Jeg troede lige..

Jeg har længe ville prøve at være medicinfri – omend så bare for en periode. Jeg er 100% modtagelig for bivirkninger, og føler ofte at det mere er bivirkninger end virkninger jeg mærker til. Jeg har ikke tal på de forskellige former for medicin jeg har prøvet – hvis det er på markedet, så har jeg prøvet det. Følte tit at jeg lige så godt kunne blive ansat på Novo Nordisk som tester af alskens medicin.

Bivirkningerne har hængt mig langt ud af halsen. Medicin går ikke kun i hjernen, det påvirker også organer – selv mine negle og mit hår blev påvirket. Mit lange hår måtte jeg til sidst klippe af, fordi det var så ødelagt. Min frisør sagde; da jeg modløst trådte ind, at hun kunne bruge en masse tid og kemikalier på at fikse det – men det er jo netop kemikalier der har ødelagt det, så jeg klippede det hele af. Fra lidt over skulderlangt til 3-4 cm tilbage på hovedet. Voldsom forskel og det krævede altså lidt tilvænning. (Der er ca. 3 mdr mellem hvert billede). 

 

Det var en helt fantastisk følelse, da jeg stopper med noget af medicinen, at se hvad det gjorde ved mit hår. Det blev tykkere, sundere og voksede meget hurtigere. Allerede nu er det ved at nå en god længde igen – den der irriterende længde hvor at det ikke kan “hænge nede” fordi det er for langt eller sættes op, fordi det er lige kort nok endnu. Jeg farver det igen, fordi jeg desværre ikke er velsignet med tilstrækkeligt gråt hår til at det ser fedt ud, men det er altså stadig meget sundere.

Vægten har været et kapitel for sig selv. Jeg gik fra 55 kg til 95 kg på under et år. Jeg blev helt utroligt ulykkelig – som om man ikke havde det dårligt nok i forvejen. Mit stofskifte kunne slet ikke magte de piller jeg fik, og ikke nok med at jeg tog så mange kilo på, pludselig smed jeg 12 kg på meget kort tid. “WUHUU”, var min første tanke, men det viste sig hurtigt at det var mit stofskifte den var galt med, og nogle knuder på min skjoldbruskkirtel. Jeg ved simpelthen ikke om det er medicinen der har lavet ged i den – men det skulle ikke komme bag på mig. Pt går jeg løbende til kontrol for at de kan holde øje med det hele. Hvad enden bliver på det, skulle jeg få at vide sidst på sommeren. Idag har jeg taget 10 af de 12 kg på igen, men begynder heldigvis igen at tabe mig stille og roligt – og des mere synligt vægttabet er, des bedre får jeg det. Jeg vil ikke ned på 55 kg igen – det er altså for lidt… 75 kg ville være okay, når man er snart 46 år, og 172 cm høj…      (ikk`?)….

Jeg føler alligevel at jeg havde det bedre end nogensinde. Jeg revurdere hvem jeg skal have i mit liv, og frasorteringen er imponerende befriende. Har opdaget at det ikke kommer an på hvor længe man har kendt hinanden, men det er kvaliteten af de mennesker man har i sit liv. Jeg har pga lange venskaber, der ikke besad en god kvalitet, overset nogle mennesker i mit liv, hvis kvaliteter var så meget mere positive.  Når man har et sind der er ikke altid har det godt, så er det ikke sundt med mennesker i sit liv der er følelsesforladte og voldsomt selvoptagede. Folk der slet ikke evner at sætte sig ind i andres liv, og kun har deres eget for øje. De “oversete” venner har ikke været så længe i mit liv, men de vil mig så meget mere. Jeg føler mig elsket af dem der er vigtige.

Jeg har gået i mit stille sind, og bare så gerne ville være medicinfri – til sidst manglede jeg bare sovemedicinen, og trappede også ud. Men jeg blev slemt skuffet – nætter uden medicin er ULIDELIGE! Jeg sover ikke ordenligt, ligger uroligt, mit hovede giver mig ikke fred, og dagen derpå var jeg komplet udkørt af manglende søvn. Så dér måtte jeg erkende at jeg ikke kunne leve foruden. ØV!!! Heldigvis er det meget milde piller, og måske de bare har en placebo-effekt – jeg er ihvertfald begyndt på dem igen.

Jeg har JUBLET over at mit sind og min hjerne gav mig ro. Jeg har bare haft det SÅÅ godt – så gårsdagens angstanfald tog godt nok røven på mig. Hvor lille det end var, blev jeg mindet om, at jeg kan have det nok så godt, men hjernen er stadig den der bestemmer over hvor godt jeg kan tillade mig at have det. En smuk forårsdag, på vej til familiehygge, kan på meget kort tid forvandles til at helvede med trykken for brystet og hiven efter vejret – fingrene der summer, prikker for øjnene og et vink med en vognstang: Nej Christina, du bestemmer ikke en skid over din hjerne… 

Jeg har faktisk haft det så godt at jeg legede med tanken om at sige ja tak til et jobtilbud, der passede mig perfekt. Jobbet var egentlig beregnet til en “frasorteret” person, men for denne var det åbenbart ikke “fint” nok  – eller også var denne bare ikke “nok” interesseret i en godt job. Det er, efter jeg fik mere at vide, faktisk et super fedt job, med fantastiske muligheder – og jeg måtte jo forklare hvorfor en person jeg på det kraftigeste havde anbefalet, udeblev fra deres forsøg på kontakt og ansættelse. Fandeme pinligt at måtte undskylde for andres ligegyldighed!! Anyway – jeg legede med tanken om at selv tage jobbet da det blev tilbudt mig, men det der skete igår viste mig at jeg ikke skal lege kispus med skæbnen. Jeg har fået min førtidspension, jeg har en ro i hverdagen, jeg har et fantastisk forhold til psyk og min psykolog – “If it aint broke, dont fix it”.. 

Om 6 dage sidder vi i flyet på vej til syden, og vi kan slet ikke vente – vi vil ned og nyde hinanden – og håber på at angst og piller bliver hjemme…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.