Stilhed & tilgivelse

Jeg har længe ikke haft et behov for at skrive hér på bloggen. Jeg har ikke som sådan, haft travlt, eller ikke haft noget at skrive om.. Men jeg skriver ikke “bare” for at skrive. Jeg har brug for at have noget på hjertet. Der er stilhed..

Jeg er nu på 6. uge uden psykofarmaka og til min store overraskelse har jeg mentalt aldrig haft det bedre – og jeg bliver bare mere og mere bekræftet i at jeg IKKE har bipolær lidelse, men har Kompleks PTSD. Men det er ikke noget der fylder i min hverdag. Jeg tænker ikke over det, og gør egentlig ikke noget for at underbygge min overbevisning. Det har jeg ikke brug for – fordi jeg ikke er i tvivl. En diagnose er ikke vigtig. Det vigtige er hvordan jeg har det.

Jeg er et godt sted lige nu. Har overskud og energi, omend at jeg måske laver for mange planer og aftaler engang imellem – og bliver derefter “straffet” med 1-2 dages overvældende træthed. Så restituere jeg lidt – og er så klar igen, om man vil.  Det ser jeg ikke noget unormalt i iøvrigt.

Jeg finder en større og større ro i mit forløb ved CSM, og glæder mig HELT ÅNDSVAGT til at begynde på kropsterapi i næste måned. Har ENORME forventninger.

Alting bliver nemmere’ish… Men har opdaget at én ting ikke har ændret sig. Jeg kan ikke tilgive visse individer! Jeg går ikke rundt i hverdagen og er vred eller ked af det – slet ikke. Men kommer det nogen og spørger om jeg har tilgivet, er svaret et rungende; NEJ!!

Jeg har semi-tilgivet mine forældre… så godt som jeg nu kan, og det kan jeg takke CSM for. Den indsigt de har givet mig er ekstraordinær, og jeg vil være dem evigt taknemlig!  Jeg har intet had mere, eller går rundt med alt-opædende nag/sorg mod dem.

MEN……..

Jeg kommer ALDRIG til at tilgive min hel-søster! Hendes syn på mig. Hendes behandling af mig. Hendes udtalelser om mig. Hendes adfærd. Hendes personlige opfattelse af mig og mit. De ting hun har sagt til fælles bekendte, som er kommet mig for øre. Listen er lang…

Der har været “ro på” i flere år. Vi har levet hvert vores liv, hvilket har passet mig fint – og tror at det går begge veje. Men når jeg bruger SÅ mange kræfter på at tilgive mine forældre, og det lykkedes faktisk delvist – men opdager gradvist at hende kan jeg ikke tilgive. Har heller ikke et ønske derom.

Vi vælger ikke selv vores familie. Familie er ikke altid blod.. Jeg kan ikke løbe fra hvem min søster – eller forældre er!! Men jeg bestemmer heldigvis selv over hvem jeg vil og IKKE vil ha’ i mit liv.. og hvem jeg tilgiver..

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.