesse eller omsorg inden for X antal dage, så må jeg lytte til ikke bare flertallet, men også til den enorme skuffelse jeg gik rundt med.
Jeg endte med at skrive en laaaaaang besked. Vidste udemærket godt at tog jeg den personligt eller face to face, ville jeg ikke blive hørt, og istedet ville der grines af mig. Det ville ikke blive taget seriøst.
Beskeden blev måske lige lang nok, og den tog mig mange timer at skrive. Tilføjede. Fjernede. Revurderede. Jeg tog en dyb vejrtrækning og sendte den. Reagerede næsten fysisk – på den rare måde. Jeg fik en følelse af at jeg fik luft. Et splitsekund tvivlede jeg – så fik jeg et svar… og næsten tragikomisk blev jeg bare bekræftet. Ikke bare i hvad andre sagde men også i rigtigheden i at sende den besked.
Med min egne ord i en lang besked fik jeg sagt: Jeg er ikke vigtig i dit liv, og det er dels min egen skyld.
Jeg har brug for mennesker i mit liv der ikke er følelsesmæssigt “handicappede” og åbenlyst sætter pris på min eksistens. Jeg er stadig i en process hvor jeg galper op om at jeg ER DEN JEG ER, og kan det ikke accepteres – så må vore veje skilles. Selvfølgelig bliver jeg ked af det – men det er også en befriende følelse.
Jeg vil MEGET hellere vise mine følelser, udtrykke dem, lytte til dem, reagere på dem og forholde mig til dem. Jeg tror fuldt og fast på at man bliver følelsesmæssigt afstumpet hvis man lukker ned for dem.
.