Tankevækkende dokumentar

På DR1 viste de igår – d. 28 Nov. 2017 – en dokumentar der hed “Hvorfor slog du mor og far ihjel?”. Jeg så den idag via deres hjemmeside. Jeg havde kun set 15 min, førend jeg fik det fysisk dårligt og ondt i hjertet.

Dokumentaren handler om Lars der slår begge sine forældre ihjel. Han lider af voldsom PTSD efter han har været udsendt til Balkan i starten af 90´erne. Han var psykisk ustabil, og fik ikke den hjælp han burde have haft. Han var indlagt flere gange, men fik stadig ikke den rette hjælp. Dagen efter en tvangsindlæggelse hvor han har været truende over for sin mor og har set “usynlige” dyr kravle på væggen, udskrives han fordi de ikke mener han er til skade for sig selv. Det er så forfærdeligt at høre hans historie. Jeg fik en tur ned af memorylane med den dokumentar.

Jeg har 2 gange været i et forhold med en soldat der har været udsendt. Det her handler IKKE om mig, men om hvor frygteligt det er for de soldater der mister sig selv – og hvilken påvirkning det har på de pårørende der intet kan gøre.

Den første “soldat” var en stor kærlighed. Jeg var ung og smaskforelsket. Vi var fuldstændig forgabte i hinanden. Så skal han til Kosovo, og dengang var det slemt. RIGTIG SLEMT. De soldater der var dernede risikerede deres liv hver eneste dag, og os der sad herhjemme gik rundt med en konstant frygt. Han var afsted over flere gange.

Det var ham jeg elskede der tog derned – men det var ikke ham der kom hjem igen!

Da han kom hjem var der noget “vredt” over ham. Hans empati og sympati var underligt svundet ind, hans temperament var utilregneligt, hans syn på andre mennesker var ændret. Han blev syg på et tidspunkt, og blev hastet på sygehuset – han havde høj feber, og i sin feberlidelse tror han at lægerne er “efter ham” og slår ud efter dem. Dét er første gang jeg oplever for alvor at han ikke var sig selv mere. Han var altid nærmest på “vagt”, og så trusler alle steder. Jeg fik et par gange historier fra hans ture derned. Hvordan de som fredsbevarende ikke måtte involvere sig med de lokale, men ofte måtte de stå tavse til, mens unge mænd blev banket ihjel fordi de ikke ville deltage i krigen. De oplevede at de blev provokeret ved at beboerne mishandlede unge drenge foran deres lejr, bare for at opnå en reaktion – de danske soldater ikke måtte tilkendegive. Jeg hørte om alle de vilde hunde der slog sig ned i lejren fordi der var varme og mad.. og jeg så senere fotografier at skamskudte hunde med indvoldene hængene ude. Soldaterne kunne ikke tage hundene med til Danmark og ville aflive dem inden de skulle hjem, sikkert for at undgå at de skulle leve på gaden. Desværre tog det overhånd, og de endte med at skyde til måls på de hunde. Jeg fik ondt i hele min sjæl da jeg så de billeder – og ved tanken om hvad opholdet dernede havde fået dem til. At skyde til måls på hjemløse hunde. Afstumpet kynisme fra soldater der var ødelagt i sindet af hvad de havde oplevet dernede. Vi endte efter nogle år med at gå fra hinanden. Den dag idag er jeg fuldstændig sikker på at det ødelagde noget i ham at komme derned, og ikke få en hjælp da han kom hjem. En hjælp de iøvrigt mente de var for meget soldater til at få. Rigtige mænd går ikke til psykolog.

Den anden “soldat” jeg var i forhold med var i Afghanistan over 2 gange. Jeg mødte ham da han var hjemme på “ferie”. Jeg anede ikke at han var “ødelagt” og tidligere erfaring med soldater havde ikke gjort mig nervøs. Vi ender med at flytte sammen, men bor kun sammen i få måneder. Jeg er udsat for både fysisk og psykisk vold. Jeg bliver bla låst inde i en fyrrum fordi jeg nægter at se på ham når han sprutter af raseri. Jeg frygtede hurtigt for vores sikkerhed og jeg ender med at måtte “gå under jorden” i flere år. Levede på skjult adresse. Blev fragtet fra den ene ende af landet, over Sverige og til den anden ende af landet. Det påvirkede jo ikke kun mig, men også dem der stod mig nær. Det tog os flere år at ryste frygten af os.

Hvorfor tager militæret sig ikke bedre af deres soldater der har været udsendt?? Hvorfor er der flere og flere soldater, der ender med PTSD og bliver “glemt” i systemet. De er så ødelagte af hvad de har oplevet. Jeg får ondt i kroppen og i hjertet når jeg ser sådan en dokumentar, fordi jeg selv har set det på første hold, oplevet hvad det gør ved dem – og hvilken effekt det har på de pårørende.

Jeg får så ondt…