Det kan slutte lige om lidt..

Jeg har i dén grad haft døden tæt på. Begge mine forældre indenfor 2 mdr. En fantastisk veninde gik bort alt for pludseligt. Min niece har jeg også måtte se, ligges i en alt for lille grav..

Sorg er en følelse udenfor rækkevidde. Man er slet ikke herre over det. Det har 100% kontrollen over dig, og det slipper ikke taget i dig før “den” syntes det er tid. – og bare lige for at blive et større røvhul, sørger den for at du er mærket resten af livet. Sorg forlader dig aldrig helt!!

Livet kan være ovre på få sekunder.

Simon kom hjem fra arbejde idag og var tydeligt rystet. En gammel kollega var afgået ved døden. Vedkommende havde stået og snakket med en anden kollega, røget på sin pibe og sludret om alt og ingenting… En helt almindelig dag på det lager han arbejdede på. “Bum” – han falder om og er død på stedet. Ambulancen var der på 3 min. Men der var ikke noget at gøre. Han var død på stedet og blev kørt bort i en “bodybag”… Så forfærdeligt. Fuldstændig traumatiserende for kolleger…

Men det med at døden kan komme på den måde, får mig altså virkelig til at tænke på “Hvad nu hvis”??? Forholdet til min familie er mildest talt ikke-eksisterende! Både efter mit valg, men også deres. Vi ser ikke ens på livet, vi taler ikke samme sprog, vi er fra hver vores planet.

Hvad gør jeg hvis en af dem – GUD FORBYDE DET – går bort imorgen?? Hvad vil de gøre hvis jeg gik bort??

Lader man som ingenting?? Man får klart nok det naturlige chok, men vælger man at distancere sig til informationen og bliver væk?? Tager man med, men holder sig i baggrunden?? Sender man en blomst/krans der forsvinder i mængden?? Ringer man?? Sender en besked?? Banker man på døren??

Der er udløbsdato på livet, men vi kender ikke den dato. Det er heller ikke noget man skal gå og spekulere på… ville være ulideligt! Men jeg får tit tanken at det jo kan slutte lige om lidt…

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.