Erfaring gør klog og gør skade på fremtiden

Brændt barn skyer ilden – Erfaring gør klog af skade – Fortid gør klog... vi kender alle de udtryk, der minder os om en fortid der ikke nødvendigvis er lyserød med gyldne stjerner på. Jeg kender det ihvertfald personligt. Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg evner at bære nag i aaaalt for lang tid, og det er en af mine mørkeste dæmoner, og flere der står mig nær fortæller mig gang på gang, at jeg skal slippe fortiden og holde op med at bære nag. Det øver jeg mig i.

Jeg kan ikke sige mig fri fra en fortid uden jeg har været et gigantisk fjols – har ikke tal på de ting jeg har gjort, som jeg ville ønske at jeg kunne gøre om, men jeg ikke kan få lov til “slippe ud af”. I den forstand at andre ikke vil give slip på det. Så det er lidt ambivalent, at få at vide at jeg skal holde op med at bære nag, og straffe dem jeg er vrede på, når jeg selv er udsat for selvsamme.

Det er en rigtig svær situation, og det er super hårdt – og voldsomt ydmygende. Men jeg har selv budt andre det – og det gør det bare endnu mere svært. Jeg selv, og andre vil helst ikke høre for det der er sket i fortiden – De fejl man har begået, der har ramt dem der står én nær vil man helst bare glemme. Alt det lort man har slæbt dem igennem. Man er blevet ældre, man har ikke begået de fejl længe, de er en del af fortiden, man har hørt for det så mange gange at nu gider man altså ikke høre for det længere. INGEN kan sige sig fri for gigantiske fuck up´s man allerhelst så gå i glemslen..

Desværre besidder man også evnen til kun at huske de trælse ting, og hægte sig krampagtigt fast i dem – og fastholder sig selv i en næsten håbløs situation, der påvirker alt og alle. Alt det fantastiske sygner hen, og bliver usynligt og uden betydning – tragisk. Det er det, jeg forbinder med at bære nag – og jeg har været ekspert i det. Hvis dem jeg har såret satte sig ned og lavede en liste over de 10.000 ting jeg har gjort forkert eller burde ha´ gjort anderledes, ville de først blive færdig i 2025. Alle kan lave sådan en liste, det kan jeg også… Men det er fandeme også trættende at konstant skulle straffes for det man ikke kan ændre på, og gå rundt med en følelse af at blive straffet – fordi andre bærer nag. En helt igennem ambivalent følelse, der plager mig hver eneste dag. Jeg søger og “fisker” efter en normalisering, og får ingen reaktion – dér ligger det ydmygende.

“Man skal ikke kaste med sten når man bor i stenhus”.. Hvad skulle jeg få ud af at sætte mig ned og lave en liste? Som før nævnt, kan vi alle lave den liste – men hvis jeg skal holde op med at bære nag og straffe, bør andre så ikke også? Speciel dem der har bedt mig holde op med at bære nag. Ligger der mere i det, og hvor længe skal jeg blive ved med at gå ubesvaret rundt og ydmygende blive ved med at søge “ro i sindet”?

Pt oplever jeg jo hvad jeg har budt andre ifh til at bære nag, så jeg kan da lære noget af det. Men det skal ikke gøres på bekostning af andre, det skal ikke gøres til noget ydmygende, det skal ikke gøres til en kamp hvor jeg skal glemme mens andre ikke glemmer. Jeg erkender gerne mine fejl, og har også gjort det – jeg har bødet for dem, og det vil jeg nok også gøre resten af mit liv.

“Slå en streg i sandet og kom videre”.. For MANGE år siden havde jeg en kæreste der havde løse næver, og plantede en frygt i mig og dem jeg elskede. Det endte desværre helt forfærdeligt med, at jeg levede en del år på skjult adresse og kiggede mig over skulderen. På ingen måde en ønskelig situation, men mit dårlige valg i kærligheden havde altså den konsekvens. Det værste valg jeg nogensinde har taget – og konsekvensen var ulidelig for mange. Det tog uhyggelig lang tid – flere år – at fralægge mig den frygt. Frygten var sygelig i en periode. Idag.. SÅ mange år senere husker jeg det stadig som var det i sidste uge det skete. Jeg frygter ham ikke mere, men situationen har ætset sig ind i mit sind – er det også at bære nag?? Idag har jeg faktisk mere ondt af ham. Men jeg er kommet videre og han fylder intet i min verden. Jeg kom videre, og bruger det i stedet som en del af min fortid jeg lærte noget af. Jeg har vel på et eller andet plan tilgivet ham.

Jeg burde vel være den første til at kunne svare på det her: “Hvad får man ud af at ikke kunne tilgive“? Med hånden på hjertet så ved jeg det ikke – det er vel en del af “lærestregen”. Man kan vel kalde det karma?! Men når jeg sidder med en følelse af at jeg skal ligge låg på de ting jeg er blevet slæbt igennem, så syntes jeg også at andre burde arbejde på selvsamme. Jeg ved hvad det vil sige at blive ædt op af bitterhed, nag og vrede. Jeg brugte mange år på det, og det er år jeg ikke får tilbage. År jeg brugte på at straffe og udelukke mennesker fra mit liv – jeg sidder idag tilbage og forbander de år. Har jeg så fortjent at blive tilgivet, eller at der bliver sat streger i sandet? – det har jeg åbenbart ikke.. Den må jeg tage på min kappe, for jeg vil altså ikke ydmyge mig selv mere end jeg allerede har gjort. Nej, jeg er ikke den eneste der står med en følelse af ydmygelse – men hvorfor så ikke sætte sig ned, i det mindste kigge hinanden i øjnene og tilgive HINANDEN!?

Jeg har tilgivet dem der har såret mig. Jeg har tilgivet de ting der drev mig helt derud hvor jeg ikke anede mine levende råd. Jeg har tilgivet dem, der i en årrække tog det ene dårlige valg efter det andet, også på min bekostning. Kan jeg ikke blive tilgivet for mine dårlige valg, så ved jeg ikke længere hvad jeg skal gøre – jeg føler at jeg skal leve under restriktioner og skal være mere ydmyg end hvad godt er. Så er det ikke oprigtigt. Er jeg villig til at miste på den bekostning? – under ingen omstændigheder, men jeg kan ikke kæmpe som David mod Goliath, når jeg ikke har den lille sten at kaste med som David havde. Den sten er ikke nødvendig for mig, fordi der burde slet ikke være den kamp.  I min verden skal der ikke være nogen kamp mere.

Jeg har aldrig nogensinde været den der led i stilhed, eller ikke sagde noget under en kamp. Jeg lider stadig ikke i stilhed, men jeg råber ikke mere… Jeg forbeholder mig retten til at sige min mening, men det der med at slås kan jeg simpelthen ikke finde energien til mere. Det er for udmattende. Så hvis du beder mig holde op med at bære nag – så lad det være noget vi gør i fællesskab.

Der blev sagt til mig for ikke så længe siden, da jeg søgte desperat og grædende forståelse;

– “Christina, der er jo ingen der er i tvivl om hvad der er sket, og ingen kan altså hjælpe dig, men det betyder ikke at der ikke er forståelse. Der forståes meget mere end du regner med“.

Der er en forståelse i larmende stilhed, og den har jeg det også rigtig svært med, på trods af at det selvfølgelig er den rigtige måde at gøre det på. Jeg er blevet tilgivet for mange af de ting jeg har gjort, fordi jeg på en måde var fanget i min hjerne, men det skal ikke være undskyldningen – jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers skal forklare mig. “Jeg flippede rådden skråt i den givne situation, udelukkende fordi jeg er et røvhul” – det kan og skal ikke godtages. Men jeg kan sige til folk at jeg i mange år ikke havde nogen selvkontrol, og jeg vidste ikke hvorfor – det ved jeg idag, og jeg er ked af de ting jeg voldte andre.

Idag, så mange år med en viden om min sygdom, kan jeg stadig få serveret nogle ting man troede jeg havde gjort, og fordi jeg nu har en “normal stemme” får jeg muligheden for at gå ind og sige at det der passer altså ikke – og overraskende blev det modtaget med respekt og forståelse. Kæmpe lettelse, men også lettere chokerende at nogen har gået rundt i mange år og haft en overbevisning, og fordi jeg råbte så højt blev de bare bekræftet i deres antagelser – fordi jeg holdt op med at råbe blev jeg også hørt, og antagelserne blev taget af bordet. På den måde tilgav vi hinanden..

Jeg har lært så meget de seneste par år, om mig selv, og om den jeg er og har været. Det har ikke været uden omkostninger for mange. Eller mig selv.. Jeg bærer ikke bare nag til andre, men kan sagtens bære nag til mig selv. Men lige så vel som jeg ikke hiver andres fejltagelser frem i vrede, så kan jeg heller ikke blive ved med at bære nag til mig selv. Jeg ER simpelthen nødt til at komme videre, og finde en ro, samtidig med at jeg husker mig selv og andre. De krav jeg stiller til andre, er krav jeg kan stille til mig selv – og kan jeg ikke indfri dem, så kan andre heller ikke. Så..hvis jeg kan tilgive andre, bør de så tilgive mig?

Jeg har stadig meget at lære. Jeg er 45 år gammel, og er på ingen måde færdig med at lære ting om mig selv. For få uger siden var jeg til møde på psykiatrien, og de var så imponeret over min fremgang at de ville afslutte mig. Det fik jeg ret hurtigt slået fast over for dem at det ville jeg under ingen omstændigheder.. Jeg er ikke rask, og det bliver jeg aldrig, men jeg har lært at tackle min sygdom – og det er del deres fortjeneste. Jeg har en enorm respekt for min sygdom  på godt og ondt. Jeg ved at jeg lige nu har kontrollen, men jeg ved også at i et svagt øjeblik, så tager sygdommen over og jeg taber nemt kampen hvis jeg ikke er forberedt. Jeg har en tryghed i at jeg har psyk. i ryggen hvis jeg snubler – så nej, jeg skal ikke afsluttes. Det havde de heldigvis en forståelse for. Jeg lærer noget hver eneste dag, og det jeg lærer allermest i tiden, er at jeg ikke behøver at råbe for at blive hørt. Jeg behøver ikke stå i centrum af tornadoen. Jeg behøver ikke vælte alt og alle omkring mig. Det er også derfor det er så vigtigt for mig at lade fortiden være noget man lærer noget af, i stedet for at bruge den som en armering til fremtiden.

Min blog er min offentlige dagbog. Det er MIT valg, og nej det er ikke alle der forstår det, eller kan respektere det valg. Jeg vil rigtig gerne respektere andres ønske om visse emner på bloggen, og gør også hvad jeg kan for at tage disse hensyn. Min blog er min stemme, og den respons jeg får er fantastisk. Der er imponerende mange der kan relaterer mine emner, og jeg har fået mails fra folk der på mange måder føler at de kan få en “normalisering” i deres adfærd ala; “Fedt, det er ikke kun mig der har det sådan“. Læs nu mine oplæg med opsindet ro – der er ingen anklager, eller pegede fingre – det er bare mig der taler, i stedet for at råbe! <3

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.