jeg fortsår det ikke

Jeg har været notorisk kendt for at bære nag hvis nogen har gjort mig ondt. Intet kunne få mig til at vende rundt, tage en dialog og få løst problemerne.

Mange mennesker kunne bruge årevis på at “prikke til mig og mine grænser” med træls opførsel uden at jeg gjorde noget. Kom de så over den lettere usynlige grænse, SÅ fik jeg også nok.

Ud af vagten….

Jeg kigger tilbage og ser mere og mere tydeligt at de mennesker jeg har haft i mit liv, har jeg aldrig haft noget tilfælles med i det lange løb. JO periodisk, men det løb i reglen bare ud til at blive lidt fladt. Intetsigende og uden megen indhold, andet end at snakke om dengang det var sjovt…

Jeg har været venner med én der kon.se.kvent løj om alt. ALT!!! Til alle omkring hende. Alt fra hendes økonomi, hendes vægt, hendes børn, deres fædre og lign. ALT!!! Noget hun da ikke behøvede at lyve om – da slet ikke overfor mig, som hendes veninde. Vi brød for mange år siden – og nu virker det mere som om at fordi jeg kender sandheden, så skal jeg med alverdens magter holdes væk.

Har også været venner med en der ALDRIG fortalte hvad der skete i dennes liv. Jeg skulle gætte mig til det og fik alligevel ikke et svar. Det var aldrig på behov for at indvie andre mennesker, det lå på nulpunktet altid!! ALTID! Man kunne gå rundt som en spørgejørgen, men hun delte intet ud. Ganske få gange på mange år lukkede hun op, og man sad bare og tænkte; Hvorfor får jeg først det at vide nu??? – og er jeg så lidt en veninde at jeg ikke bliver indviet?? Al respekt for at være sig selv nærmest og med et ønske om at porcelænsslottet står fint som lort i måneskin, så ingen kan se at hun sidder og skider som os andre – men at hele tiden blive holdt en armslængde ude orkede jeg ikke, og tænker da at det må være ensomt at være så selvomtaget at man ikke har brug for andre.

Jeg HADER hemmelighedskræmmeri… ihvertfald overfor mig. Hvorfor vil man være veninde med mig, men ikke indvi mig det der sker i deres liv??? Hvor er behovet for at ønske mig som veninde, men ikke lukke mig ind?? Leve et næsten dobbeltliv og tror at det ikke bemærkes.

Nu står jeg så faktisk selv i en situation hvor andre bærer nag til mig – og jeg tænker lidt; “Kom nu videre, lad os få det snakket ud, og komme videre”.

Det er der så ikke interesse i lige nu – men det er lidt underligt. Jeg er ekspert i at bære nag, og nu beder jeg andre holde op. Den er sgu svær at forklare.

Det er dobbeltmoral af værste skuffe, og pisse ambivalent.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.